Henrik Bang-Møller |
12. oktober 2011
En skov i brand!
Synet af nedsunkne grene, der tynges af modne frugter, næsten be’r og tigger den forbipasserende om at blive plukket. Og dermed lettet for modenhedens byrde. Og i samme takt, man plukker enten blommerne eller frugterne af grenen, rejser den sig atter op i sin naturlige udstrækning, parat til atter at bære fornyet frugt til næste år. Til glæde og gavn for både mennesker og dyr.
LÆS OGSÅ:
Henrik Bang-Møllers blog på eftertanke.dkSom for salmedigterne er der for os andre mere almindeligt dødelige også masser af muligheder for at udlede livsvisdom og klogskab af den måde, hvorpå naturen lader gode gaver fremstå for os. Årstidernes vekslen mellem lys og mørke, kulde og varme, blæst og regn, solskin og sne – alt sammen påvirker det os. Både når vi rent fakstisk skænker det en tanke som f.eks. her i høsten, eller når vi i det daglige blot lader det passere uden nærmere eftertanke.
Vi er som mennesker indlejret i en verden, som på forhånd omslutter os med tryghed og ro, orden og struktur. F.eks. er det ikke vores egen ydelse, at vi holdes nede på jorden og får et perspektiv. Det ordner tyngdekraften. Og den er det ikke tilrådeligt at trodse, med mindre man har taget sine forholdsregler.
Den luft, vi indånder, er fyldt med ilt, som bl.a. træerne også skjult lader fremstå for os. Således, at vi ved hvert simpelt åndedrag indånder lutter godhed og opbyggelighed til lunger, blod og celler, så livsfunktionerne opretholdes. Og det er jo ikke sådan, at vi skal mindes om at trække vejret. Det klarer kroppen og hjernen ganske automatisk af sig selv.
Det værste, der kan ske for et menneske, er, at man tager alt dette for givet. At man ikke rigtig regner det for noget, men blot indtager bevidstløshedens lidenskabsløse forhold til ens egne ubetænkte livsbetingelser.
TEMA:
EfterårsferieGudstroen gemmer nemlig bl.a. på den hemmelighed, at taknemmelighed skærper sanseapperatet og uddyber glæden over at være til. Uselvfølgelighedens omgang med en selv – med det liv, man lever – med den verden, som omgiver en – og de mennesker, som udgør en stor del af ens liv og mening – denne uselvfølgelighed udløser sammen med forundringen og taknemmeligheden hos den troende et sikkert bolværk mod al bitterhed, smålighed, nærighed og selvtilstrækkelighed.
I gudstroen åbner verden sig for alvor op, hvor intet af det, som hænder og sker af skønt og godt i naturen, blot forbliver på iagttagelsen kølige og uaffekterede afstand, men flytter helt ind i sjæl og krop, for derinde at (gen-)skabe overskud, årvågenhed, generøsitet, gavmildhed og taknemmelighed. Som vi synger det hos Jakob Knudsen: ’Takke ham, som gav mig, når sol står op, / selv at føle morgen i sjæl og krop’.
At være troende er at tillade sig at vegetere i takt med årstiden, med planternes adstadige vækst og afgrødernes langsomme modenhed.
Her mellem modenhed og død,
velsign os med den sidste glød
af jordens lyse sommer,
og bryd så sindets frøskal ned,
så alt i os er kærlighed
den nat, da kulden kommer.
(DDS nr. 731 v. 4)