Gud er inden for rækkevidde

Vi sidder ved spisebordet i det charmerende stuehus i Svallerup syd for Kalundborg, som han deler med hustruen Ann Kirstin Pedersen. I haven blæser bladene i vinden og familiens katte betragter afslappet efterårets fremadskriden.

Engang var den gulkalkede gård med den store have sognets største, men i dag er den en rummelig bolig, hvor professoren har kunnet omdanne en gammel stald til det rummelige studereværelse, han i mange år drømte om.

I det store rum står de bøger, som han har brugt i sin forskning, hvor middelalderen har været i centrum. Studereværelset planlægger han også at bruge flittigt i de kommende år. Hans forskning og liv hænger sammen, så selvom han bliver pensioneret, vil han videreføre en del af sit arbejde.

En af nøglerne til Brian Patrick McGuires liv er Anselm af Canterbury, som levede fra 1033 til 1109. Havde det ikke været for mødet med Anselm af Canterbury for mere end 40 år siden, havde Brian Patrick McGuire opgivet sin løbebane som historiker.

Han er født og opvokset i USA og efter at have studeret på University of California i Berkeley fik han et legat, som i 1968 bragte ham til England. Den unge McGuire blev indskrevet på det prestigefyldte universitet i Oxford, hvor han fik middelalderhistorikeren R.W. Southern som vejleder.

Legatet gav ham et fuldt finansieret toårigt ophold i England, men han var tæt på at afbryde den akademisk karriere og pakke sine ejendele sammen for at rejse tilbage til USA.

”Jeg var inspireret af den socialt indignerede ånd fra 1968 og ville gerne gøre noget nyttigt for andre, så jeg tænkte, at jeg skulle rejse hjem og blive lærer blandt fattige i Californien. Jeg delte mine tanker med Southern, som satte mig til at arbejde med Anselms værk ’Hvorfor Gud blev menneske’. Southern åbnede den store europæiske middelalder for mig og gav mig muligheden for at sammenkæde mit faglige engagement med dybere lag i min bevidsthed,” siger han.

Arbejdet med først og fremmest Anselm af Canterbury skulle med tiden åbne en vej for Brian Patrick McGuire, hvor han kunne finde tilbage til kristendommen, som han havde vendt ryggen som ung.

I studereværelset hænger et sort-hvidt familiebillede fra 1950’erne: Mor og far omgivet af smilende børn klædt i søndagstøjet. Billedet er taget i det, som Brian Patrick McGuire beskriver som sit ”katolske paradis” – et irsk-italiensk sogn i forstaden Oakland ved San Francisco i Californien.

”Jeg havde en tryg barndom i en katolsk verden, som var en slags middelalder, hvor Gud var i sin himmel, præsten var i sin bolig, og gode søstre underviste mig. Jeg blev opfordret til at søge viden, men også til at tjene kirken. Jeg var spejder og messedreng og følte en tryghed i den verden, som jeg aldrig har følt siden. Mit lille paradis gik i opløsning i 60’erne, hvor mine forældre blev skilt. Vi havde ellers været en katolsk mønsterfamilie med ni børn. Jeg havde altid følt mig ønsket og værdsat, og jeg tænkte, at det, mine forældre havde skabt, var efterstræbelsesværdigt. Skilsmissen var en skamplet, og min mor blev meget bitter, min far var ulykkelig, og bruddet kom til at præge flere af mine søskende som et traume,” siger han.

”Min redning var, at jeg kom til at bo hos min spejderleder, som var ungkarl og et meget generøst menneske, der blev min åndelige mentor. Han åbnede sit hjem for mig, og her boede jeg, mens jeg læste på Berkeley.

Men skiftet fra den trygge katolske verden til Berkeley var overvældende, og meget i mig ønskede at komme væk fra det politisk aktive studentermiljø. Men jeg vidste også, at jeg ikke længere kunne vende tilbage til den katolske verden.

Jeg kunne ikke acceptere kirkens autoritative rolle og dens absolutte viden om, hvordan mennesker skulle opføre sig. Jeg fjernede mig fra den institutionelle kirke, og i næsten 20 år indtog jeg ikke nadveren,” siger han.

Det var hans virke som middelalderhistoriker, som bragte ham i kontakt med den katolske verden igen. Et cistercienserkloster i USA inviterede ham til at komme og forelæse for munkene.

”Jeg var overrasket over, hvad de ville med en kætter som mig. Men samtidig var det et stort privilegium at kunne være i klostret og være med i deres andagtsliv. Sammen med munkene bad jeg Davidssalmerne fra Det Gamle Testamente og blev fuldstændig lamslået af den kraft, styrke og ægthed, som er i dem.”

”Jeg var kommet tilbage til min rødder og genoplevede den kristne tro og begyndte at bede igen og følte, at jeg tilhørte, hvad man kan kalde de helliges fællesskab, hvor levende og døde er forbundet med hinanden. Gennem en langsom proces genfandt jeg troens rødder og kilden til min barnetro.

I dag anser jeg mig selv som middelalderkristen. Jeg er medlem af den katolske kirke, men min kristendoms opfattelse bygger på den kristendom, som var i moderkirken,” siger han.

I de senere år har bøn fået en større betydning for ham. Både den personlige bøn og den fælles bøn. Han har netop været i Kalundborg for at hente en DAB radio, så han også efter 1. november kan lytte med, når DR sender morgenandagten fra Københavns Domkirke.

”At være kristen betyder, at man føler, at Jesus er ens herre og bror. I dag kan jeg se, hvor stor en gave det er. Når man føler sig svag og hjælpeløs, så er der en styrke i at kunne henvende sig til en personlig Gud. Det kristne budskab er, at Gud er inden for rækkevidde.

Jeg føler ikke, at jeg har genskabt den tillid til Gud, som jeg havde i min barndom, men jeg bekender med ordene fra Markusevangeliet ’jeg tror, hjælp min vantro’.

Man kan med et udskældt udsagn tale om kristen humanisme, hvor man bliver rigtig menneske gennem en gudserkendelse, hvor man finder sin menneskelige dimension og styrke ved at åbne sig for en kærlig Gud og hans søn. Den proces er central i mange af de middelalderlige bønner,” siger han.

Brian Patrick McGuire ser frem til, at han efter pensioneringen får mulighed for et længere ophold i et kloster, ligesom han glæder sig over muligheden for at holde flere foredrag. Men beslutningen om at gå af som professor er også forbundet med vemod.

”Det er nærmest ironisk, at jeg går af nu, hvor jeg mærker en stor åbenhed hos de studerende over for de kristne tekster. Religion bliver ikke længere blot anset for at være udtryk for en undertrykkende institution,” siger han.

Han slog sig ned i Danmark i 1971 sammen med sin danske ægtefælle og var meget forundret over det stolte og selvsikre folk, han mødte, hvor religion ikke var noget, man kunne tale om.

”Folk sagde: ’Jeg har min egen tro, basta.’ De første år tænkte jeg, at det nok ville blive anderledes, når jeg blev bedre til dansk, men det var ikke tilfældet. I dag er der sket et mentalitetsskift.

Det stærke, sikre og selvglade Danmark er gået i opløsning og erstattet af et mere velhavende, men samtidig splittet land, hvor religion er kommet i centrum, og det igen er blevet legitimt at se religion som udtryk for menneskers indre liv,” siger han.

Hans studerende på Roskilde Universitet skal blandt andet læse Matthæusevangeliet. For 10 år siden betragtede de studerende det generelt som en interessant litterær øvelse. I dag bemærker han, at de unge læser teksten som en eksistentiel oplevelse.

”Mange af de studerende er fra familier, hvor ingen har talt med dem om Gud eller Jesus, så kristendommen er uhyre eksotisk, og samtidig er de klar over, at den aktuelle globale dagsorden kræver, at man har en forståelse af kristendom, jødedom og islam,” siger han.

På dette tidspunkt i samtalen, finder han det passende igen at minde om, at han som professor aldrig har været ude på at omvende nogen, men han mener, at middelalderen kan være en kilde til indsigt også for moderne danskere.

”Hvis jeg omvender nogen til noget, så er det til at indse, at middelalderen er en tid med meget lys og oplysning. Det er ikke mit ønske at genskabe middelalderen, men perioden kan være et spejl, hvor vi kan se os selv, og bønnerne kan føre til en ny form for selverkendelse,” siger han.


Kristeligt Dagblad holder i november to møder for avisens læsere med Brian Patrick McGuire. Den 10. november på redaktionen i København og den 16. november på Diakonhøjskolen i Aarhus. Begge dage klokken 17.