Et kirkeudvalg har tidligere anbefalet velsignelser af homoseksuelle i kirken. Nu går den nye regering skridtet videre med kønsneutrale ægteskaber. Helt forkert, mener udvalgsmedlemmer
Fremover vil homoseksuelle par kunne træde ud af kirken med en juridisk gyldig vielse i hånden.
Det er der i hvert fald lagt op til i regeringens nye grundlag. Men det er stik imod de anbefalinger, som et udvalg under forhenværende kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) kom med sidste år. Flere fra udvalget, som Kristeligt Dagblad har talt med, tager derfor afstand fra regeringens sandsynlige planer om at udarbejde en kønsneutal ægteskabslovgivning.
LÆS OGSÅ: Kønsneutralt vielsesritual er kommet i spilJens Ole Christensen, generalsekretær i Luthersk Mission, som i udvalgsarbejdet var i klart mindretal med sit synspunkt om, at homoseksuelle ikke engang bør velsignes i kirken, opponerer kraftigt imod en kønsneutral ægteskabslov, fordi alle udvalgets medlemmer undtagen ét var imod det.
”Det er jo teknisk set politikernes ret at bestemme det, men jeg kan godt forstå, hvis nogen føler sig forfærdelig snydt. På mig virker det til, at udvalgsarbejdet er spildt, for Folketinget trumfer simpelthen udvalget og tager slet ikke hensyn til, at flertallet anbefalede en velsignelse.”
Ifølge Karsten Nissen, biskop i Viborg og udvalgsmedlem, viser forløbet, at der i høj grad er behov for en kirkeforfatning, så folkekirken kan få sit eget besluttende organ.
”Regeringens grundlag er sådan set at gå hen over hovedet på os, for et flertal i udvalget pegede på en velsignelse. Folketinget har jo ret til det, men jeg foretrækker, at kirken selv træffer beslutningerne. Der er derfor behov for en kirkeforfatning, for Folketinget har, som det er nu, kompetence til at lovgive om kirkens indre anliggender.”
Også Christian Mejdahl, tidligere formand for Folketinget og ligeledes medlem af udvalget, erklærer sig lodret uenig i regeringens planer om kønsneutrale samlivsformer, men konstaterer, at Christiansborg-politikerne til enhver tid kan beslutte hen over hovedet på kirken og udvalget.
Forhenværende kirkeminister Birthe Rønn Hornbech deler skepsissen over for kønsneutrale ægteskaber. Hun er betænkelig ved, hvad der ligger i regeringsgrundlagets formulering ”kønsneutral ægteskabslovgivning”.
”Hvis mænd og kvinder skal være ens, og alt skal være køns-neutralt, så er jeg ikke med. Der er stadig forskel, og det skal der også være. Det nytter ikke noget, man siger, at en mand er en kvinde, og en kvinde er en mand. For det er de ikke. Jeg går ind for to love, så man kan indgå registreret partnerskab i kirken med et nyt ritual.”
Rønns ønske om at bevare kønsforskellene bakkes op af Benedicte Hammer Præstholm, præst, ph.d.-studerende og udvalgsmedlem.
”Der er jo ikke noget, der er kønsneutralt. Derfor er det bedre at kalde det en fælles samlivslov. Det er rimeligt med sådan en lov, for lighederne mellem ægteskab og partnerskab er store. Jeg tror ikke, folkekirken skal være bange for det her, for man må stærkt formode, at der stadig bliver et råderum i forhold til udformning af ritualer,” siger hun og uddyber:
LÆS OGSÅ: Folkekirken står foran historiske forandringer”Hvis vi får én samlivslov, hvor alle mennesker kan indgå ægteskab, så handler det om at have fleksible ritualer. Det vil kun være godt, for det enkelte par kan så være med til at bestemme, om der skal lægges vægt på lighederne eller på forskellene mellem de to former for parforhold.”