Kampen for at overleve med sin tro

Historien om Gholam Habib Karimi begynder i Logar-provinsen i det østlige Afghanistan ved grænsen til Pakistan. For andre kristne flygtninge begynder historien i talrige provinser i Iran, Irak og Afghanistan. Kristeligt Dagblad har været i kontakt med flere familier og enkeltpersoner, som enten netop er sendt ud af landet eller venter på at blive det.

Eksempelvis en iransk familie med far, mor og datter, som i øjeblikket lever i uvished på en kristen højskole på Sjælland. Deres ankesag om afslag på asyl behandles netop nu.

Endnu et eksempel tæller den irakiske Younan-familie med tre børn, som dansk politi i forrige weekend satte på et fly mod hjemlandet. Det land, som de flygtede fra i 2009, fordi de i hovedstaden, Bagdad, levede under jorden på grund af deres kristne tro.

Fælles for de afviste kristne asylsøgere er, at de har søgt asyl på baggrund af deres tro. Med blandet held. Mens kristne irakere de seneste fire år har fået ophold i 9 ud af 10 tilfælde, viser et udpluk af sager fra Flygtningenævnet en anden klar tendens: Halvdelen af de iranere og afghanere, som de seneste fire år har søgt asyl på grund af deres kristne tro, sendes hjem. En af dem er Gholam Habib Karimi.

I Afghanistan arbejder Habib som murer på forskellige Nato-baser. Arbejdet foregår i flere større byer, så Habib forlader ofte hjemmet i Logar, hvor han lever med sin kone, Farahnaz, og sine tre sønner, et femårigt tvillingepar og en dreng på otte år.

På grund af Habibs arbejde for de udenlandske styrker er familiens økonomi god. Til gengæld betyder arbejdet andre problemer. Landsbyens klanledere, de ældste, advarer ham om, at det vil få følger at arbejde for ”de vantro”. Samme advarsel lyder fra hans forældre. En dag giver hans job yderligere problemer. På en bustur fra arbejde mod hjemmet henvender en iraner og en afghaner sig til ham. De ved, han arbejder for Nato og ønsker at tale om hans tro. De præsenterer kristendommen for ham. Habib er fascineret.

”Jeg havde en kone, jeg havde mine børn, jeg havde alt. Men jeg manglede én vigtig ting. Troen. Da jeg fandt Jesus, føltes det, som om jeg fandt alt,” fortæller Habib.

Derfor begynder han ugentligt at gå til hemmelige møder med andre kristne afghanere. Hver søndag modtager han en sms med information om tid og sted. I løbet af de følgende måneder finder han mere og mere fodfæste i troen. Men samtidig vokser hans uro. Hans svoger har en dag fundet et kristent kassettebånd i Habibs hus, og da svogeren en dag ser en af sms’erne på Habibs mobiltelefon, forværres situationen. Vi ved alle sammen, at du mødes med kristne, lyder advarslen fra svogeren. ”Alle sammen” dækker over blandt andre Habibs bror og far, som mener, han har bragt skam over familien ved at konvertere. De ser hans tiltrækning af kristendommen som en decideret konversion. Habib beslutter sig og pakker lidt tøj.

”Jeg sagde til min kone, at jeg flygtede, og at hun skulle sige, at hun ikke vidste, hvor jeg var,” husker han.

Sent om aftenen forlader han kone, børn og hjem. Han begiver sig ud i den afghanske nat.

Når kristne afghanere, iranere eller irakere forlader hjemlandet, er der grund til det. Det handler ganske enkelt om overlevelse.

Dansk Flygtningehjælp vurderer sikkerhedssituationen i et hav af lande, og i eksempelvis Afghanistan gør en lang række kritiske forhold sig gældende:

Ikke-muslimer udsættes for vold og forfølgelse.

Religionsfriheden for specielt kristne blev forværret i 2010.

Konvertering anses som religiøst frafald og er strafbart med døden.

Og endelig lægger Dansk Flygtningehjælp sig op ad det britiske udenrigsministerium, der fremhæver, at kristne oplever verbale og fysiske overgreb fra myndighederne, tidligere venner og familiemedlemmer.

Der ligger dog et vist dilemma i problematikken om de kristne asylsøgere. For hvornår er man ”så meget” kristen, at man ikke kan vende tilbage? Hvis de danske myndigheder giver asyl til samtlige personer, der påberåber sig kristendommen, vil der være ”åbne porte”, mener Massoud Fouroozandeh. Han er selv kristen flygtning fra Iran og er nu som uddannet teolog leder af den kristne menighed Church of Love i Odense.

”Når en muslim forlader islam, er personen dødsdømt efter skrifterne. Men det tages ikke altid bogstaveligt. Mange afhoppere er vendt hjem uden problemer. På den anden side: Hvis de kommer i konflikt med styret, er de kristne meget sårbare, fordi de har forladt islam.”

Efter flugten ud i den afghanske nat følger uvisheden for Habib. 600 dollar bringer ham over grænsen til Iran, hvor han arbejder illegalt som murer for at komme videre. Uger bliver til måneder, og et år passerer. Hvis de iranske myndigheder opdager ham som kristen, vil de uden tvivl sende ham tilbage, fortæller de menneskesmuglere, der har bragt ham over den afghansk-iranske grænse.

