De rødes økonomi blev alligevel blå

Jørn Henrik Petersen er professor og leder af Center for Velfærdsforskning på Syddansk Universitet. For ham at se er den økonomiske politik blevet gennemført uafhængigt af De Radikales styrke. Den var også kommet, selvom vi ikke var midt i en finanskrise. Den styrende faktor er i stedet de langsigtede problemer med, at der kommer stadig flere ældre, at de lever stadig længere, og at der er stadig færre hænder til at tage sig af dem. Det er den demografiske virkelighed, der de seneste par år er sivet ind hos politikerne.

”Det var rent spil for vælgerne, da de talte om to forskellige økonomiske veje, for der er kun én økonomisk virkelighed, og den dikterer i stigende grad politikken. Heldigvis,” siger Jørn Henrik Petersen.

På Aalborg Universitet griner lektor i politologi Johannes Andersen lidt over hele debatten om, hvorvidt den nye regering har brudt sine valgløfter og blot viderefører store dele af den afgåede regerings økonomiske politik.

For det var præcis det samme, der skete for 10 år siden. Her fik Anders Fogh Rasmussen (V) på puklen for at videreføre socialdemokratisk politik med et øget antal offentligt ansatte, stigende skattetryk og generel omfavnelse af velfærdsstaten. Kun værdipolitisk adskilte man sig væsentligt fra forgængeren, og det samme sker nu.

Mens de borgerlige regeringer har lagt vægten på valgfrihed i velfærdsstaten, betoner den nye regering nye rettigheder til eksempelvis fattige og arbejdsløse. Og så justerer de især på uddannelses-,og indvandrerpolitik, kulturområdet og miljøet.

”Vi vælgere vil så gerne tro, at en ny regering bringer nye tider med sig. Men faktum er og har altid været, at en meget stor del af politikernes manøvredygtighed er indskrænket af strukturelle omstændigheder og reformer, de arver.

LÆS OGSÅ: Blokpolitikken er tilbage

Særligt i krisetider er der mange ting, man bare er nødt til at gøre. Men selvfølgelig er der også strategiske overvejelser, og her er to ting afgørende: de øjeblikkelige hensyn til De Radikale og det mere langsigtede ønske om at gøre det svært for Venstre at være uenig i den førte politik. Det er historisk den måde, man bedst bevarer magten på,” siger han.