Løftebrudsregeringen, kalder oppositionen den S-R-SF-regeringen. Hver dag bringer en ny historie om forslag fra S-SF-planerne Fair Forandring og Fair Løsning, som alligevel ikke bliver til noget.

De to partier forsvarer sig med, at de netop gjorde valget til en folkeafstemning om efterlønsordning, og den afstemning tabte de.

LÆS OGSÅ: Vælgerne tilgiver S og SF for løftebrud

Derudover er hovedforklaringen, dels at man har måttet bøje sig i forhandlingerne med Radikale Venstre, dels at man ikke vil bruge pengene, uden at de først er fundet et andet sted. Det er det såkaldte forsigtighedsprincip, som blev annonceret allerede i valgkampen.

Det med, at politikere skifter holdning, når de går fra at være i opposition til at få regeringsmagt, er dog slet ikke noget nyt. I valgkampen i 1966 udelukkede den socialdemokratiske statsminister, Jens Otto Krag, at han ville danne en regering udelukkende med støtte fra SF, men det gjorde han alligevel. Og sagde de berømte ord om, at ”man har et standpunkt, til man tager et nyt”.

Det samme havde Venstre og De Konservative i 1982. TV 2’s tidligere politiske redaktør Kaare R.Skou fortæller:

”Dengang var Anker Jørgensen fra Socialdemokratiet statsminister, og han forsøgte at få styr på økonomien ved at indføre en realrenteafgift på pensionsopsparinger. Men det kunne han ikke få flertal for, da Venstre og De Konservative tordnede imod forslaget, og så blev Anker Jørgensen væltet. Få uger senere var Poul Schlüter fra De Konservative blevet statsminister, og han gennemførte realrenteafgiften i næsten uændret form.”

Ifølge Kaare R. Skou blev der ”en vis surhed” over det blandt vælgerne, men Schlüter formåede at forklare sig ud af det, og firkløverregeringen fik et strålende valg to år senere.