|
14. oktober 2011
Europa-Parlamentet har vedtaget et forslag, der efter alt at dømme sikrer frivillige foreninger momsfritagelse
De frivillige foreninger herhjemme kan efter al sandsynlighed ånde lettet op og ikke frygte for fremtidig momsbetaling.
I går vedtog Europa-Parlamentet nemlig et forslag fra blandt andre Dan Jørgensen (S) og Anne E. Jensen (V) om, at frivillige foreninger i EU fremover kan fritages for at betale moms.
LÆS OGSÅ: Europaparlamentet redder danske frivillige”Det er meget, meget glædeligt, at Europa-Parlamentet i dag (i går, red.) godkender vores forslag,” siger Dan Jørgensen.
”Jeg har været ekstremt bekymret for situationen, fordi en dom fra kommissionen ville få fatale konsekvenser for mange danske foreninger,” siger han.
Ifølge gældende EU-momsregler må medlemsstater ikke fritage frivillige foreninger fra momsbetaling. Men den regel har vi længe set stort på herhjemme, og det har fået EU-Kommissionen til at lægge sag an mod Danmark.
En sag, som kan få store konsekvenser for frivillige over hele Danmark, hvis de pludselig bliver underlagt momsbetaling.
Det er ikke første gang, at EU-Kommissionen har lagt sag an mod Danmark. Det skete også med det danske forbud mod transfedt i fødevarer. Men da forbuddet fik medvind i Europa-Parlamentet, blev sagen droppet.
”En godkendelse i parlamentet sender et kraftigt signal til kommissionen,” siger Dan Jørgensen.
”Så i forhold til momsreglerne forventer jeg faktisk, at momsfritagelsen bliver skrevet ind i direktivet, når kommissionen senere på året kommer med en reform på området,” siger han.
I en rundspørge foretaget af Danmarks Idræts-Forbund, DIF, som 1400 foreninger har deltaget i, svarer en tredjedel, at en regelændring vil betyde flere arbejdstimer for de frivillige ledere i foreningen.
Og mere end hver femte forening (22 procent) vurderer, at det vil blive nødvendigt at hyre lønnet arbejdskraft til at lave momsregnskaberne.
Men ifølge Dan Jørgensen kan de mange frivillige oven på afstemningen i Europa-Parlamentet nu ånde lettet op.
”Den endelige kamp er jo ikke helt vundet, men jeg er sikker på at også kommissionssagen falder ud til Danmarks fordel,” siger han./ritzau/