Stederne giver litteraturhistorien liv

”Jeg har gerne villet lave en ny slags litteraturhistorie, og idéen udsprang egentlig af min oplevelse af og bekymring for, at de litteraturstuderende var meget svære at få til at interessere sig for den ældre litteratur som eksempelvis folkeviser og salmer. De kunne sagtens finde ud af at læse teksterne, men det blev på sådan en lidt udvendig facon. Så opdagede jeg, at når jeg tog dem med på ture til Sønderjylland og opsøgte de steder, hvor forfatterne havde skrevet deres ting, eller hvor teksterne var blevet brugt og havde været en del af kultursammenhængen, så blev det meget mere levende for dem. Vi havde på et tidspunkt blandt andet en tur til klosterkirken i Løgumkloster, og mens vi sad der i den tomme kirke, fortalte jeg om Brorson og hans omvendelse til pietismen. Og så var der altså lige pludselig lydhørhed,” fortæller hun.

Værket startede altså som et pædagogisk projekt, men siden greb det om sig, og ”Hvor litteraturen finder sted”, på op mod 1500 sider, er blevet både en lettilgængelig litteraturhistorie og et videnskabeligt projekt. Det lettilgængelige findes i kapitlerne, mens de mere videnskabelige oplysninger og diskussionen er henlagt til et meget omfattende antal noter.

”Hvis man blot er almindeligt inter-esseret i litteratur og ikke har en videnskabelig tilgang, så kan man roligt springe noterne over,” fastslår forfatteren, der lægger mindst lige så stor vægt på det formidlingsmæssige som på forskningen.

Der er rigtig mange bogtitler og forfatternavne med i Anne-Marie Mais gennemgang, men naturligvis ikke dem alle. Især i arbejdet med det sidste bind om det 20. århundredes litteratur har der været tale om et omfattende udvælgelsesarbejde, da der udkommer ufatteligt mange bøger hvert år.

”Mit udvælgelsesarbejde har været bundet til stederne, og det spejler den litteratur, der er med. Jeg har ikke tænkt, at jeg for enhver pris skulle have ethvert navn med, og når man har læst bogen, ved man ikke alt om dansk litteratur, men man ved det vigtigste. Jeg har villet fortælle dansk litteraturs historie ud fra stederne, og det har vist sig, at jeg også på den måde kom på sporet af de vigtigste bøger og forfattere,” siger hun og tilføjer, at hun også i bogen har såkaldte tidskapitler.

”Det er to spor i bogen, en stedsfremstilling og en tidsfremstilling, og i den sidste har jeg, ligesom i en mere traditionel litteraturhistorisk fremstilling, alle strømninger og retninger med samt de vigtigste kanoniske forfattere på plads. Tid og sted spiller sammen for mig. Et godt eksempel er kapitlet om bladhusene. For selvom mit fokus er ”det moderne gennembrud” og det 20. århundrede, så er jeg nødt til også at skrive om Danmarks avishistorie. Det var forresten sjovt at opdage, hvordan en mand som H.C. Andersen var rigtig kvik til at bruge aviserne som et middel til hurtigt at nå læserne og få udarbejdet nogle tekster, hvorimod Kierkegaard hadede aviserne og mente, at de serverede pjat.”

Anne-Marie Mai har kørt mange kilometer rundt i Danmark, og hun har haft rejser til blandt andet Berlin, Paris og New York for at opsøge de steder, hvor danske forfattere har været, og som de har skrevet om. Hun har selv taget de mange fotografier, der er med i bogen. Hun kalder dem billednoter, fordi det er ikke er professionelle billeder, men de er vigtige, fordi hun netop selv har været der og trykket på udløseren.

”Jeg kan meget godt lide, at det ikke er kunstfotografier, men blot snapshot fra en, der går forbi, og fordi der knytter sig en litterær begivenhed til det pågældende sted,” siger Anne-Marie Mai.

”Hvor litteraturen finder sted” er et led i et ny måde at formidle litteratur på, som er vigtig for at bevare læserinteressen. Men generelt er Anne-Marie Mai ikke så bekymret for litteraturens plads i medielandskabet.

”Der er mange, der klager over, at litteraturstoffet har så lidt plads i medierne. Men når vi kigger på det over et historisk spand gennem det 20. århundrede, så synes jeg egentlig ikke, det er så skidt. Det kan godt være, at man ikke længere skriver de store, dybdeborende anmeldelser, som man gjorde på Georg Brandes’ tid, men litteraturen er der stadigvæk blot på andre måder,” siger Anne-Marie Mai, der blandt andet glæder sig over de nye litteraturfremstød på DR 2 og TV 2 News, der for nylig har set dagens lys.

Med internettet kan litteraturen i dag være så meget til stede, at det næsten kan være svært at få øje på den. Internettet er et skrivebåret medium, og ifølge Anne-Marie Mai sker der nærmest en skrifteksplosion i de her år, fordi der er uanede muligheder på nettet for helt almindelige mennesker, der vil eksponere deres skriverier. Også professionelle forfattere kan på en helt anden måde end tidligere udbrede deres bøger via egne hjemmesider eller eksempelvis på bibliotekernes og forlagenes blogs.

”Jeg synes, det er herligt, at nettet er blevet den store skrivebordsskuffe, som mange skriver til, men det kan også virke meget uoverskueligt, og det bliver ofte svært at afgøre, hvad der er godt, og hvad der er mindre godt. Derfor er det vigtigt, at der er litteraturkritikere og andre, der engagerer sig og skiller tingene ad, så man også finder vej til det, der virkelig er noget.”

Anne-Marie Mai slår fast, at litteraturen har mange stærke medier, og internettet er et af dem. Hun lægger vægt på, at litteraturen aldrig nogensinde har tabt et medie bag sig.

”Vi skriver stadigvæk på sten og i hånden, vi bruger stadig den mundtlige overlevering, som har fået fornyelse i blandt andet poetry slam-genren, og bogen står indtil videre som litteraturens stærkeste medie.”

Vores samtale er slut, og det tunge værk lægges tilbage i skuldertasken, før Anne-Marie Mai haster videre for at nå sit tog. Hendes omfattende viden om litteratursteder har gjort hende til en efterspurgt foredragsholder, og denne gang skal hun til Nykøbing Mors, hvor forfatterne Knud Sørensen og Jens Smærup Sørensen er blandt tilhørerne. Det må siges at være et sted, hvor litteraturen finder sted.

washuus@k.dk