SF vandt desværre i europapolitikken

Det kan godt være, at Radikale Venstre har vundet kampen om den nye regerings politik, og Socialdemokraterne har vundet kampen om de tunge ministerposter. Men det er SF, som har vundet slagsmålet om europapolitikken.

Desværre. Det er med blandede følelser, at jeg læser det nye regeringsgrundlag. Det er strålende, at vi endelig har fået en permanent europaminister. I Europabevægelsen har vi altid kæmpet for en europaminister, fordi den pågældende kan være med til at mindske den afstand, mange danskere føler til EU-systemet. En EU-minister kan holde EU-fanen højt og tage diskussionen om, hvad vi vil med Europa, og hvad Danmarks rolle i samarbejdet bør være.

Men der er ikke mange EU-visioner i regeringsgrundlaget. Nuvel, det bliver slået fast, at Danmarks interesser bedst varetages gennem et stærkt europæisk samarbejde.

Jeg læser videre gennem en lang række floskler, som ingen partier vil være uenige i. End ikke Dansk Folkeparti, som traditionelt er modstander af EU, kan være imod tillidsfuldt og tæt samarbejde med andre medlemslande eller imod, at vi skal lægge den økonomiske krise bag os.

Jeg savner også en stærk og aktiv inddragelse af det danske civilsamfund under EU-formandskabet fra den 1. januar, så vi endelig kan få taget den nødvendige folkelige debat om, hvad vi vil med Danmark i Europa. Det var ellers med i Radikale Venstres oplæg – men er tilsyneladende røget ud for at imødekomme fundamentalisterne i SF.

DET ER FINT, at SF’eren Pia Olsen Dyhr blev minister – min frygt er, at med hele fire udenrigsministre er der en risiko for, at Nicolai Wammen (S) bliver kørt over - og at europa- (og udenrigs-) politikken falder mellem flere stole.