Sorgen har ikke en udløbsdato

På dørskiltet står der fortsat Anne Marie og Svend Scharnweber, selvom det i august var et år siden, at Svend Scharnweber døde som 76-årig. ”Jeg synes, det er hyggeligt, at det står der. For for mig er Svend her jo stadig,” siger Anne Marie Scharnweber.

LÆS OGSÅ: Hjælp på vej til ældre i sorg

Oppe i lejligheden er der udsigt ud over gravstederne på Holmens Kirkegård, og Anne Marie Scharnweber kan på den måde se over til Svends grav. På trods af det kan hun fortsat føle, at Svend er i deres lejlighed. Det fortæller hun, mens hun peger på en tom plads i den gule sofa i stuen, hvor hun nogle gange kan tage sig selv i at tænke, at han sidder.

Nu, et år efter hans død, tænker hun tilbage på tiden efter, at hun mistede Svend. Alt det praktiske omkring begravelsen og papirarbejdet fik hun ordnet med hjælp fra familie og venner, og det var der ifølge hende selv god brug for.

”Man trænger til hjælp og støtte i sådan en situation, for jeg var i en form for choktilstand og kunne på det tidspunkt ikke tænke klart,” husker 77-årige Anne Marie Scharnweber.

Hun følte imidlertid ikke, at hendes omgivelser virkelig forstod hende, og det præger hende endnu.

”Det gør meget ondt, og det er meget hårdt, at jeg ikke fik nogen hjælp fra sygehuset, efter at jeg kom hjem. Jeg følte mig meget alene, selvom jeg da har pårørende. Jeg talte med venner og familie, men efter et stykke tid kunne jeg godt mærke, at de begyndte at tænke: ’Nu må hun også se at komme videre’.”

Hendes råd til andre, der har mistet, er, at man ikke skal gå derhjemme og ruge over tabet.