Gør op med den herskende evalueringskultur i folkeskolen

DET STORE SPØRGSMÅL er derfor, om man med den nye regering kan forvente et opgør med den dominerende evalueringskultur? Umiddelbart er svaret nej. De to førende regeringspartier, S og SF, har tilsyneladende valgt at kopiere det meste af den forrige regerings skolepolitik.

Derfor er S og SF ligesom alle de andre partier – med delvis undtagelse af Enhedslisten og De Radikale – bukket under for offentliglighedens pres og cementeret sig selv som tilhængere af en kvantitativ evalueringsform. For eksempel giver partierne i deres fælles skoleudspil grønt lys til de omdiskuterede nationale test. Kravet om kvalitetsrapporter og elevplaner fastholdes. Og for at det ikke skal være løgn, har begge partier bedyret, at de fortsat vil offentliggøre den sociale korrektion af karaktererne til ære for borgerne.

Ganske vist har både S og SF inden valget meldt ud, at de vil afskaffe den offentliggjorte rangliste, hvilket for så vidt stadig står ved magt. Men i sagens natur er der jo ikke den store forskel på at lægge skolernes karaktergennemsnit ud på nettet, så folk selv kan lave en rangliste, eller at lægge dem ud i en rangliste.

Ydermere har vi i adskillige debatter hørt S og SF kritisere regeringen for ikke at forbedre det faglige niveau i folkeskolen med henvisning til, at den danske folkeskole rangerer lavt i de såkaldte Pisa-test. Påfaldende har alle partier i den daværende opposition proklameret, at Pisa har dumpet (VKO-)regeringens skolepolitik. Åbenbart har Pisa fået status som evidenssikker måling.

Hvad er egentlig problemet, vil nogle spørge? For det første finder jeg det problematisk, at evalueringskulturen udelukkende hylder de såkaldt evidensbaserede strategier. Selvom pædagogik i sin kerne er baseret på holdninger og ikke facts, hylder vi ideen om en objektiv sandhed på skoleområdet.

Desværre snyder vi os selv. Selvom offentliggørelsen af elevernes karaktergennemsnit hævdes at være socialt korrigeret for forældrenes baggrund, overses en masse andre faktorer for skoleforløbets udfald. For eksempel siger tallene intet om elevernes sociale og kreative kompetencer, motivation, empatiske evner, mentale problemer, ADHD, trivsel, forældrenes opbakning eller skolens fysiske stand

For det andet er det problematisk, at den nuværende evaluering kombineret med et frit skolevalg uundgåeligt gør forældrene til kunder i en skolebutik. Om man vil det eller ej – uanset om man kalder sig rød eller blå – så er offentliggørelsen af skolernes karaktergennemsnit reelt en sammenligning af skoler, som meget nemt kan anspore forældre til at skrotte den lokale folkeskole. Det fører uundgåeligt til en skæv konkurrence, hvor der udråbes taber- og vinderskoler.

Man kan dog håbe på, at den nye regering meget snart tager det første nødvendige skridt og afskaffer det frie skolevalg, som de for få år siden påstod, at de ville. Deres skoleudspil taget i betragtning tvivler jeg dog på, om de overhovedet har modet eller indsigt hertil.

VI MÅ FOR ALT I VERDEN huske på, at folkeskolen ikke er en butik, der sælger hårde hvidevarer. Skolen er et socialt anliggende. Ifølge lærernes eget professionsideal – vedtaget på DLF’s kongres i 2002 – identificerer lærerne sig med rollen som en omsorgsyder, der yder et tillidsbaseret arbejde i relation til andre mennesker. Desværre underkender den herskende evalueringskultur, at kvaliteten af lærernes arbejde i høj grad er knyttet til mellemmenneskelige relationer, hvor forudsætningerne for det gode arbejde varierer med tid og sted.

I takt med evalueringens fremmarch i det seneste årti har vi været vidne til en markant stigning i antallet af lærere, der flygter fra folkeskolen, udvikler stressrelaterede sygdomme og ender på invalidepension. Jeg vil derfor opfordre den nye regering og alle andre til for fremtiden at rette et mere kritisk blik mod den herskende evalueringskultur, som har ført til en omfattende mistillid rettet mod både folkeskoler og lærere.

CASA (Center for Alternativ Samfundsanalyse) udarbejdede i maj 2007 en trivselsrapport om lærernes arbejdsmiljø, som blandt andet afslørede, at den enkelte lærer ofte har svært ved at anerkende sine egne evner. Jeg er overbevist om, at den manglende tro på egne evner er et resultat af, at læreren er blevet både offentlighedens og sin egen syndebuk, når folkeskolen ikke leverer varen i forhold til de ovenfra satte politiske standarder.

Evalueringskulturen har betydet, at lærere nu frivilligt lader sig kigge over skuldrene, hvilket 360 graders-eftersynet har været et slemt eksempel på. Hvis man ikke indvilliger i at blive evalueret, tolker omgivelserne det, som om der er noget galt – at man forsøger at tilsløre et problem. Det er jo kun de kriminelle, som er bange for overvågningskameraerne, ikke?

Det effektive ved evaluering og overvågning er, at vi efter noget tid overvåger og evaluerer os selv. Lærerne kan ikke bare gøre deres job. Hele tiden må de spørge sig selv om, hvad der var godt, og hvad der var mindre godt. De gennemsøger sig selv for mangler, hvilket uden tvivl er slidsomt for selvværdet.

Hvis vi skal undgå en udvikling, som fører til underkendelse af lærernes gerning og nedvurdering af egne evner, må politikere, forskere og forældre for fremtiden lytte til lærernes egne bud på, hvad den gode skole og den gode lærer egentlig er. Det håber jeg, at den nye regering vil være opmærksom på.

Man bør huske på, at evaluering før i tiden var et hjælpemiddel, læreren selv disponerede over for at danne sig et billede af elevernes sociale og faglige udvikling. Det var med andre ord op til den enkelte lærer selv at vurdere, hvilket formål evalueringen skulle tjene, hvad den skulle indeholde, og hvornår den skulle foretages.

LÆS OGSÅ: Venstre viser skole-ranglister

Der er behov for at reformere tidens evalueringskultur, så den i højere grad værner om lærernes egne idealer. For det er dem, der udgør grundstenen for en god folkeskole. Det vil kræve, at de politiske signaler, der kommer ovenfra, skaber plads til, at den pædagogiske virksomhed kan blomstre nedefra.

Lasse Kjær er tidligere underviser i folkeskolen og kandidatstuderende i filosofi og socialvidenskab på RUC og ansat i Foreningen af Frie Fagskoler(FAFF)