Folkekirken står ved en korsvej

Den tidsmæssige skævvridning er tiltaget de seneste år, og alle lider under det. ”Jeg blev præst, fordi jeg følte mig kaldet til at forkynde evangeliet og arbejde med mennesker og sjælesorg, men jeg føler mig primært som lønmodtager og administrativ medarbejder,” som en præst udtrykte det på et provstiseminar.

MEN HVAD ER DER da sket? Uden at være ekspert vurderer jeg, at kirken har været udsat for det samme som mange andre institutioner i samfundet. Staten styrer mere og mere detaljeret det daglige arbejde og overlader sjældent det nære skøn og de konkrete beslutninger til præster, medarbejdere, menighedsråd og medlemmer.

Vi oplever desuden, at Folketinget ønsker at blande sig direkte i kirkens indre anliggender. Og endelig har der været en kedelig tendens til, at præster og biskopper, der som andre borgere i dette land tillader sig at have en mening om det, der foregår i samfundet, bliver hængt ud som værende politiserende, hellige, selvhøjtidelige – eller det, der er værre.

Nidkærheden i forhold til præsternes adfærd kan have de mest besynderlige udslag. Selv oplevede jeg for nogle år siden, da en række præster underskrev manifestet ”Er der fortsat plads i herberget?”, at en kirkegænger juledag havde medbragt blyant og papir for at tage notater fra dagens prædiken. Prøv ikke på noget, præst, for så kommer vi efter dig!

Svaret på det tredje spørgsmål – hvordan understøtter kirkens nuværende organisation dens formål? – udløser nærmest kaotisk diskussion. På alle velfungerende arbejdspladser kan man i et enkelt diagram beskrive organisationen, så alle kan se, hvem der har ansvar for hvad – og hvem der er ens nærmeste chef. Referencelinjerne skal være klare, og enhver, der har arbejdet med ledelse, vil vide, at det skaber et dårligt arbejdsmiljø, stor usikkerhed og megen utilfredshed, hvis ansvarsfordeling og organisationsstruktur er uklar.

Men i folkekirken refererer nogle medarbejdere til præsten, andre til menighedsrådet, præsterne har delt reference, kirkeministeriets rolle opleves som stadig mere styrende i detaljen – og sådan kunne man blive ved.

Jamen, sådan har det jo altid været, så hvorfor ændre på det? Fordi verden har ændret sig. Autoritetstroen er ikke længere, hvad den har været, forventningerne til kirken er under forandring, og medarbejderne, uanset om de er præster eller varetager andre funktioner, vil have ordentlige og klare strukturer, så de ved, hvordan de skal navigere i dagligdagen. Det betyder ikke, at kirken skal til at fungere som en hvilken som helst anden virksomhed, for det er den ikke, men uklarheden opleves som kaotisk.

Folkekirkens forhold trænger altså til nytænkning. En kirkeordning, der frisætter, men samtidig tager afsæt i, at over 80 procent af danskerne er medlem af folkekirken. Vi må igangsætte en proces, hvor vi nøgternt vurderer situationen, så kirken hverken udvikler sig til at blive en statskirke eller en kirke, der bare fungerer på markedets vilkår.

Når man følger den aktuelle debat, er der ikke megen opmuntring at hente. Det meste handler om, hvilke ændringer man ikke vil have. Resultatet kan meget vel blive, at vi kommer til at gå baglæns ind i en ny tid, og det kommer der sjældent noget godt ud af.

Institutioner kan stå på tre ben: staten, markedet og civilsamfundet. Vægten i folkekirken er blevet forskubbet de senere år, så der er blevet for meget stat og for lidt civilsamfund. Kirken skal have frihed til at organisere sig selv. Staten bør varetage vedligeholdelse af kulturarven i form af vore gamle kirker, men alle øvrige forhold bør finansieres over kirkeskatten og organiseres af kirken selv.

Markedstankegangen er desværre også kommet til at fylde for meget. Der tales om kirken som en koncern, budskabet skal sælges, vi skal lokke kunder i butikken, særgudstjenester for bestemte ”kundegrupper” popper op over alt, ligesom dåb og konfirmation henlægges til lørdage af hensyn til køkken og gæster.

Jeg synes, der er behov for både mindre stat og mindre marked i folkets kirke. Det, der skal bære langt mere, er civilsamfundet, altså medlemmer og medarbejdere. Kirkerne er smukke, stierne er revet pænt, blanketterne er strømlinede, og langt hovedparten af opgaverne varetages af det lønnede personale. Menigheder og medarbejdere – kirkens byggesten – er i høj grad blevet reduceret til at være statister i en smuk kulisse. Ikke fordi præsterne vil det, ikke fordi menighederne vil det, men fordi den traditionsbundne tænkning og den stærke statslige styring dræner det liv, der burde udgøre kirkens åndedræt.

Når vi diskuterer ny kirkeordning, skal det være med åbent sind. Det skal være ønsket om at sikre fortsat liv og vækst, der skal være drivkraften, ikke den diffuse angst for faldende medlemstilslutning eller frygten for andre trossamfund. Og endelig skal en ny kirkeordning give plads til, at præster og menigheder i langt højere grad bærer deres egen kirke.

Jeg bliver trist til mode, når jeg hører forskellige fløje og fremtrædende debattører true med at melde sig ud af folkekirken, hvis der sker ændringer, men valget er deres eget. Folkekirkens rummelighed og fortsatte eksistens sikres ikke ved, at vi går bevidstløst i takt til statens dirigentstok, men ved, at vi alle påtager os et engagement og konkret medansvar, også selvom vi ikke er enige om alt.

Folkekirken står uden tvivl ved en korsvej. En ny kirkeordning skal hverken se til højre eller til venstre. Den skal se fremad i en erkendelse af, at stilstand er det samme som at bakke, når verden omkring kirken forandrer sig. Folkekirken skal – bogstavelig talt – gives tilbage til folket.

Mette Bock er mag.art., cand.scient.pol., folketingsmedlem og kirkepolitisk ordfører for Liberal Alliance