Vi smider guld på gaden med åbne øjne

På Institutttet for Blinde og Svagsynede, der er Danmarks nationale rehabiliteringscenter for unge og voksne med synsnedsættelse, oplever vi dagligt, hvordan systemet modarbejder sig selv. Når vi læser kommunale begrundelser for at afvise at give unge blinde eller svagsynede mulighed for at få en uddannelse, tilrettelagt efter deres specielle forudsætninger, må vi ofte tage os til hovedet. For alternativet til uddannelse er for det meste en indstilling til førtidspension. For knap et år siden påviste SFI i to forstemmende rapporter, at det går tilbage for inklusionen af personer med synsnedsættelse i Danmark, især i forhold til uddannelse og beskæftigelse.

Ja, hvor det tidligere var normen, at mennesker uden syn fik arbejde, er det i dag normen, at blinde og svagsynede henvises til livslang offentlig forsørgelse. Tidligere uddannede blinde sig i samme omfang som seende, men i dag er det tal halveret. Det sætter naturligvis sit præg på beskæftigelsen. Antallet af blinde i arbejde er ekstremt lavt.

Det er absurd at tænke på, at denne negative udvikling har fundet sted samtidig med revolutionen inden for it og udviklingen af en lang række specielle hjælpemidler. Og det er absurd, at dette fald i antallet af uddannede og beskæftigede er sket, samtidig med at samfundet hvert år har brugt og bruger et astronomisk milliardbeløb på at få restgrupperne med ud på arbejdsmarkedet.

Vi, der til daglig møder borgere med af og til ganske svære funktionsnedsættelser, må ofte spørge os selv, hvor de får kræfterne fra? På trods af umenneskeligt hårde odds kæmper mange af dem for at få et liv så normalt som overhovedet muligt. De vil ikke snydes for uddannelse, arbejde og familieliv – alt det, der udvikler et menneske.

Men kampen er ikke bare en kamp for at lære at færdes i trafikken eller betjene en computer, når man har mistet eller er født uden syn. Det er også en kamp for at overbevise diverse sagsbehandlere og myndigheder om, at det kan betale sig at investere i disse menneskers vej mod en normal tilværelse.

Forleden sendte en kommunal sagsbehandler en fortvivlet mail til os. Hun sad med en ung, blind mand med et stort musisk potentiale, gåpåmod og en fremragende anbefaling fra musikskolen, som dokumenterede hans utvivlsomme talent. Han har alle personlige muligheder for at skabe sig et varigt livsgrundlag uden offentlig forsørgelse.

Alligevel sagde kommunen nej til at give ham den nødvendige hjælp til at gennemføre en uddannelse tilrettelagt i forhold til hans funktionsnedsættelse. Begrundelsen? Kassen var tom. I øvrigt en ulovlig begrundelse – men det ændrer ikke beslutningen.

Efter strukturreformen, der placerede de specialiserede tilbud til borgere med handicap i kommunerne, er der kamp om kronerne. Der spares i stor stil på de – på kort sigt – bekostelige tilbud om specialtilrettelagt ungdomsuddannelse eller særlige kurser, der skal fastholde unge i et uddannelsesforløb.

SFI-rapporterne konkluderer, at mange unge med synshandicap tabes ved overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse. Den sociale isolation er en medvirkende årsag til, at unge dropper helt ud af uddannelsessystemet.

Det er ikke nyt for os, der arbejder med området til daglig. Men ofte er det udfordrende for os over for de bevilgende myndigheder at beskrive vigtigheden af, at unge med synsnedsættelse møder hinanden til sociale arrangementer eller deltager i praktik, studierejser og fritidsaktiviteter.

Det vil kommunerne ikke betale for, men disse aktiviteter er også en del af et ungdomsliv og med til at gøre den unge i stand til at gennemføre en uddannelse.

Specialiserede indsatser for mennesker med funktionsnedsættelser er dyre. Men alternativet er næsten altid dyrere. Det er den virkelighed, vi må forholde os til. En nylig undersøgelse fra et uafhængigt analysecenter viser, at potentialet ved revalidering er syvcifret i et livsperspektiv.

Kommunerne tænker imidlertid kortsigtet på mulighederne for refusion og overholdelse af her og nu-budgetter. Og hvem kan bebrejde dem? Som den radikale Sofie Carsten Nielsen sagde ved et vælgermøde op til valget her på Instituttet for Blinde og Svagsynede, kan en trafikulykke med fem unge mennesker lørdag nat vælte budgetterne flere år frem i en lille kommune.

Døgnleje, forsørgelse, genoptræning, hjælpemidler, særligt tilrettelagte uddannelses- og beskæftigelsesindsatser. Et rent mareridt for en kommune. En vigtig opgave for den nye regering bliver derfor, at finde løsningen på det indbyggede dilemma, at det, som på kort sigt er rentabelt for en lille kommune, måske ikke er det samfundsøkonomisk set bedste valg på langt sigt.

Vores ønske er, at den nye regerings ambitioner om at øge arbejdsudbuddet sætter sig konkrete aftryk i såvel beskæftigelses- som socialpolitikken. Det handler om, hvordan vi skaber plads til mangfoldighed på arbejdsmarkedet, forebygger og fastholder.

Det handler om at skabe et samfund med en ambition om at kompensere for funktionsnedsættelser. Og så handler det om at se på de eksisterende systemer, strukturer og offentlige kasser, de såkaldte incitamentsstrukturer, så vi alle er enige om mål og midler.

Så kan statsministerens smukke ord om, at alle skal have en chance for at yde det, de magter, måske med tiden blive virkelighed.

Klaus Høm er leder af Instituttet for Blinde og Svagsynede