Karina Adsbøl |
13. oktober 2011
De handicappede spises af med flotte ord, efter regeringen endnu en gang er ude med et løftebrud, mener Karina Adsbøl
Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre har siddet meget længe i ”det sorte tårn” og brygget på et regeringsgrundlag, som i særdeles luftige vendinger bruger gloser som ”fokus på”, ”rimelig kompensation” og ”bedre sammenhæng”.
LÆS OGSÅ:
Se listen med S og SF's løftebrud her De nævnte udtryk bliver anvendt i et uforskammet kortfattet tekststykke om en af samfundets udsatte grupper, nemlig de handicappede.
Det er ganske enkelt for ringe, at en ny regering, der i tide og utide råber op om socialt ansvar og en ny tid for blandt andre handicappede, har så lidt at byde på.
Hvor er intentionerne om, at offentlige arbejdspladser skal sikre adgangsforhold for handicappede? Både for de handicappede, der allerede lægger en arbejdsindsats, og dem, der har brug for at komme i kontakt med offentlige myndigheder.
Og hvor er de bedre adgangsforhold for fysisk handicappede på uddannelsesinstitutionerne?
Dansk Folkeparti har sat de handicappedes situation på dagsordenen igennem en årrække. Der er givet kompensation til forældre, som selv vil påtage sig at passe handicappede børn, og der er lagt en række konkrete forslag frem. Men den nye regering derimod skriver i sit regeringsgrundlag alene, at den vil have ”fokus på mennesker med handicap og deres vilkår”. Desuden skal forældrene have ”mulighed for at passe deres børn”. Det skal de have en ”rimelig kompensation” for. Og så skal anbringelsesområdet ”underkastes en analyse”.
Socialdemokratiets handicapordfører, Maja Panduro, indrømmer sågar i Kristeligt Dagblad den 10. oktober, at ”man endnu ikke ved, hvordan det i praksis vil blive udformet.”
Med løftebrudsregeringens mange valgkampløfter, som nu bliver taget tilbage et efter et, forstår jeg godt, at handicappede og pårørende har vanskeligt ved at se, at de bliver sat på den nye regerings dagsorden.
Det er ganske enkelt ikke godt nok!
Karina Adsbøl er medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti og er sit partis handicapordfører