Lyt nu til palæstinensernes legitime ønske

Den officielle israelske begrundelse for at fortsætte besættelsen af Vestbredden fortæller imidlertid kun den halve sandhed. Det er uomtvisteligt, at Israels sikkerhed bekymrer landets politiske ledere. Men det er lige så uomtvisteligt, at Israels højre-religiøse regering under ledelse af Benjamin Ne-tanyahu har territoriale ambitioner på Vestbredden og i Østjerusalem.

Der var ingen jødiske bosættere på Vestbredden i 1966. I starten af 1990’erne var der omkring 100.000 og i dag er der over 300.000. I Østjerusalem bor der nu omkring 200.000 israelske bosættere. De israelske bosættelser både på Vestbredden og i Østjerusalem udvides gang på gang med den israelske regerings samtykke.

ISRAEL ER I LY af de strandede fredsforhandlinger i realiteten i fuld gang med en kolonisering af de besatte palæstinensiske områder på Vestbredden og i Østjerusalem. Det er en kolonisering, som det internationale samfund anser for at være ulovlig, og som kun anerkendes af en regering på kloden, nemlig den israelske.

De stående ovationer og bragende bifald, som den palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas, modtog i FN den 17. september, demonstrerede tydeligt, at den fortsatte israelske kolonisering af palæstinensisk land anses for at være helt uacceptabel af stort set alle andre lande end Israel og dets nærmeste vestlige allierede. Og for størstedelen af de arabiske befolkninger er den israelske kolonisering ikke blot uacceptabel, men en blodig uretfærdighed.

De arabiske lande er meget forskellige, og de arabiske befolkninger er meget forskellige. Men de arabiske befolkninger har indtil for nylig alle levet under tyranniske autoritære regimer, hvor politisk utilfredshed i høj grad er blevet formuleret af politisk-religiøse grupper, som også ved konkrete sociale tiltag har været med til at lette hverdagen for de mindst privilegerede arabere.

Måske derfor tyder undersøgelser på, at de arabiske befolkninger har udviklet en tvetydig politisk kultur, hvor et flertal både er tilhængere af demokrati og politisk frihed og af, at religiøse institutioner og personer skal have afgørende indflydelse på det politiske.

De politisk-religiøse bevægelser i de arabiske lande er forskellige. Men i de tumultariske omstillinger, som de arabiske lande skal igennem, er der næppe tvivl om, at yderligtgående religiøse grupper vil være uhyre aktive og fiske i de rørte vande. I de arabiske befolkningers frihedskamp vil ikke mindst demokratiske og yderligtgående religiøse kræfter kæmpe om de arabiske hjerter og sind, som er delt mellem religiøs tro og demokratisk frihedstrang.

DET BLIVER EN KAMP, hvor udfaldet vil være helt afgørende for, hvordan det fremtidige mellemøstlige politiske landskab kommer til at se ud. Og dermed også for Vestens muligheder for at have indflydelse i en både økonomisk og strategisk vigtig region.

De vestlige, demokratiske landes forsøg på at blokere FN’s godkendelse af Palæstina vil af yderligtgående religiøse grupper blive brugt til at miskreditere selve det demokratiske koncept. ”Hvad kan vestligt inspireret demokrati bruges til, når de mægtige vestlige demokratier ikke en gang kan sikre vores palæstinensiske brødre det hjemland, de har ret til?”, vil argumentet fra de yderligtgående politisk-religiøse grupper lyde.

Det er et argument, som risikerer at vinde stort gehør i arabiske befolkninger, hvor et flertal ganske vist ønsker demokrati og frihed, men som også gang på gang ser demokratiets vestlige repræsentanter tale og tale om palæstinensernes rettigheder for så derefter at føje Israels koloniale ambitioner, når det kommer til stykket.

Hvis demokratiets vestlige repræsentanter havde støttet palæstinensernes ansøgning om FN-anerkendelse, så havde de vestlige demokratier demonstreret over for de arabiske befolkninger, at vestlige demokratiske regeringer kan agere principfast og retfærdigt.

Desværre valgte de fleste vestlige demokratier i stedet at forsøge at blokere for FN’s godkendelse af Palæstina og dermed bekræfte den i de arabiske befolkninger i forvejen udbredte forestilling om de vestlige demokratiers hykleri i Israel-Palæstina-konflikten.

I en situation, hvor de demokratiske kræfter i de arabiske lande har brug for al mulig direkte og indirekte støtte til at dreje forandringerne i den arabiske verden i en demokratisk retning, er der derfor al mulig god grund til at spørge: Hvor smart er det?

Michael Leif Larsen er cand.scient.pol.