Gauguins eksotiske paradis

Men værket er også symbol på myten om Gauguin, for selvom han påstod det, så var det ikke autentisk. Motivet er hentet fra et fotografi fra Verdensudstillingen i Paris i 1889.

Det var her, han mødte ”negerhytter” og polynesiske kultgenstande. Allerede i 1884-1885 var han i København og så oldtidsfund, hvilket også kan have hjulpet ham på vej i hans forsøg på at kappe båndene til både livsstil og kunststilen i det, han opfattede som det fortabte og dekadente Europa. Gauguin opgav sit borgerlige liv, sin karriere som børsmægler, for en usikker fremtid i kunstens navn. Han forlod sin danske kone og deres fem børn. Han flygtede først fra Paris til Bretagne og forlod langsomt impressionismen, han var rundet af, de små penselstrøg og skildringen af den store natur. Gauguin betragtes som en af den europæiske symbolismes hovedskikkelser og som en af de vigtigste banebrydere for 1900-tallets modernisme.

”Han var dybt optaget af folkekunst og alt fra overtro, mysticisme og religion. Han havde en dyb længsel efter den hårde natur. Drømmen blev så markant, at midlet var ham ligegyldigt. Han blandede symboler og motiver fra Bretagne, Java og Polynesien i et væld. Det var effekten, der betød noget,” fortæller museumsdirektør Flemming Friborg.

Gauguin malede ekspressivt med store armbevægelser og vilde farver. Det var det jordiske paradis, han ville afspejle i sin kunst.

Han kom helt tæt på de indfødte kvinder og placerede dem i det den vilde natur, nøgne eller i originale klæder, selvom de blev tvunget af deres koloniherrer til at bære missionærkjoler. Han malede den uspolerede kultur og natur, selvom øerne var industrialiseret med oplyste veje og fabrikker.

Han satte ting og steder sammen, som slet ikke fandtes. Alt det, han havde læst om og længtes efter, var væk. Hans malerier blev i stedet endnu vildere, tonerne kraftigere, palmebladene mere dekorative end naturalistiske. Han designede sin egen virkelighed med for eksempel offerhandlinger, der på det tidspunkt var totalt forbudt, og bevægede sig endnu længere væk fra impressionisterne.

For at forstå Gauguins drøm introducerer Glyptoteket også den polynesiske kultur med kultstatuer, træskrin, tatoveringer, figurer og genstande fra Polynesien fulgt af oplysninger om tidens kolonisering og indfødte befolkning. Gauguin opbyggede sin egen mytologiske verden og stjal med arme og ben og brugte motiverne i sine skulpturer og billeder, fortæller Flemming Friborg.

”Hans kunstneriske eventyr var indbegrebet af en romantisk forestilling om paradiset, Shangri-La, på den anden side af oceanet. Det er myten om manden, der opgav det hele og malede store ting på vej ned i afgrunden. Og denne forestilling fik medvind og kom til at præge eftertiden. Gauguin var en pioner på den måde, og han vendte hjem med fantastiske skatte, som verden aldrig havde set. Han slog en pæl i jorden, hvorfra der udgik kraftringe i kunsten,” fastslår Flemming Friborg.

Den store heltemodtagelse modtog Gauguin dog aldrig hjemme i Frankrig. Det blev endnu en skuffelse. Hans udstillinger blev en fiasko. Folk forstod ikke det fremmede og eksotiske.

Han flygtede igen til Bretagne, fattig og uden penge nok til at vende tilbage til sine elskede øer. Gauguin fik dog samlet 500 franc, nok til en sidste rejse. Flere af hans sidste værker blev malet på groft sækkelærred, og kvaliteten svinger. Han døde i 1903 på øen Hiva Oa på Marquesasøerne og blev begravet af sin fjende, biskop Martin, i jorden ved den katolske kirke, Gauguin havde afsværget.