At miste en livsledsager

Ligeledes er det godt nyt, at der kommer nye anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen til, hvordan ældre i sorg skal behandles. Det kan formentlig hjælpe de 15-20 procent af de æld­re, der oplever en ”kompliceret sorg”.

Men opgaven er ikke kun en samfundsopgave. Også mange ikke-professionelle har i dag øje for den efterladte i familien enten længere nede ad vejen eller på plejehjemmet. Der bliver lagt meget hjerte i disse relationer rundt omkring i Danmark, og må-ske bliver der brug for endnu flere hjerter fremover, for den nærmeste fremtid byder næppe på flere offentlige midler til omsorgsarbejdet.

På dette punkt – som i alle omsorgsforhold – minder de hårde økonomiske tider os om, at statens budget ikke bærer svaret på alle liv­ets genvordigheder.

Enhver, der støder på den efterladte ældre, holder en skæbne i sin hånd og må spørge sig selv, om ikke det kunne bli­ve til et besøg og en samtale i ny og næ.

For bare få generationer siden var der familiestrukturer, der gjorde det naturligt at være tættere på de efterladte. Men vor tids samlivsformer og arbejdskultur lægger snarere op til, at enhver er sig selv nærmest, og det i en gevaldig fart.

Netop disse vilkår stiller ekstra store krav til, at vi beslutter os for at finde tid­en og modet til at opsøge den efterladte og lytte til historierne om den ægtefælle, der var engang. AEM