Landbohøjskolen er startet i 1858 og blev fra starten ledet af en kongeligt udnævnt direktør. Det var, som det fremgår, hvis man ser på biografierne for de fire, der ledede Landbohøjskolen fra 1858 til 1916, alle eksterne folk af en type, der også efter 2003-loven ville have gode chancer for at blive rektorer eller bestyrelsesformænd ved danske universiteter.

Den første var Carl Emil Fenger (1814-1884), der blev dr.med. i 1842 og publicerede flere betydningsfulde kirurgiske afhandlinger. I 1845 blev han professor ved Københavns Universitet og i 1851 overlæge ved Frederiks Hospital. I 1849 ved indførelsen af demokratiet blev han valgt ind i Folketinget, men trak sig tilbage for at hellige sig professor- og overlægegerningen i 1859. Han blev imidlertid allerede senere samme år finansminister og var valgt til Folketinget for anden gang 1861-1876. Landbohøjskolen ledede han 1858-1862 og igen fra 1872 til 1884.

HANS AFLØSER PÅ Landbohøjskolen, Ernst Emil Rosenørn (1810-1894), var cand.jur. med flere års studieophold i udlandet. Han drev en række herregårde i Vendsyssel. Også han sad i Rigsdagen – folketingsmedlem 1855-1864 og 1866-1869 og kongeligt udnævnt landstingsmedlem 1879-1894. Han blev kultusminister i 1869. Han ledede Landbohøjskolen 1862-1872.

I 1884 afløstes han af general C.A.F. Thomsen (1827-1896). Han var student og cand.phil., men kom med i treårskrigen 1849-50 og valgte så officersvejen. I 1872 blev han krigs- og marineminister. Fra 1873 til sin død sad han i Folketinget. 1894-96 var han igen krigsminister. Landbohøjskolen ledede han 1884-1894.

Hans afløser blev Frederik Friis (1836-1917). Friis var blandt de første landbrugskandidater fra Landbohøjskolen og overtog senere den fædrene gård. Her var han en foregangsmand inden for brugen af mergling, dræning og kunstgødning og var i bestyrelsen for Jyske Landboforeninger 1878-1891, de sidste år som næstformand. I 1891 blev han forstander for Landøkonomisk Forsøgslaboratorium (senere omdøbt til Statens Husdyrbrugsforsøg og nu en del af Aarhus Universitet). Desuden var han medlem af Viborg Amtsråd 1874-1892 og i 1900-1901 landbrugsminister. Landbohøjskolen ledede han (med orlov mens han var minister) 1894-1916.

Selv om der således var en ledelse af Landbohøjskolen fra 1858 til 1916, der helt svarer til intentionerne for 2003-loven, var den ikke hævet over kritik. Ved general Thomsens udnævnelse i 1884 var der en betydelig debat om ledelsen af Landbohøjskolen i Ugeskrift for Landmænd. Der klagedes over, at disse professionelle, ansatte ledere ikke markerede sig stærkt nok fagligt. ”Udenfor den indre Virksomhed i Skolens Bestyrelse har man ikke mærket synderligt til, at vi her til Lands havde en Direktør for den højere Landbrugsundervisning,” hedder det.

I dette ugeskrift blev der samtidig luftet det, der dengang betragtedes som radikalt moderne ideer: Måske er ansatte ledere slet ikke det rigtige. ”I andre Lande er det jævnlig en af de Mænd, der virker ved Instituttet som Lærere i de fornemste Fag, der tillige er Instituttets Direktør eller Rektor. I Halle således Prof. Kühn, i Berlin Prof. Settegast. Ved Landbohøjskolen i Berlin vælger i øvrigt Lærerne selv deres Rektor”.

Det i 1880’erne nye blev gradvist accepteret. Landbohøjskolens undervisningsråd (lærerforsamlingen, konsistorium) lavede en indstilling til kongen, og gradvist blev den kongelige udnævnelse mere og mere rent formel. Fra 1916 var samtlige direktører interne professorer, og med styrelsesloven af 1970 fik Landbohøjskolen som de andre universiteter en medarbejdervalgt rektor. Og det havde man så, indtil man med 2003-reformen gik tilbage til systemet fra 1800-tallet med ansatte ledere.

MAN KAN SELVFØLGELIG filosofere over, hvorfor man har haft denne pendulbevægelse. Måske har det noget at gøre med, hvad der blev anset for universiteternes formål. Hvad der er en hensigtsmæssig ledelse, afhænger naturligvis af institutionens formål. Københavns Universitet har hele tiden haft til formål at dyrke den rene videnskab, og i denne sandhedssøgen var ingen mere kyndig end forskerne selv. Der var mere brug for iderigdom og kreativitet end for effektivitet, målrettethed og prioritering. Derfor var en medarbejdervalgt ledelse naturlig.

Men Landbohøjskolen og de andre ”højskoler” havde et mere anvendelsesorienteret sigte. ”Højskole” er netop en kontinentaleuropæisk betegnelse for et anvendelsesorienteret, monofakultært universitet (som tysk ”Hochschule”). I Danmark er højskole-navnet imidlertid blevet overtaget af folkehøjskolen, og en hel del af de ”universitære” højskoler som Danmarks Tekniske Højskole, Lærerhøjskolen og Danmarks Farmaceutiske Højskole er blevet omdøbt til universiteter. Handelshøjskolen til CBS. Sandheden var på disse læreanstalter mest interessant, hvis den kunne bruges til noget. Der var derfor brug for at have en ekstern ledelse til at afgøre, hvad der var relevant, og hvad der skulle prioriteres som nyttigt.

Det er derfor måske også naturligt, at man igen fik ansatte ledere for alle de danske universiteter, da mottoerne ikke længere var ”Skuer mod det himmelske lys” for Københavns Universitet og ”Søger i dybet den faste grund” for Aarhus Universitet, men for alle universiteter blev ”Fra forskning til faktura”.

Men det er klart, at alle styrerformer har deres begrænsninger, og en effektiv topstyring kan let gå ud over den mere anarkistiske ideudvikling og kreativitet; og den er ofte fundamentet for de mest epokegørende nye – også anvendelsesorienterede – ideer.

En for kortsigtet satsning på fakturaens størrelse, og styreformer, der fremmer en sådan tænkning, kan let på langt sigt gå ud over også fakturaens størrelse. Det gælder i al virksomhed, men måske allermest i forskning. Så vi kommer nok på langt sigt til at mangle kreative, anarkistiske, medarbejderledede universiteter.

Niels Kærgård er forhenværende økonomisk overvismand og professor ved Fødevareøkonomisk Institut, Københavns Universitet