Der er jubel blandt familie og støtter over aftalen om den forestående udlevering af Gilad Shalit, der i 2006 blev bortført af en ukendt palæstinensisk gruppe. I midten i sort T-shirt er det Gilad Shalits mor, Aviva Shalit. –
- Nir Alon/Demotix/Scanpix.
Allan Sørensen |
13. oktober 2011
Israel og Hamas har indgået en aftale om Gilad Shalits frigivelse til gengæld for løsladelse af 1027 palæstinensiske fanger. Ufordelagtigt, men alligevel logisk
Alle israelere ved, at Gilad Shalit næppe bliver den sidste soldat, som Israel skal betale en høj pris for at få frigivet. Og alle kender til de tidligere undersøgelser, der viser, at en høj procentdel af løsladte terrorister vender tilbage til terrorvirksomhed. En bitter kendsgerning, der indprenter en regel på enhver israelers rygrad om, at de netop løsladte nu snart vil begynde at kræve israelske menneskeliv igen. Det er blot et spørgsmål om tid.
LÆS OGSÅ: Villy Søvndal hylder fangeudvekslingSå selvom aftalen, der bringer Gilad Shalit hjem efter fem års fangenskab til gengæld for løsladelse af godt 1000 palæstinensiske fanger fra israelske fængsler, vækker en del glæde på det israelske solidaritetsniveau, så indeholder den også en forbandelse. En forbandelse, der får Israel til at fremstå som den svage, der betaler en urimelig pris, og som dybest set sender signaler til terroristerne om, at deres blodige arbejde betaler sig.
Men årsagen til, at Benjamin Netanyahu indgår denne ufordelagtige aftale netop nu, er alligevel logisk set i omstændighedernes lys.
Israel tør simpelthen ikke vente og se, hvor udviklingen i Egypten bærer hen. Ingen ved, om Egypten stadig har en fredsaftale med Israel om seks måneder. Og da Egypten på samme tid går et afgørende parlamentsvalg i møde – og stadig er den vigtigste mægler mellem Hamas og Israel, også i denne sag – har man valgt at slå til, før det bliver for sent. For måske vil den nuværende aftales indhold aldrig komme på bordet igen.
Der er dog også andre årsager til Netanyahus pludselige vilje til at betale prisen netop nu. På opfordring fra især USA har Israel afholdt sig fra at indgå aftalen tidligere, fordi den automatisk vil styrke Hamas og svække den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, der tilhører Fatah-bevægelsen.
Efter Abbas’ optræden i FN, hvor han i september trodsede Israel og USA ved at anmode om en selvstændig stat, har hverken USA eller Israel tænkt sig at gå langt for at holde hans popularitet kunstigt oppe. Og hvis Netanyahu overhovedet har haft Abbas i tankerne under forhandlingerne om den seneste aftale, er det kun fordi han har tænkt, at den trodsige palæstinensiske præsident har godt af at få en lærestreg. Nu kan han så bruge de kommende måneder på at se, hvordan konkurrenterne i Hamas svulmer af popularitet efter løsladelsen af bevægelsens mest eftersøgte sikkerhedsfanger.
På den måde er aftalen ikke med til at forsone hverken Israel og palæstinenserne eller Fatah-bevægelsen og Hamas. At Israel og Hamas indgår en aftale, gør dem ikke til venner eller partnere. Forhandlingerne er fundet sted med mægling, og parterne har kun talt indirekte. Foruden det faktum, at Mahmoud Abbas nu begynder at føle Israels svar på hans optræden i FN ved at give Hamas en føring på point, markerer aftalen også en ny mistillid mellem parterne, hvor Israel ikke synes at bekymre sig om Abbas’ politiske fremtid.
Det eneste ved aftalen, som Abbas kan kalde en sejr, er, hvis den tidligere Tanzim-leder, Marwan Barghouti, bliver løsladt. I skrivende stund hævder Israel, at hans navn ikke står på listen. Men selv hvis Barghouti skulle blive frigivet, er det kun en kortsigtet sejr for Abbas. Barghouti repræsenterer nemlig den unge palæstinensiske generation, godt nok inden for Fatah-bevægelsens eget regi, men en generation, der konstant arbejder på at skubbe Abbas og resten af den gamle palæstinensiske garde ud på sidelinjen.
LÆS OGSÅ: De islamistiske patrioter i HamasSå hvordan denne aftale end tolkes, er der ikke meget andet at hente end israelernes oprigtige glæde over, at fem års lidelsessaga nu er slut, og at Hamas har været klog nok til at bruge den israelske soldat til at genvinde tabt popularitet.
allan@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad