En rodfæstet verdensborger

Den jødiske identitet er afgørende for ham, og den er nationalt funderet, ikke religiøst. Han er såkaldt diasporajøde, selvom den israelske forfatter Abraham B. Yehoshua forsøger at overbevise ham om, at ”diasporajødedom er som masturbation. Den ægte vare får man kun i Israel”.

Mest analytisk tyngde er der i kapitlet ”Vovka” om Ruslands stærke mand, judomesteren Vladimir Putin, der med sine døde øjne og udtryksløse fremtræden trådte ind på den verdenshistoriske scene som en gåde. I Rachlins optik er han et ægte KGB-produkt: loyal over for sin efterretningsorganisation, uanset hvilket styre den tjener, men samtidig drevet af ærlig patriotisme, selvom han ideologisk er yderst fleksibel.

Putin spiller gerne provestlig, liberal demokrat, når situationen kræver det, og mestrer samtidig rollen som moderne, machoagtig zar til mange russeres udelte glæde. Putin kender nemlig sit land og sit folk. Han giver dem det, de inderst inde ønsker. De gadedrengeagtige, vulgære træk, der med mellemrum bryder statsmandsfacaden, stammer fra hans baggrund som rod i Leningrads rå baggårde, og det giver ham street credibility, når han på gangsterjargon taler om at nakke de tjetjenske terrorister. Den vigtigste baggrund for hans succes er dog, at han indtil videre holder den pagt, han indgik med russerne: Til gengæld for lov og orden og økonomisk velfærd gav de ham hele magten og accepterede indskrænkninger i friheder og borgerrettigheder.

Der er en vis fatalisme i Rachlins syn på Rusland: Landet ønsker dybest set ikke demokrati og vestliggørelse, men drejer som altid om sin egen akse. Det ”evige Rusland” er uforanderligt og splittet mellem mindreværdsfølelse over for Vesten og imperial selvtillid. Det moderne Ruslands styreform kalder Rachlin den ”kooperative stat”, hvor regering, administration og erhvervsinteresser i fællesskab styrer landet: ”Kreml Inc.”, som det kreative russiske folkevid kalder det. Parlamentet og de frie medier bliver i stigende grad potemkinkulisser, efterhånden som landet bliver stadig mere autoritært. Sproglige nyskabelser som ”styret demokrati” og ”lovens diktatur” vidner om, at forsøget på at indføre vestligt demokrati og liberale reformer i Rusland er ”som at give et træben en indsprøjtning”.

Der er flere af den slags fine sproglige billeder i Samuel Rachlins essay, der viser ham som en ukrukket, afdæmpet essayist, der kun hæver stemmen ved særlige lejligheder; for eksempel når han mindes kollegerne Daniel Pearl, der blev dræbt af islamister i Pakistan, og Anna Politkovskaja, der blev myrdet af regimets håndlangere i Rusland. De har imponeret ham mere end de mægtige mænd, han har mødt på sin kringlede vej.

kultur@k.dk

Samuel Rachlin: Mig og Stalin – og andre essays. 304 sider. 249 kroner. People’sPress.