Sorgen i livets efterår

Sociologerne mener, at mange – både efterladte og de mennesker, der møder den efterladte – reagerer som i denne artikels indledning, for at vi bedre kan forstå døden.

”Når man hører, at et andet menneske har mistet, spørger man som noget af det første om, hvor gammel vedkommende blev. Det gør vi uden at tænke over det. Ikke fordi vi er hensynsløse, men ved at få sat alder på kan vi bedre kategorisere tabet og dermed bedre forstå det. Så bliver det også meget mere meningsfyldt for os,” forklarer Sidse Schoubye Andersen.

Også de ældre selv reagerer på denne måde. Ved at fokusere på positive forhold som for eksempel afdødes alder og de mange år, man har haft sammen, finder man en måde at håndtere følelserne på, så den ældre kan leve med sorgen.

Udfordringen for dem, der møder den ældre, er, at de ikke på grund af den afdødes høje alder negligerer sorgen.

Det er forventeligt at dø, når man er gammel, men ifølge Rikke Nøhr Brünner og Sidse Schoubye Andersen skal man anerkende sorgen hos de ældre ved at indse, at et tab er smerteligt, og chokket over døden er lige så stort, når man er 90 år, som når man er 45 år.

Det gælder også, selvom den afdøde har været syg i længere tid. Måske man endda kan tale om, at et dødsfald i en høj alder er et større brud.

”Nutidens generation af ældre mødte ofte deres partner i en meget ung alder. Dermed har de også udviklet en stor del af deres identitet sammen, og derfor kan det også være sværere lige pludselig at stå alene,” siger Sidse Schoubye Andersen.

Hun peger samtidig på, at tab i alderdommen er svært, for mange centrale identitetsfaktorer er ikke længere til stede. Ofte er ældre stoppet med at arbejde, man er måske flyttet fra det sted, man har boet størstedelen af sit liv, nogle har allerede mistet venner og familiemedlemmer og flere har nedsat funktionsevne, så de heller ikke på samme måde kan komme rundt.

Sorgen bliver ikke nemmere, når den ledsages af forskellige typer tab, for ”hvem er jeg nu, når jeg ikke længere er min mands kone?”, påpeger Sidse Schoubye Andersen

Ifølge Jorit Tellervo, sygeplejerske og projektlederen bag projektet ”Når to bliver til én”, er ældres sorg en andenrangs sorg, fordi den bliver set på som noget uberettiget. For man forventer, at ældre med deres lange livserfaring har lært at overkomme sorg. Det siger hun efter at have undersøgt den opfølgende indsats over for ældre, der har mistet.

Projektet har blandt andet kortlagt, hvor mange tilbud der er til efterladte i fem udvalgte kommuner. Det kan for eksempel være sorggrupper, hvor efterladte mødes for at tale sammen om deres tab.

Deraf kan Jorit Tellervo konkludere, at der er meget få tilbud, i forhold til hvor mange efterladte der er. Men i arbejdet fik hun specielt mange positive tilkendegivelser fra præster, der gerne vil styrke indsatsen for de ældre efterladte.

Sognepræst i Kirke Eskilstrup og Soderup Sogn i Nordvestsjælland Lise Trap er en af dem, som allerede har en sorggruppe. Den blev startet for to år siden for folk i alle aldre. Ifølge Lise Trap er der brug for, at vi agter ældre menneskers sorg, også selvom ”vi i det hele taget har svært ved at tale om sorg”.

I en sorggruppe i en kirke er der også en ekstra dimension.

”Kirken kan fortælle om håbet om, at døden ikke er det sidste,” siger Lise Trap og fortsætter:

”I vores gruppe taler vi om Gud og tro, ligesom vi taler om at komme på kirkegården, og hvordan det er de første gange at gå til middagsselskaber alene.”

Lise Trap har tidligere skrevet bogen ”Sorgen – den dybeste ære glæden kan få” blandt andet om tabet af sin 20-årige søn for fire år siden. Hun medvirker også i bogudgivelsen fra Palliativt Videncenter, hvor hun fortæller følgende:

”Som præst er jeg ofte i kontakt med ældre, der har mistet, og mange i de sogne, hvor jeg er præst, ved, at jeg selv har mistet et barn. Når de så til begravelsessamtalen giver udtryk for, hvor ulykkelige de er, sker det undertiden, at de pludselig afbryder sig selv og siger, at det jo ingenting er ved siden af det, jeg har oplevet.”

Men sådan giver det ikke mening at se på døden, for sorg kan ikke sammenlignes, og den kan ikke gradbøjes, lyder det fra Lise Trap.

”Et er mit liv, noget andet er deres liv. Men vi skal ikke nedskrive os selv ved at sammenligne os med andre. Folk tager ikke sig selv og deres egen sorg alvorligt, når de sammenligner sig med mig og min sorg. Jeg kunne jo sige det samme til folk, der har mistet flere børn end mig,” siger hun.

”Selvfølgelig er der noget mere naturligt i, at et ældre menneske dør, end at et ungt gør det. Men det, at noget er naturligt, er ikke ensbetydende med, at vi er indforstået med det. At et ældre menneske dør, er for så vidt naturligt, men ikke dermed let for ægtefællen. Der laver vi en forkert kobling.”

Noget af det, som kan være svært for den ældre at tackle, er familiens, vennernes og andres reaktion på dødsfaldet.

