Moritz Schramm |
8. oktober 2011
Denne fremragende biografi om Sophie Scholl, der i 1943 blev henrettet af nazisterne, giver et nuanceret indblik i den unge modstandskæmpers udvikling og eksistentielle og religiøse overvejelser
Der findes et filmklip med Hitlers forhenværende sekretær Traudl Junge, hvor hun i et interview kort før sin død i 2002 beretter, hvordan hendes blik mange år efter krigen faldt på en mindetavle for den unge modstands-kæmper Sophie Scholl, der i 1943 i en alder af blot 21 år blev dømt og henrettet af nazisterne.
Scholl havde, sammen med sin bror og to venner, fordelt flyveblade på universitetet i München, hvori de opfordrede til modstand mod nazisterne. Mange år senere lægger Traudl Junge især mærke til, at Sophie Scholl er født nogenlunde samme år som hende selv, og med et bliver det klart for hende, at det ikke er nogen undskyldning at ”have været ung”, som hun ellers havde påstået over for sig selv: Enhver kunne i 1943 have vidst, hvad der foregik, og alle havde mulighed for at yde modstand.
Junges tanker ved synet af mindetavlen er sigende. I sidste konsekvens stiller hun her det for efterkrigstiden formentlig mest centrale spørgsmål, som alle og enhver stadig skal forholde sig til: Hvordan ville jeg have reageret i en tilsvarende situation? Hvad er forudsætningen for, at nogle, som Sophie Scholl, modstår omverdenens pres og propaganda og risikerer deres liv i modstanden mod umenneskeligheden, mens andre, ligesom Junge, som medløbere eller direkte medansvarlige støtter forfærdelige politiske udviklinger? Er det opdragelse? Værdier? Tro?
Indtil i dag findes der ingen entydige eller fyldestgørende svar. Og heller ikke den tyske journalist Barbara Beuys aldeles fremragende biografi om Sophie Scholl kan ændre på det. Dens styrke ligger snarere præcis i det modsatte: På næsten 500 sider afmonteres her de mest udbredte myter om Sophie Scholl og hendes bror, der sammen med nogle venner i 1942 dannede modstandsgruppen Den Hvide Rose. Ingen steder får vi forsimplede forklaringer: Barbara Beuys søger snarere efter stederne mellem sort og hvid, hun søger ambivalenser og stræber – heldigvis – hele tiden efter at gøre billedet af Scholl så komplekst som muligt.
Dette gælder ikke mindst, når det kommer til religionens betydning for Scholl og hendes sammensvorne. I offentligheden findes der en udbredt opfattelse af, at det netop var den kristne etik og de kristne værdier, der inspirerede Scholl og andre modstandsfolk til at undsige Hitler og hans diktatoriske regime. I nogle kredse bliver dette sågar brugt med en politisk agenda, der benytter Scholl og hendes søskende som eksempel på kristendommens moralske overlegenhed.
Beuys biografi afmonterer sådanne myter ganske stille og roligt. I denne meget velfunderede beskrivelse af Scholls liv og de omstændigheder, hun selv og hendes familie voksede op under, bliver det kun mere og mere klart, at et sådant ensidigt fokus på religionen og dens påvirkning ville være for simpelt. Således er det påfaldende, at Scholls far som overbevidst ateist i 1933 inden for familien er den mest fremtrædende kritiker af de nye magthavere, mens Sophie Scholl og især hendes søster Inge Scholl på dette tidspunkt intet problem har med at forbinde deres protestantiske tro med en voldsom begejstring for Hitler og nazisterne. Beuys beskriver meget tydeligt, hvordan søskendeflokken gennem mange år nærmest fanatisk engagerer sig i nazisternes ungdomsorganisationer og – i fin overensstemmelse med hovedparten af de to store kirker i Tyskland – anser Hitlers magtovertagelse som en skæbnebestemmelse, der skal frelse Tyskland og verden.
Samtidig viser Beuys, hvordan søskendeflokkens tiltagende afvisning af nazismen fra og med 1938 hele tiden foregår parallelt med en indre tvivl og en søgen efter nye værdier at kunne holde sig til. Det er kendt – og biografiens forfatter fremviser dette fortræffeligt – at søskendeflokkens tiltagende fascination af katolicismen og bevægelsen ”Renouveau Catholique” spiller en væsentligt rolle her. Inge Scholl konverterer på et tidspunkt endda til katolicismen, Hans og Sophie Scholl er tydeligvis tæt på.
Men også i denne fase fornemmer man, at de eksistentielle og religiøse overvejelser, som nu begynder at fylde rigtig meget i alle søskendes liv, snarere er en søgen efter en begrundelse, en legitimitet, for den i deres indre allerede gennemførte afstandtagen til nazisterne.
Religionen synes således ikke at være årsagen, men snarere hjælpemidlet til disse unges modstand mod nazisterne. Troen og religiøsiteten giver et tiltrængt fundament, men den er ikke selve udløseren af modstanden. Scholl-gruppen viser snarere tydeligt, at også den kristne tro kan formes efter politiske overbevisninger, snarere end at den i sig selv forhindrer politisk ekstremisme.
Beuys næsten 500 hundrede sider lange, yderst læseværdige biografi over Sophie Scholl ender således ikke med at give et enkelt svar på spørgsmålet om, hvorfor Scholl og hendes søskende går fra at være overbevidste tilhængere af Hitler til at blive aktive modstandsfolk. Men den giver et dybt fascinerende indtryk af den udvikling, der går forud. Den følger og gengiver de mange eksistentielle tanker, der går parallelt med beslutningen om modstanden, og giver et imponerende indtryk af især Sophie Scholls indre udvikling som menneske. Den åbner samtidig for nuancer og indre modsætninger, der gør personerne rigere, mere menneskelige.
Dette kan måske være skuffende for dem, der gerne ville have klare og entydige svar og opskrifter. Men bogen er netop på grund af sit mangesidede blik på Sophie Scholl og Den Hvide Rose en gave. Hvis nogen søger at forstå mere om menneskenes indbyggede muligheder for at sige såvel til som fra, når det gælder, så bør de absolut læse Beuys biografi. Det er en fremragende præstation, der gør Sophie Scholl nærværende og giver hende den respekt, hun og de andre medlemmer af den tyske modstand fortjener.
Barbara Beuys: Sophie Scholl. Pigen, der trodsede Hitler. Oversat af Hanne Lund. 473 sider. 399 kroner. Informations Forlag.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad