Man kigger i det nye regeringsgrundlag under mellemøstpolitikken forgæves efter et hårdt tiltrængt fokus på overgreb og forfølgelse af kristne i landene i området. Det har ellers ikke været så slemt i århundreder at være kristen i et muslimsk domineret land, som det er lige nu.

Det er derfor utrolig afgørende, at der nu sættes international opmærksomhed på forholdene for de kristne i Egypten, Irak, Iran, Tunesien, Libyen og Syrien. Kristne kirker brændes af, deres huse jævnes med jorden, afgrøder ødelægges. Stadig flere bliver ofre for overfald, bortførelser, mord og voldtægt.

Det Muslimske Broderskab og salafisterne i Egypten og yderliggående muslimer overalt i regionen (ja, desværre i alle de lande, som er medlem af OIC, Organisationen for Islamisk Konference) kommer med stadig mere bastante udtalelser om, hvad de mener, der skal ske med de kristne mindretal – som i parentes bemærket i de pågældende lande er bærere af den oprindelige flertalstro.

Det var et håb, at en ny regering, der ellers har udtalt, at den vil sætte fingeren på folks vilkår og forholdene i u-landene i det hele taget, ville gøre noget for verdens suverænt mest forfulgte befolkningsgruppe: de kristne.

Skuffende er det, at den nye regering fortsætter, hvor den gamle slap – nemlig med at tie disse rædsler ihjel, som mennesker i 2011 udsættes for på grund af deres tro.

I forvejen er det kun Kristeligt Dagblad, der i medieverdenen bringer oplysninger og nyheder frem om, hvad de kristne må lide i Mellemøsten og andre steder (Pakistan, Afghanistan, Nordkorea, Kina, Sudan med flere). Det er også utrolig værdifuldt og prisværdigt. Men man må spørge: Hvor er DR og TV 2, de øvrige dagblade, organisationer og institutter, der skulle tage vare på menneskerettighedernes overholdelse, offentlige debattører og meningsdannere henne i denne sag?

Hvordan får vi fremover overhovedet lagt det fornødne pres på vore politikere, hvis vi ikke engang kan få medierne til blot at referere, hvad der foregår af uhyrligheder?

Den nye regering er som nævnt helt tavs på området. Men den er til gengæld fuld af gode idéer om, hvorledes man får danskernes kirke, folkekirken, adskilt fra staten. Her skal der dog ikke falde et ondt ord om den nyudnævnte kirkeminister, Manu Sareen (R). Han er et gennemsympatisk menneske, man kan tillade sig at have store forhåbninger til, trods det udtrykte regeringsgrundlag på området.

Jeg synes som en, der har beskæftiget sig med problemet med forfølgelse af kristne de seneste 15-20 år, at det nu mere end nogensinde ser forstemmende ud: og det netop nu, hvor der er alvorligt brug for politisk og mediemæssig handling.

Ole Buchardt Olesen,

sognepræst,

Poppelvang 20, Gilleleje