Det kinesiske demokrati lever i Taiwan

Officielt insisterer den taiwanske regering stadig på at kalde landet for Republikken Kina. Selvom de kinesiske kommunister har styret størstedelen af Kina siden 1949, anser visse taiwanske politikere stadigvæk den taiwanske regering for den retmæssige repræsentant for hele Kina, og derfor hænger navnet, Republikken Kina, ved.

”Republikken Kina er vores land, Taiwan er vort hjem,” sagde den taiwanske præsident, Ma Ying-jeou, under en tale til nationen den 10. oktober, der skulle markere 100-årsdagen for Xinhai-revolutionen, der omstyrtede det kinesiske kejserdømme, og som etablerede Republikken Kina.

De seneste 20 år har Taiwan været et frit og demokratisk samfund, hvor pressefrihed og retten til at demonstrere har været en ukrænkelig del af landets kultur. På taiwanske tv-show er der ofte karikaturer af den taiwanske præsident, mens der hvert fjerde år er valg til parlamentet og præsidentposten.

Under denne demokratiske paraply har den taiwanske kultur blomstret, og taiwanske tv-serier, film og bøger har i dag stor udbredelse i Kina, da de to lande deler samme sprog. De unge kinesere ser især taiwanske debatprogrammer, da der er meget få tabuiserede emner i Taiwan. Samtidig er den kinesiske turisme i høj vækst i Taiwan, da den kinesiske og den taiwanske regering har turistrejser fra Kina til Taiwan. En af topattraktionerne i Taiwan for kinesiske turister er det nationale paladsmuseum, men de taiwanske boghandler nyder også stor opmærksomhed, da de kinesiske turister her kan få kinesiske bøger uden censur.

Denne frihed er dog under konstant pres. For siden 1949 har der været ekstra megen bevågenhed på Taiwan. Kina gør nemlig krav på øen, men den taiwanske regering har USA’s støtte. Selvom ingen vestlige lande anerkender Taiwan som en selvstændig stat, har landet handelsmæssige forbindelser til de fleste lande i verden.

USA skiftede i 1979 sin diplomatiske anerkendelse fra Taiwan til Kina, men har dog lovet at forsvare Taiwan, hvis Kina uprovokeret skulle finde på at angribe øen. Samtidig har USA forpligtet sig til at sælge våbensystemer til Taiwan, så Taiwan kan matche det kinesiske militær. Senest har USA solgt avancerede radarsystemer til Taiwans F16-fly. Et salg, som i høj grad har irriteret den kinesiske regering.

”Hvis der skulle opstå krig mellem Taiwan og Kina, får USA meget svært ved at holde sig udenfor,” siger Camilla Tenna Sørensen, adjunkt på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, med speciale i Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitik.

”Begge parter er dog interesserede i at fastholde status quo, da det ville få helt uoverskuelige konsekvenser, hvis der skulle opstå en krig.”

I øjeblikket eksisterer der en situation mellem Taiwan og Kina, hvor Kina ikke anerkender Taiwans selvstændighed, men dog ikke gør forsøg på at erobre øen. Samtidig har den taiwanske regering ingen planer om at erklære selvstændighed fra Kina, da Taiwan nyder godt af den fred, som eksisterer mellem fastlandet og øen.

Der har dog ikke altid været fred mellem Taiwan og Kina.

I løbet af 1950’erne blokerede den taiwanske flåde de kinesiske havne og bombarderede kinesiske øer med artilleri. Til gengæld bombarderede det kinesiske militær også taiwanske øer. Det var en situation, der ikke er ulig den situation, der i dag eksisterer på den koreanske halvø.

Baggrunden var nemlig, at både regeringen i Taiwan og i Kina anså sig selv for den retmæssige regering for hele Kina. I 1949 valgte den daværende kinesiske regering ikke blot at flytte kinesiske værdigenstande til Taiwan. Den flyttede også hovedstad samt ministerier og universiteter til øen Taiwan, hvorfra den håbede at kunne tilbageerobre fastlandet en dag.

Omkring to millioner kinesere flyttede fra det kinesiske fastland til øen Taiwan. De to millioner kinesere bestod primært af militærfolk, men også rige kinesere, intellektuelle og politikere, der alle frygtede kommunisternes magtovertagelse, drog med over havstrædet for at slå sig ned på øen.

På det tidspunkt boede der omkring seks millioner mennesker på øen, som primært var efterkommere af kinesere, der op igennem de seneste 400 år var emigreret fra det kinesiske fastland. Tilstrømningen af to millioner nye indbyggere betød derfor en kolossal omvæltning af det taiwanske samfund. For de nye immigranter havde penge og magt, og derfor satte de sig hurtigt på størstedelen af det taiwanske etablissement.

Det var ikke alle taiwanere, som var lige begejstrede for den store tilstrømning af nye tilflyttere.

”Under nationalistregeringen var der i 1950’erne den hvide terror, hvor enhver, der sympatiserede med venstrefløjen eller kommunisterne, blev fængslet eller dræbt,” fortæller Huai-Hui Hsieh, vicedirektør for afdelingen for internationale affærer i Taiwans progressive demokratiske parti, DPP.

I dag er der en bitter strid mellem DPP og nationalistpartiet KMT om regeringsmagten i Taiwan. Grundlæggende går KMT ind for en større tilnærmelse til Kina, mens DPP gerne vil have mindre tilknytning til den store nabo mod vest. Mens KMT har haft den magtfulde taiwanske præsidentpost fra 1949 til 2000, har det været DPP’s kandidat, Chen Sui-­bian, der har siddet på præsidentposten fra 2000 til 2008. Efter sin præsidentperiode blev han dog dømt for korruption, og i dag afsoner han en fængselsdom på 19 år.

Siden Chen Sui-bians fald fra magten har KMT igen fået præsidentposten. I dag er det Ma Ying-jeou, der tidligere har været borgmester for Taipei, og som er indvandrer fra Hongkong, der er præsident for Taiwan.

Det er ikke altid, at der har været rift om den taiwanske præsidentpost. Fra 1949 til 1975 var det Chiang Kai-shek, som sad på præsidentposten i Taiwan. Han var leder af Kinas nationalistparti, og i 1945 havde han ledt Kina til sejr i Anden Verdenskrig, hvor Kina ikke blot havde besejret ærkefjenden Japan, men også tilkæmpet sig en permanent plads med vetoret i FN’s Sikkerhedsråd. Det var dengang en stor ære for Kina at blive betragtet som et af verdens store lande på linje med USA, Storbritannien og Sovjetunionen efter at have gennemlevet ydmygende fredstraktater med vestlige lande op igennem det 19. århundrede.

Efter Anden Verdenskrig stod KMT og Chiang Kai-shek imidlertid i en forholdsvis svag position internt, mens kommunisterne talte for en omfordeling af landbrugsjorden, hvilket var særdeles populært blandt Kinas millioner af bønder. Derfor havde de kinesiske kommunister en chance for at vinde over KMT i den kinesiske borgerkrig, som de så udnyttede.

I december 1949 flygtede Chiang Kai-shek til Taiwan, og den 10. december 1949 valgte Chiang Kai-shek at erklære Taipei for midlertidig hovedstad for Republikken Kina, men lovede at vende tilbage til fastlandet.

Det er endnu ikke sket, selvom der er debat om, hvorvidt Chiangs jordiske rester en dag skal tilbage til hans fødeby, Fenghua, på det kinesiske fastland.

I dag er Chiang Kai-shek stadigvæk æret i Taiwan. I Taipei står et museum dedikeret til hans minde lige midt på Frihedspladsen, der er en del af museet. Museet er dog blevet politiseret af DPP og KMT. DPP vil ikke have, at der er et Chiang-museum, og i en kort periode i 2007 hed museet Demokratimuseet.

For mange DPP-folk betragter Chiang som en autoritær diktator, der undertrykte Taiwans oprindelige befolkning.

”KMT stod bag massakren den 28. februar 1947, hvor mellem 10.000 og 20.000 taiwanere blev dræbt af regeringsstyrker,” siger Huai-Hui Hsieh, der også mener, at taiwansk kultur ikke helt er lig med kinesisk kultur.

”Taiwansk kultur er multietnisk. Jeg afviser ikke, at kinesisk kultur har påvirkning på taiwansk kultur, men japanerne kontrollerede øen i 50 år, så der er også indflydelse derfra. Derudover skal vi ikke glemme det taiwanske samfund før det kinesiske kejserdømme,” siger Hsieh.

Kineserne indledte koloniseringen af øen Taiwan i løbet af det 16. århundrede. I 1624 etablerede hollænderne dog en handelsbase på øen og begyndte at importere kinesiske arbejdere fra det kinesiske fastland.

Det kinesiske kejserdømme drev dog hollænderne væk i 1662, men tabte øen til japanerne under den kinesisk-japanske krig i 1895. Japanerne udbyggede Taiwans industri og sørgede for, at de fleste taiwanere kom i skole. Derfor betragter mange taiwanere i dag Japans styre som godt, selvom japanerne også tvang taiwanere til at tjene i det japanske militær under de to verdenskrige.

Efter Anden Verdenskrig blev Taiwan styret af KMT, som styrede landet med hård hånd indtil slutningen af 1980’erne.

I dag er Taiwan dog et levende demokrati, hvor ytringsfrihed og frie valg er en kernesten i samfundet.

Taiwans præsident, Ma Ying-jeou, fremhævede dette under sin tale til nationen ved 100-årsdagen for etableringen af Republikken Kina.

”Jeg ønsker at bruge dette øjeblik til at minde fastlandets myndigheder om, at de ikke må glemme vores landsfader dr. Sun Yat-sens drøm om at etablere en fri og demokratisk nation med ligelig fordeling af rigdom. Republikken Kina er mere end et navn på et land; det står for en fri og demokratisk livsstil og er en model for etniske kinesiske samfund, der stræber efter frihed og demokrati,” sagde Ma Ying-jeou.

ming@k.dk