"Hvis der bliver en mulighed for, at homoseksuelle kan blive viet i godkendte trossamfund, har jeg svært ved at tro, at par af samme køn vil ønske at bruge den mulighed - at blive viet i synagogen, Islamisk Trossamfund eller andre steder, som er imod at vie homoseksuelle," siger talsmand for Dansk Islamisk Trossamfund Imran Shah.
- Jeppe Bøje Nielsen/Scanpix Denmark
Laura Elisabeth Schnabel |
7. oktober 2011
Flere godkendte trossamfund tager afstand fra regeringens planer om at give homoseksuelle mulighed for vielse. For det strider mod den kristne tro, lyder det blandt andet
Homoseksuelle kan godt gå i en stor bue uden om mange af de godkendte og anerkendte trossamfund, hvis de ønsker at blive viet dér i fremtiden. For mange af trossamfundene anser det for forkert at vie to af samme køn. Og selvom trossamfund formentlig vil kunne blive fritaget for at foretage vielserne, så hilses regeringens planer om at give homoseksuelle mulighed for vielse og en eventuel kønsneutral ægteskabslov ikke velkommen.
LÆS OGSÅ:
Kirkefolk: Politikere tromler kirken”Det er klart, at hvis det kommer som et påbud, hvor man vil pådutte trossamfund noget så væsentligt som, hvordan vi skal håndtere vielser, så er det et indgreb i vores trosfrihed. Det vil vi protestere mod. For i pinsekirken, hvor jeg hører hjemme, kan vi ikke se det rigtige i at vie homoseksuelle. Vi mener, det strider mod Bibelen,” siger Tonny Jacobsen formand for FriKirkenet, der tæller flere end 100 frikirker som pinsekirker, apostolske kirker og baptistkirker.
Han tilføjer:
”Det er et problem, at loven overhovedet kommer, også selvom man kan fritages for at vie homoseksuelle. For vi er teologisk uenige i, at kirken overhovedet kan vie homoseksuelle.”
Ifølge regeringsgrundlaget er fokus på folkekirken, men både Socialdemokraterne og SF har tidligere fremsat lovforslag, hvor ikke bare folkekirken, men alle godkendte trossamfund skal have mulighed for at vie homoseksuelle. Og spørger man Lisbet Christoffersen, kirkeretsprofessor ved Roskilde Universitet, vil en kommende lov, hvor man fjerner forbuddet mod vielse af homoseksuelle, også gælde alle de godkendte og anerkendte trossamfund.
LÆS OGSÅ:
Kønsneutralt ægteskab er kommet i spil”Folketinget sætter rammerne, så det bliver muligt for homoseksuelle at blive viet i de godkendte og anerkendte trossamfund. Men hvorvidt de andre trossamfund vil vie homoseksuelle, er fuldstændig op til dem selv, og det klarer trossamfundene internt. Hos nogle – eksempelvis den katolske kirke – har de en generel politik om, at de ikke vil vie homoseksuelle, mens det hos andre formentlig er op til den enkelte præst, imam og andre enkelte personer med vielsesbemyndigelsen i trossamfundet.”
Hun peger på, at der ikke er grundlag for, at man skal kunne forlange at blive viet i et trossamfund, som ikke vil benytte sig af en vielsesbemyndigelse til en bestemt gruppe borgere.
”Jeg har i hvert fald ikke hørt nogen politiker foreslå, at man skal kunne fratage godkendte trossamfund vielsesbemyndigelsen, fordi de ikke vil vie homoseksuelle. Det ville også være ualmindelig fremmed for dansk religionsret.”
Heller ikke i den katolske kirke i Danmark bliver udsigten til homoseksuelles mulighed for vielse modtaget med kyshånd.
”Den katolske kirkes holdning er, som den altid har været. Det eneste gyldige ægteskab er mellem mand og kvinde. For ægteskabet har noget at gøre med forplantning og videregivelse af liv. Så vi er ikke positive over for den lov. Vi mener, at homoseksuelle skal kunne blive viet på rådhuset som i dag,” siger informationschef Niels Messerschmidt.
LÆS OGSÅ:
Regeringen vil tillade homoseksuelle vielserHos Islamisk Trossamfund tror talsmand Imran Shah ikke på, at politikerne vil trække noget ned over hovedet på trossamfundene:
”Og hvis der bliver en mulighed for, at homoseksuelle kan blive viet i godkendte trossamfund, har jeg svært ved at tro, at par af samme køn vil ønske at bruge den mulighed – at blive viet i synagogen, Islamisk Trossamfund eller andre steder, som er imod at vie homoseksuelle.”
SE TEMA:
Vielse af homoseksuelleschnabel@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad