Jesper Balslev |
10. oktober 2011
Helle Thorning-Schmidt har fået en svær start i meningsmålingerne, hvor Venstre har medvind
Al begyndelse er svær. Det må Helle Thorning-Schmidt sande efter blot seks dage som Danmarks første kvindelige statsminister.
Valgresultatet er vendt helt om i meningsmålingerne. Her er der snævert flertal på 88-87 til blå blok mod 89-86 til rød blok på valgaftenen, da kun 8500 stemmer skilte de to blokke.
LÆS OGSÅ: Venstre stormer frem og giver blåt flertalNu stormer Venstre frem, mens Socialdemokraterne stadig bløder efter sit værste valg siden 1903. Lars Løkke Rasmussens Venstre får 53 mandater i Voxmeters måling for Ritzau – et plus på seks.
Derimod mister Liste A tre mandater og får kun 41. Mismodet bliver ikke mindre af, at samarbejdspartneren SF’s nedtur fortsætter. Partiet mister endnu et mandat og råder kun over 15 mandater hos Voxmeter.
Stemningen i Helle Thorning-Schmidts regering bliver næppe heller bedre af, at Margrethe Vestagers Radikale Venstre fortsætter valgkampens triumftog. De Radikale lægger med 18 mandater endnu større afstand til folkesocialisterne.
Socialdemokraterne skal vise flaget i finansloven, mener partiets politiske ordfører Magnus Heunicke.
”Vi skal have gang i beskæftigelsen og præsentere en finanslov med en klar socialdemokratisk profil, der gør op med fattigdomsydelserne, og vi skal investere os ud af krisen,” siger han.
SF’s politiske ordfører, Jesper Petersen, vil ikke bedømmes på et øjebliksbillede, seks dage efter at regeringen er tiltrådt. Han afviser oppositionens anklager om brudte valgløfter om efterløn samt manglende millionær-, bank- og aktieskatter.
”Vi har ikke brudt nogen valgløfter. Vi kan være stolte af regeringsgrundlaget. Vi gør op med fattigdommen og uligheden, og vi får sat gang i beskæftigelsen. Men vi har ikke kunnet forpligte De Radikale på millionærskatten,” siger han og tilføjer:
”Og vi har ikke kunnet gøre noget ved den planlagte efterlønsforringelse. Det kan jeg godt forstå, hvis nogle er skuffede og ærgerlige over, ligesom jeg er. Men vi skal være stolte over, at vi får en ny politisk kurs for Danmark.”
Regeringen ligger ifølge Venstres politiske ordfører Ellen Trane Nørby, som den har redt.
”Vi går frem, fordi vi gør det, vi sagde i valgkampen. Helle Thorning-Schmidt gik til valg på ét, og bagefter gjorde hun det stik modsatte. Mange danskere vil hellere nøjes med ærlige løfter, som er mindre prangende,” siger hun./ritzau/