Hjemme i landsbyen er der sat en dusør på hans hoved, hører han fra sin søster. Han tør ikke kontakte sin kone af frygt for, at vreden mod ham skal ramme hende. Søsteren fortæller, at der har været sat ild til familiens hus.

For 2500 dollar går flugten videre fra Iran i bunden af en lastbil til Istanbul i Tyrkiet. Hjertet af menneskesmuglernes foretagende. Her opkræver smuglerne yderligere 1500 dollar. Habib mangler 500. Derfor opsøger han en kirke, hvor han fortæller om sin situation, og at han vil søge asyl i Tyrkiet. Det er ingen god idé, lyder responsen. Kristne får ikke asyl i Tyrkiet. Han er bedre stillet ved at søge videre til Grækenland. Kirken samler penge ind to søndage i træk.

En nat kravler Habib ned under en presenning i en båd ved den tyrkiske kyst. Da han vågner næste morgen, skinner solen over Det Ægæiske Hav.

”Mit hjerte var fyldt med troen på Jesus. Troen gav mig følelsen af, at jeg bare måtte videre. Jeg måtte kæmpe, og jeg følte, at jeg havde fået styrke til det,” fortæller Habib. Han banker sig på hjertet og peger med højre hånd op i luften.

Habibs fornyede styrke er dog intet bevendt over for de græske myndigheder. Han pågribes og havner i Athen, da de tyrkiske myndigheder ikke vil kendes ved ham. I bunden af flere lastbiler flygter han videre til Venedig, Rom og Paris, hvor banegårde er hans hjem. Indtil han en morgen sætter foden på svensk jord.

På de store europæiske banegårde har andre flygtninge rådet ham til at søge mod Sverige og Danmark. De lande sender ikke flygtninge hjem, hører han.

Men i Sverige er immigrationsvæsenets besked ikke til at tage fejl af: Han skal tilbage til Grækenland. Derfor søger han videre mod Danmark. Men han skal forberede sig inden, råder andre flygtninge ham. Han må ikke kunne genkendes.

Derfor sætter Habib en sen aften igen og igen en flaske whiskey for munden. Alkoholen skal dulme smerten. Den smerte, det efterlader, når rødglødende nåle fra stearinlysets flammer gnides mod hans fingerspidser. De andre flygtninge ”hjælper” ham med at svitse hans fingeraftryk bort. Det eneste resultat er smerte og fingre fyldt med brandvabler.

Den 27. juli 2010 går Habib ind på politistationen på Københavns Hovedbanegård og søger asyl.

Håbet om asyl er dog langt væk denne septemberformiddag i en tolks Frederiksberg-lejlighed. Fra sin tegnebog finder Habib sit id-kort. ”Asylsøger i Danmark” står der med store, fede typer. Kortet har han, indtil han sendes ud af landet. Det kan være i morgen, i næste uge eller om et par måneder. Han bor på lånt tid på Røde Kors-centret syd for Køge.

Efter at have søgt asyl på Hovedbanegården røg han direkte til Sandholmlejren. Her overfaldt fire afghanske mænd ham i august. Med greb om halsen og knytnæveslag i hovedet. Sådan går det den, der svigter sit folk, fik han at vide.

”Men jo mere de gør ved mig, desto mere kristen bliver jeg. Ingen har ret til at sige, hvordan jeg skal leve. Jeg er et frit menneske, jeg har valgt selv,” siger han.

Han har blandt andet valgt at lade sig døbe. Derudover er han kommet fast i skiftende menigheder. Men i Flygtningenævnets endelige afgørelse af 30. august 2011 vægtes hans tro ikke nok til en opholdstilladelse:

”Det er ikke sandsynliggjort, at ansøgerens konvertering til den kristne kirke i Danmark er kommet til de afghanske myndigheders eller ansøgerens families kendskab (...) Det bemærkes, at de generelt vanskelige forhold for kristne i Afghanistan ikke kan føre til et andet resultat.”

Efter afslaget forsøger Habib at tage sit eget liv med en bunke sovepiller. Han indlægges i tre nætter.

”Jeg vil hellere begå selvmord end aflevere mit liv i Afghanistan. Jeg vidste, at det var en kristen synd at tage mit eget liv, men jeg kunne ikke klare mere. De andre afghanere på centret grinede ad mig og hånede mig for at være kristen og for at have fået afslag.”

Habib har ikke talt med sin kone eller sine børn, siden har flygtede for omtrent fire år siden. Han ønsker at få dem til Danmark. Umiddelbart er det svært at forstå, at en mand forlader sin familie. Hvorfor ikke bare skjule sin tro? Det forsøgte Habib, indtil svogeren opdagede ham. Derfra var der ingen vej tilbage, mener han.

”Jeg kan ikke glemme min tro. Den kan ikke gemmes væk. Hvis jeg fornægter Jesus, fornægter Han mig,” siger han og fastholder øjenkontakten. De øjne, der før var våde af tårer, er nu igen tørre og fokuserede.

LÆS OGSÅ: Kristne flygtninge kæmper for asyl i Danmark

”Hvis jeg vender tilbage, vil de hænge mig, når jeg fastholder min kristne tro. Men så hæng mig. Jeg er kristen, og jeg står ved det.”

Habib fører sin højre hånd op til halsen og klemmer til.