"Sådan som folkekirkeordningen er skruet sammen, er det jo altså politikerne i Folketinget og regeringen, som skal træffe den beslutning," skriver Manu Sareen.

Der er efterhånden opstået en generel misforståelse omkring, hvad det vil sige at være minister. Præcis det samme har man i det seneste årti set på universiteterne. I 2003 afskaffedes universitetsdemokratiet og universiteternes autonomi, sidstnævnte havde de haft siden middelalderen, hvor de blev opfundet. Nu skulle ministrene pludselig være herrer over, hvad der skulle ske på universiteterne. (Hvilket ikke engang enevældens konger var.) Hvordan undervisningen skulle foregå, hvordan der skulle holdes eksamen, hvad der skulle forskes i, hvordan, hvornår, hvor meget og af hvem.

Her ser vi det samme. Manu Sareen tror, at det at være kirkeminister betyder, at man skal bestemme over kirken.

Men det er en dårlig idé, uanset hvordan man ellers konciperer forholdet mellem stat og kirke.

Ordet minister betyder "tjener", og det ville fungere meget bedre, hvis ministrene havde den selvforståelse overfor deres gerning.

"Som kulturminister skal jeg gøre mit bedste for at fremme kulturen og beskytte dens interesser - ikke bestemme over kulturen eller tilgodese mine egne præferencer og interesser. Mit mål skal ikke være at fremme min egen karriere eller profil, men at fremme og støtte kulturelle aktiviteter og værker. At tjene kulturlivet i ydmyghed og ærlighed og såvidt muligt uvildighed."

"Som kirkeminister skal jeg gøre mit bedste for at fremme kirken og beskytte kirkens interesser, støtte bedst muligt op om den - ikke bestemme over den eller tilgodese mine egne præferencer og interesser. Etc."

"Som videnskabsminister skal jeg gøre mit bedste for at fremme universiteterne og beskytte deres interesser, støtte bedst muligt op om dem - ikke bestemme over dem eller tilgodese mine egne præferencer og interesser. Etc."

Men det, vi har set med de sidste to videnskabsministre, har været en herrementalitet frem for en tjenermentalitet. Med vold og magt skulle en enkeltpersons vision om, hvordan et universitet skulle se ud, gennemtvinges, og ingen protester eller argumenter fra de direkte involverede - dem, det gik ud over - blev hørt.

Nu ser man det samme: en helt åbenlys tilkendegivelse af, at man vil bestemme ex cathedra over kirkens indhold og ritualer. Manu Sareen tror, at det er det, det går ud på at være minister. Jeg er lodret uenig.

Dette helt uafhængigt af, om jeg er for eller imod homovielser. Faktisk er jeg for dem. Men kirken skal selv træffe sit valg. Ellers sker der det samme i den, som er sket på universiteterne... Og det kan man ikke ønske for sin værste fjende, skulle jeg hilse og sige. En stadigt fremadskridende opløsning på en for blot ti år siden velfungerende institution.

Skal sundhedsministeren også bestemme, hvordan hjerteoperationer skal foregå, og hvor snittet skal lægges? Nej. For det er ikke meningen med at have et ministerium. Så kære politikere, indse, at I er, eller bør være, befolkningens og jeres ministerområdes *tjenere*, og at I bør tage denne identitet på jer. Det er nok den første forudsætning for at blive en god minister.

Det betyder ikke, at man ikke må kæmpe for sine personlige overbevisninger. Men det skal ikke være gennem magtmisbrug. Og den klokkeklart udtrykte tanke fra Sareen om, at det er politikerne, der skal bestemme over kirkens ritualer, er åbenlyst ude af den tangent. Læg strategien om, tak. Ikke kun for kirkens skyld, men for alle danskeres. Vi skal ikke vænnes til at blive hersket over på den despotiske måde.