”For børn, venner og naboer er situationen en helt anden end for den ældre. De savner også den efterladte, men det er ikke deres liv og hverdag, der er totalt forandret. Derfor går der også sjældent lang tid, før omgivelserne begynder at presse på for at få den efterladte til at blive ’normal’ igen.

Af den, der er tilbage, kan det let opfattes som et pres og som andres ønske om, at man skal glemme den, man elskede – og stadig elsker, selvom han eller hun er død.”

En kvinde, der har mistet sin mand, sagde for eksempel til Lise Trap:

”Man taler jo om, at to bliver til en. Det er ikke rigtigt. To bliver til en halv.”

Sognepræsten udlægger den reaktion på følgende måde:

”Man var jo ikke bare to mennesker, der levede side om side. Man var en del af hinandens liv. En del af hinanden. ’De to skal blive et kød’, hedder det i kirkens vielsesritual. Det hele andet menneske forsvinder, men samtidig forsvinder den del af en selv, der altid var i dialog med den anden.”

Mennesker oppe i alderen, som mister, har ofte ikke kun mistet for eksempel deres ægtefælle, men også flere venner, og det kan derfor være en stor mundfuld at skulle skabe nye relationer, som også kan bære tårer og sorg.

En af dem, der har oplevet det, er 85-årige Siv Landerslev. I 2008 mistede hun sin mand.

Hun siger hver morgen godmorgen og hver aften godnat til billedet af sin mand, Ulf Landerslev, i reolen. Det samme gør hun til sin datter, der for få år siden også døde.

”Jeg snakker med dem og fortæller især Ulf, hvad jeg foretager mig. Jeg kan ikke slippe de mennesker, som jeg har i mit hjerte. Hver dag talte jeg med Ulf om Christina, men da jeg mistede Ulf, mistede jeg Christina igen,” siger hun.

Jorit Tellervo fra Palliativt Videncenter peger på, at udenlandske undersøgelser har vist, at den afdødes nærvær for en ældre enke eller enkemand er meget betydningsfuldt.

”Det kan ske, ved at den afdøde lever med i hverdagen, så den ældre kan føre samtaler med vedkommende. Det kan også gøres ved, at man bibeholder ritualer, som har noget med den afdøde at gøre. En ting er, at et menneske fysisk dør, men for folk, der har levet sammen i 50 år eller mere, så dør man ikke psykisk eller åndeligt,” forklarer hun.

Efter tabet af sin mand fik Siv Landerslev det, som fagfolk kalder en kompliceret sorg. For hende betød det, at hun fik søvnbesvær, en indre sitren og koncentrationsbesvær, som gør, at hun har svært ved at udrette noget. Det er hun nu i behandling for.

Fortsætter næste side

En sorggruppe har også været med til at hjælpe Siv Landerslev. Før hun fik tilbud om en sådan, havde hun svært ved at tale med andre mennesker om tabet af sin mand. For selvom hendes familie er ”meget betænksomme”, er det ikke alt, Siv Landerslev kan tale med dem om.

”Man vil skåne sine nærmeste. Og jeg har derfor ikke lyst til at græde sammen med min søn. De skal ikke også have den byrde at se mig være ked af det,” siger hun og forklarer, at hun på trods af tabet af sin mand og datter jo fortsat er mor for sin voksne søn og mormor, farmor og oldemor for sine børnebørn og oldebørn.

”I sorggruppen kan jeg bedre give udtryk for min sorg. Der kan jeg græde, hvis jeg har lyst til det. De forstår mig, for de har også mistet,” siger hun.

En såkaldt sorghandleplan kan være med til at sikre det, som Siv Landerslev efterspurgte, før hun gennem en sygeplejerske kom i kontakt med en sorggruppe. Med planen lægges der et forløb, så der tages hånd om de efterladte fra dødstidspunktet med opfølgende samtaler og tilbud om sorgstøtte for at forebygge mistrivsel, ensomhed og selvmord.

Sorghandleplanen giver også mulighed for, at der kan aftales et tidspunkt, hvor lægen og plejepersonalet, der behandlede den afdøde, kan fortælle om den sidste tid. Eksempelvis kan man få afklaret, om den afdøde fik nok smertestillende medicin, og få svar på andre spørgsmål som de efterladte har brug for at høre i sorgprocessen. Palliativt Videncenter har i projektperioden afdækket i hvor høj grad sorghandleplanerne bruges.

Redskabet bruges flittigt i palliative enheder som for eksempel hospicer, men konklusionen i projektet er, at sorghandleplaner anvendes meget få steder uden for de palliative enheder, og dermed får få glæde af indsatsen. Hvert år dør cirka 55.000 mennesker i Danmark, og af dem var det kun omkring 4500, der i 2010 døde på hospice eller en palliativ enhed.

”Under 10 procent af landets plejehjem, hjemmeplejeenheder eller hospitaler har en sorghandleplan for at støtte ældre i sorg,” siger Jorit Tellervo og fortsætter:

”Når der ikke er en koordineret indsats i forhold til den ældre, beror hjælpen på tilfældige initiativer fra den omsorgsperson, ældre mennesker møder. Det betyder en ustabil støtte og manglende professionalisme.”

Projektet ”Når to bliver til én” bygger blandt andet på et undervisningsforløb for fagpersoner, som Palliativt Videncenter nu søger fondsstøtte til for at kunne gøre det landsdækkende.

150 personer har indtil videre gennemgået forløbet med henblik på at indføre sorghandleplaner i deres arbejde. 147 har meldt positivt tilbage og fremvist de sorghandleplaner, som de alle har taget i brug.