Fra rodløs til regeringsmedlem

Manu Sareen er stærkt påvirket af sine forældres religiøse tolerance, men har også haft andre rollemodeller i livet

Danmarks nye radikale kirkeminister kunne være endt i kriminalstatistikken, men nu sidder 44-årige Manu Sareen i stedet som politisk leder for folkekirken. Den første indvandrer på den post, hvilket har givet noget larm i kirkegaden.

LÆS OGSÅ: Kirkeminister: Homovielser til foråret

Men også håb om mangfoldighed, tolerance og nye øjne i det ministerium, som har skiftet navn til Ministeriet for ligestilling og kirke.

Og den flotte karriere gennem systemet kan Manu Sareen ikke mindst takke sine forældres opdragelsesprincipper for.

Manu Sareen er født i Indien, i Punjab-provinsen, som blev delt mellem Pakistan og Indien i 1947, hvor også Pakistan blev en selvstændig stat. Opdelingen var, siger Sareen selv, en skygge over hans familiehistorie, fordi så mange muslimer og hinduer blev dræbt i den anledning.

Den nye kirkeminister husker ikke meget fra sin tidlige barndom. Hans far flyttede familien til Danmark i 1971, hvor faderen, Satish Sareen, først havde prøvet lykken i Tyskland og senere flyttede til København.

På trods af generationers sår efter Punjabs deling fortæller Manu Sareen, at han er opdraget til at behandle alle religioner lige.

”Min far sagde altid, at religion er som floder. Floder har forskellige navne, men munder alle ud i havet. Ligesom religioner har forskellige udgangspunkter, men alle ender i Gud.”

Hinduismen har ikke fyldt voldsomt meget i den nye kirkeministers liv.

”Alle mennesker har brug for at bede i smukke omgivelser, men vi samledes i private stuer. Og som jeg husker det, så var det ikke højtideligheden, jeg gik op i, men legen og maden.”

For 10 år siden blev han døbt i Marmorkirken i København med alle de nære venner som vidner.

”Jeg har en meget god ven, som er præst. Da han læste teologi i 1990’erne, læste jeg selv Det Nye Testamente, og det fik noget til at falde på plads i mig. Det er noget af det smukkeste, jeg har læst. Til gengæld opgav jeg Det Gamle Testamente. Det var for indviklet, men jeg har læst det siden,” siger han.

Det er ikke, fordi Manu Sareen i dag går meget i kirke, men det sker. Og det er ikke længe siden, han truede med at melde sig ud på grund af den kirkelige modstand mod at vie homoseksuelle i kirken.

Det fik i denne uges Religionsrapporten på P1 generalsekretær i Det Danske Bibelselskab Morten Thomsen Højsgaard til at konkludere, at kirkeminister Manu Sareen ligner alle andre folkekirkemedlemmer: Han eller hun bliver sur over et eller andet i kirken, sværger at melde sig ud, men gør det ikke alligevel.

Til gengæld får Manu Sareen nu den overmåde vanskelige opgave at introducere vielse af homoseksuelle i kirken. Det kommer næppe til at gå stille af.

Religiøst beskriver han sig selv som søgende og tvivlende.

”Da min mor døde for to år siden, var jeg virkelig misundelig på de mennesker, som tror så inderligt, at de kan se en mening med dødsfald. Jeg ville ønske, jeg kunne tro på samme måde, men det kan jeg ikke.”

Selv er han er mest bange for at dø, inden hans tre børn er blevet voksne.

I Manu Sareens ungdomsår stod det langtfra skrevet i stjernerne, at han ville ende som minister. Han forlod folkeskolen uden de store skrive- og læsefærdigheder. Og fordrev tiden med æblerov, hængen ud med vennerne, hvor de blandt andet hoppede på kørende tog på de københavnske havneområder og mange andre ting, som næppe leder til store stillinger.

”Hvis jeg havde gået i folkeskolen i dag, havde jeg nok fået en diagnose, for jeg kunne bare ikke sidde stille. Jeg havde virkelig ild i r….!”.

Han blev smidt ud af gymnasiet efter to år, fordi kærlighed trak mere end kundskaber, og han opgav også efterfølgende en HF-eksamen.

Til gengæld levede han det søde ungdomsliv med vin, kvinder og hash – og adskiller sig fra den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton ved at indrømme, at han inhalerede.

”Jeg havde det nemmere i min ungdom end de muslimske unge, der stilles over for meget mere kontrol,” har han tidligere sagt.

”For hvis man ikke deltager i ungdomslivet, hvad angår fester og lignende, så bliver man på en måde ekskluderet af gruppen.”

Ikke at Manu Sareens forældre ikke prøvede.

”Der er noget, forældre godt ved, og der er også noget, de ikke ved. Jeg gik til grænserne, men sjældent helt over. Mine forældre gav mig et godt moralsk kompas i livet,” siger han.

Forældrene kunne dog ikke hjælpe meget med lektierne. Dansk grammatik var dem fremmed, og derudover knoklede de begge med to tøjbutikker – faderen tidligere på to fabrikker på samme tid – for at deres to børn kunne få en fremtid i Danmark.

”Det er den største gave, de har givet mig: at flytte fra Indien for at jeg kunne få et godt liv.”

En anden gave, forældrene har givet videre til både Manu og hans søster, Sabeena, er den indiske driftighed og dristighed, og at man skal opføre sig ordentligt.

For at komme ud af ungdomsmiljøet igen tog han på dannelsesrejse til Indien. Sit fødeland besøger han tit, ofte alene. Og når der er gået et stykke tid, har han fået Indien nok og sværger aldrig at komme tilbage. Men når der er gået endnu en tid, bryder han løftet til sig selv igen. Og igen.

Manu Sareen har også andre rollemodeller end forældrene. Blandt andet den tidligere håndboldspiller Morten Stig Christensen, nu direktør i Dansk Håndbold Forbund, som også boede på Amager, hvor Manu Sareen selv spillede håndbold.

”Ham spejlede jeg mig i,” siger han.

Og så fik Manu Sareen en kæreste fra en meget litterært interesseret familie. Pigens far især, filminstruktør Morten Henriksen, dannede ham som menneske. Og han tog også Manu Sareen med til Indien på filmoptagelser.

”Jeg var ikke noget ’projekt’ for dem, men blev på en eller anden måde et helt menneske i den store families selskab,” har han fortalt til bladet Skolebiblioteket.

Og i dag udleves Manu Sareens vildskab i Iqbal Farooq, hovedpersonen i de foreløbig seks prisbelønnede børnebøger, han indtil videre har skrevet.

Manu Sareen er blevet en pæn mand og en ordentlig mand – næsten for tilpasset, mener flere tidligere politiske kolleger i Københavns Borgerrepræsentation, hvor han sad fra 2002 til regeringsskiftet i år.

Efter burgerbarer og andre småjob begyndte Manu Sareen at arbejde med børn. Det var han modsat i skolen rigtig god til, så i 1996 kunne han springe ud som socialpædagog. Ambitionen var at arbejde med børn med vanskeligheder.

Men det blev til en karriere, der har cirklet om indvandrerbørn og indvandrerkvinder i vanskeligheder. Derfor uddannede han sig også i 2003 til konfliktmægler – et ikke ueffent talent at besidde, når man skal bilægge uoverensstemmelserne i den danske folkekirke.

Sin hustru mødte han på Kofoeds Skole i 1995. Han arbejdede i ungdomsafdelingen, og Anya, som er sundhedsplejerske, var vikar. Seks måneder senere blev de hemmeligt gift på rådhuset, for Manu Sareen mener ikke, at der er meget religiøst i et bryllup, hverken i kirken eller i et hindutempel. Desforuden ville han gerne undgå kravet om et indisk bryllup med 1500 gæster.

Den politiske karriere begyndte som for mange andre: Manu Sareen blev sur over nedskæringer i børnenes daginstitutioner. Han blev også kontaktet af Naser Khader, tidligere folketingsmedlem for De Konservative. Det var Khader, der opfordrede ham til at stille op. Det lykkedes, og siden 2002 har han været medlem af Københavns Borgerrepræsentation.