Hele den ovenstående artikel svarer fuldstændig til den kommunikationsstrategi, man har set fra den nye topledelse på universitetet (efter at man havde afskaffet demokratiske valgte ledere og indsat dem, som politikerne ville have): "Tal endelig, vi lytter skam. Men vi bestemmer enevældigt, tro ikke, at I har noget at skulle have sagt, når det gælder beslutninger. De er i vor hånd alene."

Det er altså ikke en værdig - og slet ikke en demokratisk - indstilling.

Jeg håber, at Sareen og de øvrige nyudnævnte ministre vil lægge den stil helt om og i stedet øve sig i at indgå i en egentlig dialog med de mennesker, der påvirkes af deres politik. Egentlig dialog implicerer faktisk medindflydelse. Hvis den ene part har al magt, og den anden ingen, så er ordet dialog tomt for betydning.

Broby skrev:

Broby har åbenbart et eller andet komplex med navnet minister. Sådan som jeg læser og forstår Sareens udtalelser, er der ikke tale om, at han vil være herre. Han lytter netop, men hvordan afgør han, om der er et ønske i folkekirken om en ændring. Han kan jo konstatere, at der har været arbejdet i årevis på problemet, og et udvalg har afgivet en indstilling. Hvem andre end folketinget kan give den endelige afklaring, som forholdene er. Kan det virkeligt være meningen at denne diskussion skal udstrækkes i årtier, med gode spildte kræfter og gentagelser på gentagelser?

Som folkekirkens tjener, er det rigtigt at komme frem til en eller anden løsning. Det er ikke magtmisbrug.
Søren Hansen

Broby skrev:

Minister er rigtig nok et latinsk ord for tjener, men vi har her ikke at gøre med folkets tjener eller folketingets tjener, men kongens...

Shansen skrev: "Kan det virkeligt være meningen at denne diskussion skal udstrækkes i årtier, med gode spildte kræfter og gentagelser på gentagelser?"

Ja da. Diskussion er ikke spildtid (selvom gentagelser kan føles frustrerende fra tid til anden), men en meget vigtig bearbejdelsesproces. Og den kan godt tage årtier i nogle tilfælde. Nogle spørgsmål har mennesker diskuteret i tusinder af år uden at blive enige. Det er helt i sin orden.

Det er i virkeligheden en tv-mentalitet (som vi alle er præget af gennem tilvænning, jeg undtager ikke mig selv) der kræver, at alt skal kunne løses indenfor et 20 minutters debatprogram eller et rask politisk indgreb. Den skal vi stritte imod, for dybdegående forandringer tager den tid, de tager.

Den svævende, og ofte helt urealistiske, idé om, at politikerne "øjeblikkelig" skal "gøre noget" ved dette eller hint konkrete (og ofte meget komplekse) problem har i stigende grad skabt problematiske - og depotiske - tiltag med eskalerende kontrol, absurde forbud og indgreb i både privat- og institutionelt liv med mange komplikationer til følge. Denne tendens vil jeg gerne advare imod.

Når det er sagt, er det ikke godt for kirken at hænge fast uden at kunne træffe en beslutning på området. Det vil støde folk fra den, og det vil - som du nævner - kunne tage energi fra vigtigere ting. Men det ændrer ikke på, at den selv skal have lov at tage beslutningen.

Broby skrev:

Jeg er enig i, at alle beslutninger skal have sin modningstid, diskussioner er nødvendige. I dette tilfælde har der været en lang fortid, så nu er der ikke rigtigt flere nye argumenter, som kan trækkes frem. Det er en modning, som bør føre til et resultat, hvis udfald ikke nødvendigvis er forudbestemt.

Det er et kendt trick, at man forhaler en beslutning, som man ikke kan lide ved at holde en diskussion i gang i det uendelige. Er det ikke i England, at bare man taler og taler, så kan Parlamentet ikke træffe afgørelse?

I dette tilfælde er det ikke nok, at man i tusinde år er uenige. Det er da OK, men det må ikke forhindre, at der træffes beslutninger. Man kan jo da f. eks. beslutte, at man er uenig, og så fortsætter livet på det plan.

Søren Hansen