Statsministerens debut var præget af ”vi”

Den ny regering præges af, at Margrethe Vestager (R) ud fra en stærk forhandlingsposition fik Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes partner Villy Søvndal (SF) til at æde, at regeringsgrundlaget udgik fra VK-regeringens resultater. Måske har de to ærgret sig over kæphøje udtalelser fra de to partier, dengang De Radikale nærmede sig spærregrænsen, og SF lå til 35 mandater i en meningsmåling. Nu fik SF kun 16, mens De Radikale fik 17.

S og SF ventes endda at stemme for den efterlønsreform, de gik til valg på at bekæmpe. Det er ellers tidligere set, at ministre administrerede politik, de stemte imod, uden at gå af. S og SF undskyldte sig med, at de ikke havde fået flertal alene, hvorfor de måtte gå på kompromis. De blev beskyldt for løftebrud. Blandt andet i forbindelse med efterlønnen, men også fordi de to partier var gået til valg på at indføre en millionærskat. I stedet ventes lettelse i topskatten.

En boligpakke til atstimulere ejendomshandelen var også droppet. Og Thorning havde heller ikke kunnet holde et løfte om næsten 50 procent kvinder i regeringen. Fordi De Radikale stillede med en kvinde og fem mænd kom der lige under 40 procent kvindelige ministre.

Thorning og Søvndal var lette at presse, fordi begge formentlig ville være færdige som partiledere, hvis de ikke kom i regering. Ikke overraskende blev de beskyldt for løftebrud. Principrytter er Thorning ikke. Hun kan kaldes fleksibel eller opportunistisk – alt efter hvordan man ser på det. Tilbage i 2004 sagde hun: ”For politikere i min alder er der intet, der kan være helligt”. Men det skal siges, at Thorning i 2005 selv gik ind for at rulle efterlønsordningen tilbage.