Markedsføring af kalorieindtagelse. Madreklamerne bør begrænses

Selvfølgelig tjener et så omfattende reklameprogram sig ind. Men madproducenterne har også andre midler. De har lobbyister, som konstant søger at påvirke lovgivningen om fødevarer. Det kendes især fra USA. Endelig har de en mere fordækt påvirkningsmulighed til rådighed. Det kaldes produktplacering (engelsk: product placement).

Madprodukter indgår i film og tv-serier med emballagen eller en etikette diskret vendt mod tilskueren. Det ser vi også i Danmark. Firmaer betaler for, at skuespillerne gnasker sig igennem mad eller tilbyder hinanden mad og drikke. Påvirkningen er effektiv, men umærkelig, for det er da bare sådan en dagligdags og naturlig menneskelig adfærd at spise og drikke.

Sludder-sladder-tv-programmer – også i dansk tv – foregår ofte omkring fødeindtagelse. Selv i radioen er der udsendelser med frokostpassiarer, hvor samtalen ledsages af gumle- og synkelyde. Det er så hyggeligt alt sammen – eller ubehageligt intimt at høre på.

Vi overværer hele tiden andres spisesituationer, som det kaldes. Et utal af reklamefinansierede tv-kanaler falbyder underlødig mad og drikke til hele dagen, fra morgen- til aftensmad plus mellemmåltider og slik. Hvis det nu kun var tilfældigt …, men her ligger klare strategier bag. Madproducenterne arbejder for en stigende kalorieindtagelse i vestlige lande. Det er ekstra provokerende i en verden, hvor mange andre sulter.

Her er en forebyggelsesmulighed, som ikke er blevet forsøgt. En smittevektor, der kan afbrydes. Tænk på den ændring, der over en forholdsvis kort årrække er sket med hensyn til tobak. I 1940’erne kunne man møde en annoncetekst med ordlyden: ”Flere læger ryger Camel end nogen anden cigaret.” På billedet ses en hvidkitlet, autoritativ læge med en tændt cigaret i hånden.

Det var også de tider, hvor Humphrey Bogart sagde sine replikker gennem sammenknebne læber, mens røgen silede ud gennem hans næsebor. Cigaretten var en del af hans macho image. I filmen ”Menneskejagt” fra 1959 lader Eva Marie Saint kavaleren Cary Grant tænde cigaretten for sig under deres første møde i togets spisevogn. På cirka samme tid reklamerede det stilige calypsopar Nina og Frederik herhjemme for cigaretmærket Long.

Disse minder, disse minder … hvorfor? Fordi det ikke forekommer mere. Idolerne inklusive Marlboro-manden optræder ikke længere offentligt med deres ”do-it-yourself cancer kit” (”gør-det-selv cancerværktøj”), som det siden kom til at hedde.

Når det gælder tobak, er det helt evident, at holdningsændringen er slået igennem i lovgivningen, og tobaksindustrien har haft stadig sværere ved at udøve sin lobbyvirksomhed. Men mad må gerne sælges og er i modsætning til tobak nødvendig for livets opretholdelse, og så kan vi da ikke forbyde reklamer for det.

Jo, det kan vi. Det må være i orden at begrænse madindustriens overlagte og i mange tilfælde skjulte markedsføring af øget kalorieindtagelse. Det vil sandsynligvis være mere effektivt forebyggende end den nu indførte fedtskat.

Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen og journalist Kåre Gade