”Vi er alle af Dawit Isaaks slags”

Alt for mange af vore kolleger er tvunget til at arbejde under forhold, hvor de bliver angrebet, forfulgt og endda dræbt for blot og bare at gøre deres arbejde som journalister.

Mine damer og herrer: Det er en skændsel, at vi stadig er nødt til at gøre opmærksom på de kvaler, som disse pressefrihedens frontkæmpere må lide. De regeringer, der er skyld i krænkelser af deres borgeres rettigheder, bør holdes ansvarlige af det internationale samfund.

Demokratiske regeringer må blive bedre til effektivt og overbevisende at gå i brechen for den helt centrale og afgørende rolle, som pressefriheden spiller i den politiske, kulturelle, sociale og økonomiske udvikling. Det samme må vores egen branche.

De, der fængsler, truer, censurerer eller på anden vis lægger hindringer i vejen for en fri presse, bør fordømmes på det kraftigste. Demokratiske regeringer har en pligt til at anerkende og understrege den positive rolle, som en fri presse spiller i samfundet, over for undertrykkende regimer i alle debatter med dem – de være sig økonomiske eller af anden art.

Den triste sandhed er, at den grundlæggende ytringsfrihed fortsat forholdes flertallet af verdens befolkning.

Prismodtageren i dag er et godt eksempel. Dawat Isaak udvandrede fra Eritrea til Sverige, hvor han fik svensk statsborgerskab. Men da hans hjemland blev uafhængigt, lagde han Skandinaviens friheder bag sig for at vende tilbage. Han følte en forpligtelse og mente, at han ville kunne gøre en forskel. Hr. Isaak var med til at grundlægge landets første uafhængige avis, Setit, som siden blev kendt i hele landet og fik et ry for undersøgende journalistik, som ofte fokuserede på regeringens magtmisbrug.

Dawat Isaak burde være blevet en berømt og fejret offentlig figur i kraft af sit arbejde for at opbygge det nye og fortvivlende fattige land på Afrikas Horn. I stedet blev takken, at han blev fængslet uden at blive forelagt nogen anklage. I de ti år, der er gået siden da, er han ikke blevet stillet for en dommer. Hans familie har fået forbud mod at besøge ham, og han er forsvundet ind i stilheden i landets berygtede fængselsvæsen. Siden 2005 har man ikke hørt et ord om, hvor han opholder sig. Der er intet nyt, så vi ved end ikke, om han stadig er i live.

Eritrea er det værste sted i verden, hvad angår pressefrihed. Landet ligger allersidst i det globale frihedsindeks, som Journalister Uden Grænser udsender. Det ligger endog efter lande som Nordkorea, Iran og Burma. Det er værd at have i tankerne for virkelig at begribe den skrækkelige situation, som hr. Isaak og andre i Eritrea befinder sig i.

Kort sagt er der ikke nogen uafhængige medier i Eritrea. I september 2001 lukkede landets regering lige så stille den private presse ned med den undskyldning, at den ”satte landets sikkerhed i fare”.

I maj måned samme år havde en gruppe på 15 medlemmer af ministerrådet offentliggjort et åbent brev til regeringen, hvori de krævede demokratiske reformer og en tilbundsgående undersøgelse af begivenhederne op til Eritreas tilbagevendende krig med Etiopien.

Brevet blev offentliggjort af den uafhængige presse – ikke mindst hr. Isaaks avis, som gik videre med at offentliggøre en serie lignende åbne breve, som krævede omfattende demokratiske reformer.

Regeringens reaktion var reelt at suspendere alle borgerlige rettigheder. Adskillige journalister blev anholdt og fængslet, iblandt dem hr. Isaak. Indtil dags dato er ingen blevet officielt anklaget eller stillet for en domstol, og de er alle blevet stemplet som forrædere. Der er kommet rapporter frem om, at fire af de tilbageholdte journalister siden anholdelsen er døde i fængslet. Og som jeg sagde tidligere, vides det fortsat ikke, hvor hr. Isaak befinder sig.

Eftersom hr. Isaak er svensk medborger, har Sveriges regering og det svenske mediefællesskab lagt sig i selen for at få hr. Isaak løsladt – men uden succes. Eritreas regering har gjort det klart, at hans dobbelte statsborgerskab og tilknytning til Sverige ikke har nogen særlig betydning.

I et svensk interview erklærede Eritreas præsident Issayas Afwerki, at der ikke er nogen planer om at frigive journalisten Isaak eller om at gennemføre en retssag, hvor han vil blive anklaget formelt. Som præsidenten sagde – og jeg citerer: ”Vi vil ikke afholde nogen retssag, og vi vil ikke løslade ham. Vi ved, hvordan hans slags skal håndteres.”

Når vi i dag tildeler Dawit Isaak denne pris, erklærer vi, at vi alle er af ”hans slags”. Og vi gentager vores opfordring til præsident Afwerki om at frigive ham og andre fængslede journalister i Eritrea, ligesom vi fortsat opfordrer det internationale samfund om at gøre alt, hvad der står i dets magt, for at presse Eritreas regering til omsider at gøre det.

Hr. Isaaks bror, Esayas, er sammen med os her i dag. Han fører an i den ti år lange løsladelseskampagne ”Free Dawit”, befri Dawit. Det svenske medieudgiverforbund og mange af dets medlemmer har også deltaget aktivt i indsatsen for at få ham fri.

I et af de sidste åbne breve, der blev offentliggjort, før avisen Setit blev gjort endegyldigt tavs, erklærede avisen: ”Folk kan udholde sult og andre problemer i lang tid. Men de kan ikke udholde fraværet af et godt styre og retfærdighed.”

Jeg vil nu bede Esayas Isaak om at træde frem og modtage The Golden Pen of Freedom 2011 på vegne af sin bror, Dawit Isaak.

Oversat fra engelsk af Sara Høyrup

EKSTERNT LINK: Tidligere modtagere af The Goden Pen of Freedom

EKSTERNT LINK: World Editors Forum

EKSTERNT LINK: Læs mere om The Golden Pen of Freedon-prisen her