Citat fra den britiske forfatter Fay Weldon: ”Og nu forventes det af os, at vi mødre er civiliserede og deler børnene, som om de var ejendele. Det er de ikke. De har følelser, og de lider også, for de forventes også at smile og smile, og det sker for alle deres venner, og er det ikke dejligt at have to hjem, men det er det bare ikke (…) Det at tage børnene fra moderen på den måde er ondt over for kvinder, og det er værre end at tvinge dem til at bære burka (…) Fædre har ikke de samme følelser for deres børn, som mødrene har, det må vi holde op med at bilde os selv ind. I deres beundringsværdige singletasking glemmer mænd deres børn – det gør kvinder ikke (…)”.

Som så ofte før lægger jeg mig i baghjul af forfatteren, der bedre end nogen har analyseret kønsforholdet. For at få den nødvendige luft til efterfølgende at gå i front i kampen mod et abstrakt og mere og mere absurd ligestillings- og rettighedsbegreb.

Jeg kan p.t. ikke rigtigt se anden løsning i forhold til overgreb på skilsmissebørn end i udgangspunktet at udstyre kvinder med moderskabsmyndighed. Ved skilsmisse burde det således være reglen, at børn under 15 år følger mor – medmindre selvfølgelig hun er uegnet på grund af stofmisbrug, alkoholisme, psykopati eller anden dårligdom, eller far og mor indbyrdes bliver enige om anden ordning.

Og vær forvisset om, I ordentlige og ansvarlige skilsmissefædre, at i de allerfleste tilfælde vil jeres ekskoner eller -kærester med taknemmelighed tage imod jeres tilbud om at bidrage til børneomsorgen. Men barnet skal bo fast ét sted – og mor er som hovedregel den bedste omsorgsgiver.

Forsøg eventuelt med eksperimentet, at du skal flytte ud og ind af din bolig hver uge, mens dine børn er de fastboende. Og se så efter et par måneder, hvordan du har det med det.

Lone Nørgaard,
lektor og cand.mag.,
Normasvej 39,
Frederiksberg