Forsøg eventuelt med eksperimentet, at du skal flytte ud og ind af din bolig hver uge, mens dine børn er de fastboende. Og se så efter et par måneder, hvordan du har det med det, skriver lektor Lone Nørgaard om forældreansvarsloven
- colourbox.com
Lone Nørgaard |
15. oktober 2011
Politikerne tror, at de har sat barnet i centrum. Men faktum er, at de har sat den barnlige voksne i centrum, den forælder, der bare vil have sin ret på bekostning af barnet, skriver lektor Lone Nørgaard
Socialforskningsinstituttet er netop barslet med en ny rapport om konsekvenserne af Forældreansvarslovens tvungne fælles forældremyndighed og børn i deleordninger. Rapporten viser (surprise, surprise), at skilsmissebørn, der bor lige meget hos far og mor (den famøse syv-syv-ordning), har behov for, at forældrene samarbejder om at få barnets hverdag til at hænge sammen.
LÆS OGSÅ:Forældretab rammer skilsmissebørn ekstra hårdtDet er godt, at rapporten er blevet lavet, og den er bestemt ikke dårlig. Den er bare slet ikke tydelig nok i sine konklusioner. Skal den barske sandhed på bordet, så har (forvaltningen af) Forældreansvarsloven demonstreret, at dens rette betegnelse er Børnemishandlingsloven.
Kyniske og ligeglade håndlangere og ”børnesagkyndige” i statsforvaltningerne garanterer, at børn dels bliver udleveret til overvåget samvær med psykopater og drabsmænd, dels tvinges til at bo syv dage hos mor, syv hos far. Denne realitet pakkes alt for meget ind – og denne rapport vil derfor ikke give det nødvendige stød til, at loven laves om.
Politikerne tror, at de har sat barnet i centrum. Men faktum er, at de har sat den barnlige voksne i centrum, den forælder, der bare vil have sin ret på bekostning af barnet. Forældreansvarsloven har ikke styrket børns rettigheder, men altså voldsmænds og psykopaters. Den tidligere ordning var bedre, fordi tildelingen af eneforældermyndighed i højkonflikttilfældene gav den nødvendige ro for barnet. Frem for nu at smadre typisk mødrene – og dermed børnene.
Citat fra den britiske forfatter Fay Weldon: ”Og nu forventes det af os, at vi mødre er civiliserede og deler børnene, som om de var ejendele. Det er de ikke. De har følelser, og de lider også, for de forventes også at smile og smile, og det sker for alle deres venner, og er det ikke dejligt at have to hjem, men det er det bare ikke (…) Det at tage børnene fra moderen på den måde er ondt over for kvinder, og det er værre end at tvinge dem til at bære burka (…) Fædre har ikke de samme følelser for deres børn, som mødrene har, det må vi holde op med at bilde os selv ind. I deres beundringsværdige singletasking glemmer mænd deres børn – det gør kvinder ikke (…)”.
Som så ofte før lægger jeg mig i baghjul af forfatteren, der bedre end nogen har analyseret kønsforholdet. For at få den nødvendige luft til efterfølgende at gå i front i kampen mod et abstrakt og mere og mere absurd ligestillings- og rettighedsbegreb.
Jeg kan p.t. ikke rigtigt se anden løsning i forhold til overgreb på skilsmissebørn end i udgangspunktet at udstyre kvinder med moderskabsmyndighed. Ved skilsmisse burde det således være reglen, at børn under 15 år følger mor – medmindre selvfølgelig hun er uegnet på grund af stofmisbrug, alkoholisme, psykopati eller anden dårligdom, eller far og mor indbyrdes bliver enige om anden ordning.
Og vær forvisset om, I ordentlige og ansvarlige skilsmissefædre, at i de allerfleste tilfælde vil jeres ekskoner eller -kærester med taknemmelighed tage imod jeres tilbud om at bidrage til børneomsorgen. Men barnet skal bo fast ét sted – og mor er som hovedregel den bedste omsorgsgiver.
Forsøg eventuelt med eksperimentet, at du skal flytte ud og ind af din bolig hver uge, mens dine børn er de fastboende. Og se så efter et par måneder, hvordan du har det med det.
Lone Nørgaard,
lektor og cand.mag.,
Normasvej 39,
Frederiksberg
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad