Selvhjælpsbøger dyrker en benhård individualisme

Dette samfundssyn udbygges til et globalt perspektiv i den internationale bestseller ”The Secret”, hvor forfatteren Rhonda Byrne skriver: ”Hvorfor tror du, at én procent af verdens befolkning tjener omkring 96 procent af de penge, der tjenes? Tror du, at det er tilfældigt? Sådan er det indrettet. Mennesker, som har tiltrukket rigdom i deres liv, har brugt Hemmeligheden.”

Hemmeligheden er ifølge Byrne, at man i livet altid får, hvad man forventer, man får, hvorfor det er vores ansvar at forvente det fantastiske.

Dette ansvar har de rige mennesker ifølge Byrne taget på sig: ”De tænker tanker om overflod og rigdom, og de tillader ikke tanker i modstrid med dette at slå rod i deres sind. De kender kun rigdom, og der findes ikke andet i deres sind.”

Den gigantiske globale ulighed i økonomiske ressourcer er altså naturlig, og hvis man ikke er rig, er det, fordi man ikke har fyldt hovedet med ”altoverskyggende tanker om rigdom”. Det må i den grad være betryggende nyt for den enlige somaliske mor eller minearbejderen fra Sierra Leone. Ja, for fattige over hele verden. For ”The Secret” må jo ifølge sin egen logik indeholde løsningen på alle verdens fattigdomsproblemer – bare forvent rigdom!

DEN SLAGS er naturligvis rablende nonsens, men ikke desto mindre et godt eksempel på, hvor ansvarlighedslogikken i sin yderste konsekvens fører hen. Alvorlige problemer, der burde løses i fællesskab, forskydes til at handle om den enkeltes moral og karakterstyrke, og der ordineres individuelle løsninger på problemer, som i den grad er kollektive.

Og det gælder ikke blot fattigdom. Eksempelvis bliver uretfærdigheder på arbejdet i denne logik forstået som personlige problemer, der kan tages op med en coach, og ikke som kollektive problemer, som skal løses sammen med fagforeningen eller med tillidsmanden.

Medmenneskeligheden mister også sin mening. For hvorfor hjælpe andre, når alle i sidste ende alligevel kun er ansvarlige for sig selv? Og hvad er værdien så egentlig overhovedet i at modtage hjælp?

Personlig ansvarlighed er selvfølgelig en god egenskab, og mange mennesker – denne skribent inklusive – kunne ganske givet have gavn af at kultivere den lidt hos sig selv. Men alting med måde. End ikke den kådeste nyliberalist ønsker sig vel et gennemindividualiseret selvhjælpssamfund, hvor alle plager er selvforskyldte, og man kun meler sin egen kage.

Derfor er ansvarliggørelsen i den moderne selvhjælpslitteratur et problem; den kender ingen grænser og vil ansvarliggøre individet for alt – også for ting, som det ikke har indflydelse på.

Det ville klæde selvhjælpslitteraturen med lidt nuancer på dette område. Men når man på 250 sider vil vise den direkte vej til lykken og millionerne, er der tilsyneladende ikke plads til den slags.

Erik Mygind du Plessis er ekstern lektor i kommunikation på RUC