Den anglikanske ærkebiskop, Rowan Williams (midten), efter mødet med Zimbabwes præsident, Robert Mugabe, den 10. oktober 2011.
- PHILIMON BULAWAYO/Scanpix Denmark
Bjarne Nørum skriver fra Storbritannien |
11. oktober 2011
Overhovedet for det anglikanske kirkefællesskab talte styret i Zimbabwe imod i en stor gudstjeneste i landet forud for forventet møde med landets enevældige præsident
Ærkebiskoppen af Canterbury vil ikke stiltiende se på, at den anglikanske kirke i Zimbabwe bliver plyndret for værdier og ejendomme, og at medlemmerne af kirken bliver forfulgt.
LÆS OGSÅ: Ærkebiskop vil diskutere kristenforfølgelser med MugabeÆrkebiskop Rowan Williams, der er overhovedet for det anglikanske kirkefællesskab, er på et todages kontroversielt besøg i landet, hvor han i går skulle have et møde med landets præsident, Robert Mugabe, i en tid, hvor forholdet mellem det verdensomspændende anglikanske kirkefællesskab og Zimbabwe er på lavpunktet. Kirken har bandlyst den tidligere biskop af Harare, Nolbert Kunonga. Han er tæt forbundet med Robert Mugabe og har som selvbestaltet kirkeleder med hjælp af det ofte brutale styre presset kirken ud af sine bygninger. Det gælder ikke kun kirker, men også skoler, hospitaler og børnehjem for forældreløse.
Den spændte situation var en central del af den prædiken, som Rowan Williams holdt i søndags ved en gudstjeneste for 15.000 mennesker i en stor sportshal i Harare. De mange trodsede risikoen for at blive forfulgt for deres blotte tilstedeværelse, og de hyldede begejstret med sang og tilråb ærkebiskop Rowan Williams, der var ledsaget af biskopper fra nabolandene Sydafrika, Zambia, Botswana og Tanzania.
I sin prædiken trak Rowan Williams paralleller mellem det nuværende styre og de tidligere koloniherrer, som ignorerede befolkningens håb og ønske om et liv i værdighed og frihed.
”Hvor tragisk, at det styre er erstattet af en anden slags lovløshed, hvor så mange lever i en daglig frygt for overfald, hvis de ikke formår at gøre, hvad de magtfulde forventer af dem,” sagde Rowan Williams, som videre kaldte det et styre baseret på grådighed og vold, hvilket også har ramt den anglikanske menighed.
”I har fundet ud af, at det er ikke er bygningerne, som skaber en sand kirke, men det fundament, som jeres liv er bygget på. Det budskab, vi sender fra denne festgudstjeneste, er, at vi ikke vil leve et liv i terror og med blodsudgydelser,” fortsatte Rowan Williams i sin prædiken.
Robert Mugabe og hans styre er generelt lagt på is af det internationale samfund, og han kan kun komme ind i Europa, hvis det sker på et officielt internationalt mandat. Det britiske udenrigsministerium har også erklæret, at det forventede møde mellem Rowan Williams og Robert Mugabe ikke er udtryk for en ændring af den officielle politik.
Men det er også forventet, at Robert Mugabe vil bruge mødet til sin fordel. Hans talsmand George Charamba har sagt, at den 87-årige leder vil stille Rowan Williams til ansvar for Vestens sanktioner mod landet og kirkens holdning til homoseksualitet.
LÆS OGSÅ: Mugabes jordreform gav tab på milliarderBesøget af Rowan Williams er eksempelvis mødt med demonstrationer fra medlemmer fra den nu ekskluderede og tidligere anglikanske kirke i landet. Og her er der kun et budskab: at homoseksualitet er en synd.
norum@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad