1 / 3
De fremmødte til denne workshop om omskæring sidder tæt sammen ved bordene.
-
Karitte Lind Bejer skriver fra Kenya skriver fra Kenya |
7. oktober 2011
Målet er, at kvindelig omskæring skal være udryddet om 30 år, og tallene viser, at det nu går i den rigtige retning. Men det er ingen nem sag at få et afrikansk landsbysamfund til at stoppe med omskæringerne
Der skulle egentlig kun være mødt 25 deltagere op til dagens workshop om omskæring af piger her i Isebania i Sydvestkenya. Men mindst 40 er mødt op denne tirsdag formiddag, hvor også Kristeligt Dagblad har fået lov til at være med.
LÆS OGSÅ: Antallet af kvindelige omskæringer på vej ned
Ekstra plastikstole bliver hastigt hentet frem fra gemmerne, og de fremmødte klemmer sig godt sammen ved bordene, der er opstillet i hesteskoform, så alle kan se såvel hinanden som de ophængte plancher og mødelederen. Han fungerer som en blanding af underviser og ordstyrer på mødet, hvor det er meningen, at dialogen skal være i centrum.
En gennemtrængende, varm lugt af ged breder sig i lokalet. Mange er ankommet til workshoppen direkte fra morgenarbejdet med husdyr og landbrug. Alle har de noget at skulle have sagt. En er præst. En anden leder af et ældreråd. En tredje lever af at omskære områdets piger; hun har et bekymret udtrykt i ansigtet, men bliver alligevel siddende. Stemningen i lokalet er afventende.
Isebania ligger i Kuriadistriktet, hvor 96 procent af pigerne stadig bliver omskåret, nogle ned til niårsalderen. Efter omskæringen stopper de, der er gamle nok til at blive gift, i grundskolen, mens resten oftest fortsætter grundskolen ud, før også de bliver gift.
For pigerne selv symboliserer omskæringen, at barndommen er forbi, og at de nu er kvinder, fortæller projektkoordinator hos den kenyanske hjælpeorganisation Maendeleo ya Wanawake (der cirka betyder ’kvinder, gå i den rigtige retning’, red.) Caroline Murgor, der har arrangeret dagens workshop.
”Derfor stopper selv 10-årige piger for eksempel frivilligt i skolen. De vil ikke længere have en lærer til at fortælle dem, hvad de skal og ikke skal gøre, nu hvor de bliver regnet for at være voksne i deres kultur.”
Workshoppen finder sted på dette tidspunkt, fordi december nærmer sig, og i den måned er det højsæson for omskæringen af pigerne. Her har skoleeleverne en måneds ferie, og i Kuriadistriktet er det en oplagt lejlighed til at lade pigerne gennemgå ritualet.
Efter omskæringen er der tid til, at sårene kan hele, og pigerne kan komme sig.
Maendeleo ya Wanawake er en af de lokalt baserede hjælpeorganisationer, der med økonomisk støtte fra FN har succes med at nedsætte antallet af kvindelige omskæringer.
Dagens arrangement er det første af sin art i Isebania, og der skal mange flere til, før praksis langsomt begynder at ændre sig, fortæller vicesekretær hos Maendeleo ya Wanawake, 63-årige Elizabeth Mayieka. Hun har i en lang årrække arbejdet med kvinderettigheder og kvindelig omskæring og ved af erfaring, at forandringsprocessen er kompleks.
Ikke mindst fordi kvinderne selv modarbejder forandring.
”Du skal være en meget stærk person for at gå imod den lokale kultur. For fædrene drejer omskæringen af døtrene sig mest om, at de gerne vil have dem godt gift og blive godt betalt i køer. Men mødrene er bange for at blive til grin blandt de andre kvinder, hvis de ikke får deres døtre omskåret,” siger hun.
Og opdaget bliver det, for ritualet er en offentlig, festlig begivenhed, hvor kvinderne kommer og danser og fester.
”Mødrene frygter den situation, hvor de andre kvinder kommer og spørger dem, hvorfor de ikke skal komme og danse hos dem,” siger Elizabeth Mayieka.
58-årige Peter Msoba Mwita, der er mødt op til workshoppen, har på sin høje, magre krop erfaret, præcis hvor store konsekvenser det kan få at afvige fra Kuriadistriktets stærke omskæringstradition. Han er far til seks sønner og fire døtre, og den ældste datter er omskåret. Men efter at Peter Msoba Mwita blev medlem af en kristen kirke, nægtede han at få sine tre andre piger omskåret.
”I min kirke lærte jeg, at kvindelig omskæring er djævlens værk, og derfor ville jeg ikke have det,” fortæller han og rykker sig lidt rundt på stolen i sit blankslidte blå jakkesæt.
Da landsbyen fandt ud af det, arrangerede de et fællesmøde, og her blev det besluttet, at Peter Msoba Mwitas døtre skulle omskæres med magt.
”De kom til mit hjem for at hente dem (pigerne, red.), og der opstod en slåskamp. Det var mig, min kone og mine sønner imod dem. De sagde, at hvis jeg ikke ville have mine døtre omskåret, så ville de skære af mig i stedet, og så huggede de min ene hånd af.”
Peter Msoba Mwita vifter let med venstre arm, der ganske rigtigt slutter alt for brat i et afstumpet håndled, hvor arvævet i dag er groet sammen over amputationssåret. Han er overbevist om, at han var blevet dræbt den dag, hvis der ikke var en af de lokale ledere, der havde grebet ind og reddet ham fra den vrede folkemængde.
I dag hersker der våbenstilstand mellem Peter Msoba Mwita og resten af lokalsamfundet. Døtrene er ikke omskåret.
Elizabeth Mayieka kunne ikke i sin vildeste fantasti forestille sig at få sine tre døtre omskåret. I hendes tilfælde hænger overbevisningen ikke sammen med tilhørsforholdet til en kirke, men med en videregående uddannelse og personlig erfaring. Hun blev omskåret som 12-årig og får det stadig dårligt, når hun tænker tilbage på dagen, fortæller hun.
”Sammen med de andre piger, der skulle omskæres, gik jeg de 10 kilometer hen til omskæreren, og lige efter omskæringen skulle vi så gå de 10 kilometer tilbage igen. Det var så smertefuldt, at jeg den dag i dag ikke ved, hvordan jeg gennemførte det. Jeg kan huske, at jeg tænkte ’bare et skridt mere’, og jeg klarede det. Men på grund af omskæringen har jeg haft mange infektioner. Det er normalt, når man er omskåret,” siger hun.
Elizabeth Mayieka tvivler ikke på, at praksis fra dags dato vil begynde at ændre sig i Isebania og omegn. Tidligere i år vedtog Kenyas parlament en ny lov, der forbyder kvindelig omskæring. Et stort skridt i den rigtige retning, understreger hun.
Men selvom omskæringen nu er ulovlig, er kulturen stadig den samme, og derfor bliver pigerne, ifølge Elizabeth Mayieka, også fortsat omskåret. Nu blot i hemmelighed.
Af samme grund er der ingen vej uden om at bearbejde kulturen. Det kræver tid, samt en respektfuld og tæt kontakt til indflydelsesrige og ansete lokale mænd og kvinder, understreger hun.
”Som kenyanere har vi nemmere end udefrakommende ved at etablere det netværk, der skal til for at iværksætte forandringen. Her i området har vi allerede kontakterne, og nu er det vedholdenhed, der skal til. Vedholdenheden er nøglebegrebet.”
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad