Det er tabubelagt for mange kvinder at tale åbent om deres kvaler ved at nå både at dyrke karrieren og familielivet.
- colourbox.com
Lars Henriksen |
15. oktober 2011
Kvinderne satser i stigende grad på karrieren, og det udfordrer familielivet. Det har skabt en skyttegravskrig mellem kvinder, der håndterer balancen mellem arbejdet og familien vidt forskelligt
Der er opstået et tabu blandt mange kvinder. I takt med, at kvinderne i stigende grad dominerer de længerevarende uddannelser og får krævende lederjob, jo sværere er det at være den mor, de fleste gerne vil være. Mange må derfor træffe nogle vanskelige valg: Vil de satse på karrieren, vil de dyrke familien, eller vil de forsøge at nå begge dele?
Dilemmaet presser sig stadig mere på i disse år. Kvinderne dominerer nu også traditionelle magtuddannelser som medicin, jura og statskundskab, og hver tredje nye leder i 2010 var en kvinde, viser tal fra organisationen Lederne.
En af kvindernes helt store udfordringer i den sammenhæng er dog kvinderne selv, mener stifter og leder af Center for Balance mellem Arbejdsliv og Familieliv, Helle Lund.
Hun har i mange år selv været leder, men arbejder nu som konsulent og foredragsholder og oplever en regulær skyttegravskrig mellem de kvinder, der benhårdt går efter karrieren, og dem, der forsøger at nå det hele.
For det er typisk sådan, at de kvinder, der var blandt de første til at satse på karrieren og nu sidder i topstillinger, har en meget maskulin tilgang til familielivet, forklarer hun. De vælger en au pair eller finder andre løsninger på at kunne arbejde meget.
En del yngre kvinder har samme tilgang. Men et hastigt stigende antal karrierekvinder insisterer på samtidig at kunne være der for børnene. De udnytter de teknologiske muligheder for at kunne arbejde hjemmefra, og de deler ansvaret for børnene med deres mand. Men tonen imellem de to grupper er ofte meget uforsonlig.
”Det er jo en krig på ret grundlæggende værdier. En kvinde fortalte mig for nylig, at hun ikke ville lære sin søns legekammerater at kende eller involvere sig i børnehaven, for det gjorde det bare sværere at dyrke det karriereliv, hun nu engang havde valgt. For andre er deres børns sociale liv helt afgørende for deres prioriteringer. Kvinder skal træffe nogle meget hårde valg i disse år, men mange har svært ved at leve med de valg, når det komme til stykket,” siger Helle Lund.
Hun vurderer, at andelen af kvinder, som forsøger at rumme både karriere og familieliv, efterhånden er kommet i overtal. Men den offentlige debat om balancen mellem arbejdsliv og familieliv domineres fortsat af den gamle skole af kvinder, som valgte familielivet fra og nu revser de mødre, som ikke gør det samme. Derfor er det stadig tabubelagt for mange kvinder at tale åbent om deres kvaler ved at nå både at dyrke karrieren og familielivet.
LÆS OGSÅ:
Latinamerikanske karrierekvinder”Det er meget svært at bygge bro mellem de to typer kvinder. Men det bliver stadig mere nødvendigt og også muligt, fordi mændene i dag er kommet så meget på banen i familien. De vil enormt gerne deres børn, så valget mellem arbejde og familie behøver ikke være så skarpt mere. Men det kræver, at flere kvinder giver mere slip og lader mændene fylde mere i forhold til børnene. Ellers er risikoen, at børnene bliver de største tabere i skyttegravskrigen,” siger hun.
henriksen@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad