Kristian Østergaard |
13. oktober 2011
Sognepræst Agnete Holm Hvidt leverer med sin bog ”På færde” indirekte en påmindelse om, hvorfor historieundervisningen er vigtig:
Der var mennesker før os, som havde deres at se til, for de var ligesom os undergivet tilværelsens ubønhørlige vilkår. Derfor er der ikke noget, som bidrager så meget til at mindske usund selvoptagethed og afvikle fine fornemmelser som det at studere historien – eller med Hvidts ord:
”I de gamle fortællinger og forestillinger ligger erkendelser, som kan genfindes og oplives til at være vejledende for nyere tiders folk, som har glemt, hvad tilværelsen i grunden kan hvile i.”
LÆS OGSÅ: Hvad skal kirken og kristendommen til for?
Men når historien er god, som i ”På færde”, så skyldes det også elementet af samtidighed, der består i, at forfatteren bringer os ind i en nutid, som ikke har sluppet fortiden.
Jo, Agnete Holm Hvidt har haft umådelig stor gavn af sin fodrejse i England – nærmere bestemt Northumberland, for det rinder fra inspirationens kildevæld, efterhånden som hun kommer frem og ved selvsyn orienterer sig om, hvordan forholdene var for mange hundrede år siden, og hvad det betyder for os i dag:
”Kirken er i bund og grund den samme til alle tider. Men mødet med en virkelig fjern tids kirke kan derfor blotlægge afgørende træk ved dens identitet, som i vor egen tid er underbelyste eller undertrykte.”
Det mentalhygiejniske udbytte af at opholde sig i det fri er heller ikke til at se bort fra, for det giver anledning til moralske opstød og etiske indsigelser, for hvad det er for en klode, vi rækker videre? Eller hvad det er for problemer, vi lægger kimen til? Ja, hvilke uløselige konflikter gives i arv til efterkommerne?
Hvidt er ikke uden grund optaget af miljøspørgsmål, hvorom hun skriver:
”Vores vestlige civilisation kender ikke til nogen ærefrygt for det skabte, ingen selvbeherskelse i forhold til udbytning – af fjer og pels såvel som muld og træ.”
Til gengæld bliver hun opmuntret ved synet af nogle engelske spejdere, der strutter af en national selvtillid, som hverken møl eller rust eller fjollet selvironi kan fortære, og som det ingen skade ville være at tage pejling af.
Forfatterens gemyt og erfaring udspringer af en grundtvigsk kristendom uden antydning af leddeløshed:
”Kirkens betydning er altid, at den taler anderledes end det samfund, der huser den. Gør den ikke det, er der et forræderi under opsejling”.
Bogen, der er på blot 112 sider, er stilistisk tæt vævet og proppet til randen med oplysninger om angelsaksisk kirkeliv.
Det er en bog, som er god at slå op, hvis vandreturen skal finde sted i det grønne England, ligesom den er god, når viden skal erhverves, spørgsmål afgøres og gamle kundskaber genopfriskes og ajourføres.
”På færde” indeholder tillige læsefrugter af udsøgt bonitet, for Hvidt formår at genfortælle kort og koncist og at veje pro et contra, hvorfor ”På færde” fortjener at blive læst med samme eftertænksomhed, som den er skrevet med.
Agnete Holm Hvidt: På færde. Essays om natur, historier og tro. 112 sider. 150 kroner. Forlaget Boedal.