Kristian Østergaard |
6. oktober 2011
Norsk teolog mener, at den kristne forsoningstanke bør spille en større rolle i retsvæsenet
Den norske teologiprofessor Paul Leer-Salvesen har skrevet en bredt anlagt bog om begrebet forsoning, som henvender sig til enhver, der har med konfliktløsning at gøre.
De gamle romere sagde ”fiat justitia, pereat mundus” – det vil sige, retfærdigheden skal ske fyldest, om så jorden går under derved. Som modtræk inddrager Leer-Salvesen ”de litterære dommere”, der ikke ønsker sig ”for mange regler og retningslinjer, som gør det vanskeligt selv at skønne og gøre brug af egen dømmekraft.”
Vi skal nemlig altid se mennesket bag forbryderen, skriver Leer-Salvesen, og derfor er det en fejl, når man viser muskler, hvor hjerneceller havde været mere velanbragte. Som eksempel nævner han George W. Bushs jagt på Osama bin Laden – uligt mere interessant havde det været at få Leer-Salvesens mening om Obama-administrationens likvidering af Osama bin Laden.
Men den norske udgave er fra 2009.
Leer-Salvesen er meget inspireret af den amerikanske filosof Martha Nussbaum, hvis anliggende han præsenterer således: ”Fornuften har brug for den adgang til den erfarede virkelighed, som følelserne giver, og følelserne har brug for det korrektiv, en analytisk fornuft kan give. En god dommer har brug for både fornuft og følelser, hvis han skal kunne fælde rette domme”.
Og det er jo godt set og sagt. For naturligvis kan man ikke udtale sig om menneskelivet uden at være bevæget af det, og derfor skal en dommer kunne tale til den anklagede uden at have en løftet kagerulle i stemmen.
Det først bud lyder som bekendt, at du ikke må have andre guder end den ene Gud, og som Leer-Salvesen bemærker, så giver dette jo en frihed fra at optræde som guddommelig. Følgelig bør domstolene være humane i omgangen med kriminelle.
”Du er mere end det, du har gjort,” citerer Leer-Salvesen en digter for at have sagt om lovovertræderen. Sandt nok.
Men ser man på realiteterne, må man erkende, at den ideelle fintvejede balance ikke altid er mulig, og Leer-Salvesens synspunkt om empati i strafudmålingen hviler derfor nok så meget på et ubeviseligt postulat som på en egentlig argumentation.
Leer-Salvesen minder imidlertid om det sted i Det Nye Testamente, hvor Jesus siger, at sabbatten er til for menneskets skyld, og påpeger, at det ville være ønskværdigt, at man kunne sige det samme om retssystemet.
Hensigten med ”Forsoning” er derfor at sætte nye frugter i retsvæsenet, og da Leer-Salvesen er godt inde i stoffet og i historien, bliver ”Forsoning” et vidnesbyrd om, at ærbødighed mod traditionen netop ikke består i blind gentagelse, men i et stadigt livtag med den.
Alligevel er de første 123 sider skuffende. Er der ikke en, der har sagt, at stil er udeladelsens kunst? Det burde Leer-Salvesen i hvert fald have lagt sig på sinde, for disse samtaler og e-mails fra mennesker, der har været i berøring med retsvæsenet, burde have været bearbejdet bedre.
Bogen er i den forstand et crescendo, som begynder svagt, men stiger i tonestyrke og ender med et ganske interessant resultat, hvor Leer-Salvesen gennemtænker sit standpunkt på ny og bringer sammenhæng i sine synspunkter.
Paul Leer-Salvesen: Forsoning. Oversat af Jesper Stange. 306 sider. 289 kroner. Forlaget Alfa. Udkommer i dag.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad