Verdis arkaiske styrke

Lad det være sagt straks: Forventningerne – og de var store – blev til fulde indfriet. Den 78-årige Frühbeck de Burgos dirigerede med ungdommelig højspændthed – og uden partitur – det næsten halvanden time lange værk med eminent sans for både den hårrejsende dramatik og de mange inderligt smukke cantabile-passager. Og med små listige pointer undervejs, som da han lod korsangerne blive siddende, mens de sang det afdæmpede ”Agnus Dei” (Guds lam).

Det var en tour de force-præstation, næppe nogen i den fulde sal foreløbig vil glemme. Helt i pagt med værkets ånd. For hvor Mozarts ufuldendte requiem munder ud i de fortrøstningsfulde ord ”Quia pius est” (for du er barmhjertig), slutter Verdis med en stærkt foruroligende libera me-sats, hvor sopranen i et både indledende og afsluttende recitativ desperat anråber Herren om frelse, og hvor vi derimellem endnu en gang hører det fulde kor og orkester istemme det hamrende ”Dies irae”, vredens dag.

Verdis vældige musik er sjælsrystende. Der er nok tale om en dødsmesse (uropført i 1874 til minde om digteren Alessandro Manzoni, der til Verdis store sorg var død året forinden), men det er en messe for de levende, fuld af såre menneskelig fortvivlelse, længsel og dødsangst – og båret af hans utrolige arkaiske styrke. Alt dette blev forløst i denne koncert.

Hvor tit får man lejlighed til at høre et af musikhistoriens absolutte mesterværker, dirigeret af en sand maestro med et suverænt overblik, spillet af et orkester med gnistrende glød og sunget af et dygtigt og dedikeret kor samt fire højrøstede (i ordets venlige mening, de havde virkelig gennemslagskraft!) solister, ikke at forglemme.

Jo, min indre Beckmesser kunne undervejs nok registrere en usikker intonation hist og en ikke helt præcis overgang pist (måske mest fra sopranens side), men ærligt talt: Jeg forlod DR Koncertsalen forrest på Amager beriget og med et lille tilfreds smil på læben, efter at jeg havde låst pedanten inde på et toilet ude i den blå kubus, så jeg kunne få lov til at give seks stjerner uden smålig indblanding.

Verdis Requiem – DR Symfoni-Orkestret, DR KoncertKoret, Rafael Frühbeck de Burgos, solister: Ines Salazar, Julia Gertseva, Aquiles Machado, Riccardo Zanellato – torsdagskoncert den 13. oktober.