En mand jages ud af sit liv

Konen finder hans mobiltelefon efter ulykken og opdager affæren. Som viser sig at have været med en mand. Andreas får kun meget langsomt sin hukommelse igen. De sidste måneder før ulykken er væk for altid. Hans afmagt i forhold til de simpleste ting er meget stærkt og gribende skildret. Han prøver virkelig at kæmpe sig den lange vej tilbage, men han er en anden person, gør mærkelige ting; både familie og kolleger er stærkt utrygge ved ham. Alle havde haft det nemmere, hvis han var død og borte.

Hustruen Monica vil ikke have ham tilbage, men er det med affæren blot et påskud, fordi hun ikke vil være omsorgsperson for en mand, hun har svært ved at genkende? Andreas kan ikke alene ikke huske sin elsker. Selv ved et direkte møde kan han ikke med den fjerneste flig af sin bevidsthed genkende (eller vedkende) sig noget.

”Fordrivelsen” er en roman, der udvikler sig uforudsigeligt, og jeg skal nok lade være med at røbe for meget. Den har en overnaturlig dimension, måske et stænk Murakami. Den ”nye” Andreas viser sig at have særlige evner, han går på et kursus i clairvoyance (kursister, omgangsform og undervisning er vidunderligt skildret; det kan virke satirisk, men er formentlig ret realistisk). Vi lever i en tid, hvor særlige evner er i høj kurs, der kan være mange slags iværksættere, og vejen fra taber til vinder, også i kvindernes øjne, kan vise sig forbavsende kort.

Efter endnu en uventet drejning af handlingen samles trådene i de høje bjerge, hvor folk venter utålmodigt på den sne, der ikke vil falde, og kaster sig ud i et orgie, da hotellets sikringer springer. Når man nu har betalt for noget, man ikke får, og man er uden for lands lov og ret, så er der ikke så meget at betænke sig på, vel?

Astrid Saalbach er mest kendt som dramatiker, men med ”Fordrivelsen” viser hun, at hun behersker romanformen mere suverænt end de fleste. Lad os gøre boet op.

SØGER DU EN BOG: Bogbasen.dk

Bogen er – undskyld klichéen – åndeløst spændende, den er uforudsigelig og overraskende, den er hjerteskærende på en usentimental måde, den er morsom, den er uhyggelig, den er sær, og midt i alt dette behandler den de største eksistentielle og moralske temaer: hvem er jeg, hvis ingen vil kendes ved mig? er tilværelsen i virkeligheden så barsk, at mennesker trækker sig, når der er allermest brug for dem? For vi skal jo også selv have lov at være her.

kultur@k.dk