Politiker-genet har han også fra sin farmor, der var involveret i indisk politik.

Egentlig var han først SF’er, men kun i 14 dage, for det parti gad ikke integrationsarbejdet, siger han. Derfor endte han hos De Radikale.

Han er ikke meget for slips og jakkesæt, men påklædningen er dog mere stilig i dag end tidligere, hvor han var kendt for murerskjorter og ørering.

Folketinget var ikke fremmed for ham, da han med et flot personligt stemmetal blev valgt ind i september i år. Han har vikarieret for Lone Dybkjær siden januar.

Flere af Borgerrepræsentationens medlemmer har en fornemmelse af, at Manu Sareen hele tiden har haft næsen rettet mod landspolitik. Det har blandt andet afspejlet sig i mindre hyppig deltagelse i udvalgsarbejde, en kritik, der kommer fra både partifæller og opposition.

Andre partifæller er af en helt anden opfattelse:

”Der er to slags politikere: Dem, der graver sig ned i alle rapporter, og dem, der bruger politik som en lederuddannelse.

Manu er af den sidste slags. Og hvor andre politikere henviser til, at der står sådan på side 40 i en forskningsrapport, så argumenterer Manu følelsesmæssigt og med henvisning til det levede liv ude i virkeligheden,” hedder det.

Der er til gengæld ingen uenighed om, at Manu Sareen er et følelsesmenneske.

”Han har ikke is i maven. Han har softice i maven,” siger en partifælle.

Det kan være både godt og skidt. ”For der er ingen tvivl om, at når Manu skal træffe hårde beslutninger – og det kan han godt – så er det ikke noget, han er upåvirket af. Det berører ham meget.”

En anden tilføjer, at Borgerrepræsentationens medlemmer på et tidspunkt var på et seminar, som blandt andet handlede om, hvilken type politiker medlemmerne kunne genkende sig i. Her var Manu Sareen, partifællen Klaus Bondam og Martin Geertsen fra Venstre de eneste tre, der gik over i den røde ring: Der, hvor følelserne regerer.

”Måske,” siger en partifælle, ”er det sådan, at de fleste medlemmer af Borgerrepræsentationen er anonyme. Manu er en stjerne, der bliver stoppet af folk på gaden og ofte bedt om en autograf. Det falder nok ikke alle kolleger lige let, at han er så kendt.”

Manu Sareen – hvis fornavn betyder ”det første menneske” og også var navnet på Tarzans abe, hvilket han ikke fandt morsomt som barn – har mange jern i ilden. Forfatter, politiker, far, ægtemand, konfliktmægler og nu også minister for ligestilling og kirke.

I valgkampen måtte han bede hustruen om tilgivelse flere gange for blandt andet udeblivelse fra et forældremøde på børnenes skole.

Men ellers er han en moderne familiefar til de to drenge og en pige, hvoraf den yngste er seks år. Det siges dog om ham, at hans nagelfaste tro på ligestilling ophørte, da der for år tilbage stadig var bleskift på programmet.

Han mener heller ikke, at mænd er blevet ”til piger” af at tage del i husarbejde og madlavning.

Maskuliniteten, siger han, leves ud på drengeture med gamle venner.

På grund af travlheden får han mindre og mindre social tid – og ikke mindst alenetid.

”Derfor var den bedste time i sidste uge også, at jeg gik alene fra Kirkeministeriet til Magasin for at købe en creme. Det var fantastisk!”, siger han.

Og nu skal han så i gang med ligestillingsarbejdet i forhold til vielse af homoseksuelle i kirkerne – og eventuelt også i de andre trossamfund.

I 2003 blev daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) udnævnt som ”Årets laks” for at sige, at han personligt mente, at bøsser og lesbiske burde kunne vies i kirkerne. Det udløste en heftig debat om, hvorvidt statsministre kunne udtale sig som privatpersoner.

Manu Sareen har sit mandat i orden. Både i regeringsgrundlaget og hos et flertal i befolkningen.

Nu afventes den kirkelige reaktion på et forventeligt kommende lovforslag.