Ungdommens længsler

Historien i ”Norwegian Wood” er god, tidløs og universel, men filmen er for lang. –

- Camera Film.

Læs også

flexblock

Tema

Filmanmeldelse

flexblock

Emneord for denne artikel

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Eva Zierau | 6. oktober 2011

”Norwegian Wood”, der bygger på Haruki Murakamis bestseller, rummer en fin kærlighedshistorie, men er alt for lang

Tre stjerner ud af seks

Vi befinder os i 1967. Ungdomsoprøret på universiteterne rundt om i verden buldrer derudad. Også i Tokyo, hvor Watanabe (Ken’íchi Matsuyama) studerer. Watanabe er imidlertid ikke inter-esseret i politik og protest, men i kærlighed.

Med sig bærer han en stor sorg, idet hans bedste ven i gymnasiet begik selvmord som 17-årig og efterlod både sin kæreste Naoko (Rinko Kikuchi) og Watanabe med et ubærligt tab.

LÆS OGSÅ: Big Brother flytter til Japan

Efter nogle år mødes Watanabe og Naoko ved et tilfælde igen, og med det fælles tab som omdrejningspunkt opstår der langsomt et skrøbeligt kærlighedsforehold mellem dem. Den psykisk ustabile Naoko får et nervesammenbrud og kommer på en institution i et afsidesliggende bjergområde. Forholdet mellem de to kompliceres både af hendes sygdom og den fysiske afstand imellem dem, men Watanabe elsker hende.

Annonce

En dag møder Watanabe den charmerende udadvendte og seksuelt frigjorte studerende Midori (Kiko Mizuhara), Naokos diametrale modsætning. Watanabe føler sig tiltrukket af hendes lette og ligefremme facon og træffer et afgørende valg.

Filmen ”NorwegianWood” bygger på den japanske forfatter Haruki Murakamis bestsellerroman af samme navn, som udkom i 1987. Karakteristisk for romanen og filmen er, at en stor del af historien er struktureret omkring karakterernes seksualitet. Vi befinder os i en periode, hvor seksuel frigørelse er i fokus, og det skildrer filmen på en fin måde, uden at det bliver vulgært.

Set med vesterlandske øjne er ”Norwegian Wood” ikke en typisk film om ungdommens famlen sig frem mod voksenlivet. Den har et særligt asiatisk præg. Store naturscener, sne og vind spiller en vigtig rolle i filmen. Ikke mindst vand har en stor betydning.

Vi følger ofte karaktererne i svømmehal, ser dem spejde henført ud over søer og vandfald, og så regner det en stor del af tiden. For at besøge Naoko må Watanabe på alle tidspunkter af året til fods forcere øde bjergegne med kun vinden som følgesvend.

Filmens fransk-vietnamesiske instruktør, Tran Anh Hung, er en erfaren og succesrig instruktør, der har vundet flere priser for sine tidligere film, blandt andet Den Gyldne Palme ved festivalen i Cannes i 1993 for filmen ”Duften af den grønne papaya” og Guldløven i Venedig i 1995 for filmen ”Cyclo”.

I ”Norwegian Wood” har han ved hjælp af sin producer instrueret filmen, selvom Hung ikke selv forstår japansk. Noget af en bedrift.

Titlen på filmen refererer til Beatles-nummeret ”Norwegian Wood”, som vi hører to gange i løbet af filmen. Sangen begynder med teksten ”I once had a girl, or should I say, she once had me” – meget beskrivende for Watanabes uafklarede forhold til Naoka.

Karaktererne er typisk mere ekspressive, end de ville være i en europæisk eller amerikansk film. Nogle af dem hyler og skriger så meget i frustration, at man flere gange tænker, om det nu ikke er lige lovlig overdrevent. I disse tilfælde er det godt at have Akira Kurosawas film i erindring.

”Norwegian Wood” kunne have været en rigtig god film, hvis den ikke havde været så lang. 2 timer og 13 minutter er alt for længe til den historie.

Man tager sig selv i gang på gang at lade tankerne vandre andre steder hen. Det er synd, for historien er god, tidløs og universel.

Norwegian Wood. Instruktion: Tran Anh Hung. Premiere i Grand Teatret, Empire Bio (København), Øst for Paradis (Aarhus) og Café Biografen (Odense).

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock