Jerusalem er en af stridens kerner i Mellemøsten, men der er heldigvis også kræfter, der arbejder på forsoning, fremgår det tydeligt af bogen. Her er det en palæstinensisk kvinde, der beder foran Klippemoskéen i byen.–
- Rula Halawani/Reuters/Scanpix.
kristian Østergaard |
14. oktober 2011
Fremragende bog om konflikten i Mellemøsten, hvor jøder og palæstinensere fortæller om hinanden
Jeg havde en engang en frisør, som forklarede mig, at der var to ting, han undlod at drøfte med sine kunder – politik og religion.
Og selvom han med stor forkærlighed kredsede om netop disse temaer, mens hårtotterne dalede ned på gulvet, havde frisøren ret i, at diskussion af religion og politik nemt kan resultere i kundeflugt og konflikt.
LÆS OGSÅ: Den store brobyggerKonsekvenserne er som bekendt endnu større i Mellemøsten, men Jørgen Hedager Nielsens nye bog om dette tema omvurderer mange forhold og sætter endnu flere på plads.
Bogen beretter om organisationen Musalaha, der blev stiftet for en snes år siden, hvor jøder og palæstinensere mødes i troen på Jesus Kristus, men uden nogen fælles politisk dagsorden.
Her er man forenet i fælles frygt og fælles håb og derfor også fælles om ansvaret, eller som det hedder efter en episode, hvor bølgerne gik højt: ”Er vi i stand til at holde sammen, når det bliver virkelig svært? Og ja, det kunne vi. Det krævede mod, men vi kunne.”
Der er sammenlagt kun 10 procent kristne i denne del af Mellemøsten, og bogen leverer en del af forklaringen på hvorfor. En muslimsk kvinde blev gjort arveløs, da hun blev kristen, men som hun fortæller bogens forfatter:
”Det gør heller ikke noget. Vi har den bedste arv, man kan tænke sig, og den kan ingen tage fra os.”
Mange af de interviewede har også oplevet at løbe ind i en haglbyge af faste og præfabrikerede beskyldninger mod kristendommen, ligesom bogen rummer adskillige eksempler på, hvad der sker, når man tegner modparten med horn i panden og lang hale.
I selve organisationen Musalaha er man politisk meget uenige, men man diskuterer med hinanden som kristne brødre og søstre. Der er palæstinensere, som beskriver opførelsen af sikkerhedsmuren i Israel som det skær, hvor deres fredspolitiske forhåbninger led skibbrud. Og der er jøder, som peger på, at det er islam, som er skyld i hele den mellemøstlige misere.
Men det opmuntrende perspektiv i Hedagers bog er, at kristendommen viser sig at kunne bygge bro mellem endog meget uenige gemytter, fordi Jesus Kristus er meningen og midtpunktet for såvel israelere som palæstinensere i Musalaha.
”Forsoning i kløfternes land” er 18 interview med mennesker, for hvem der virkelig står noget på spil, og som derfor har opgivet den analytiske tilskuerposition.
De magter både at kunne sondre i åndelige forhold og selv være engageret i dem, og bogen vidner på overbevisende vis om det fredsskabende potentiale, kristendommen indeholder, og det fællesskab, der kommer ud af at kunne mødes i denne tro. Ja, arbejdet i Musalaha anskueliggør for så vidt Paulus’ kendte ord fra Galaterbrevet:
”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus.”
Jørgen Hedager Nielsen: Forsoning i kløfternes land. Atten palæstinensere og jøder fortæller om deres forhold til den anden side. 234 sider. 250 kroner. Fokal.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad