Om nødvendigt skal der skæres

Er Marshallplanen død og begravet?

”Jeg er glad for, at jeg skrev den. Nu ved folk, hvad jeg tænker. Og den er slet ikke død. Det er fuldstændig logisk, at der er forskel på at være individuel folketingskandidat og minister for en regering. Jeg ser ikke noget som helst drama i det. Men mine forslag handler om reelle problemer, der ikke forsvinder. Det vigtigste for mig lige nu er at tale med mine kulturpolitiske kolleger og blive enige om problemerne. Jeg synes, der er et ulige forhold mellem støtten til klassisk musik og rytmisk musik, velvidende at der er grund til det. Først må jeg se, om jeg kan finde flere penge, det næste må være at finde dem et andet sted,” fastslår Uffe Elbæk, der ikke på noget tidspunkt hæver stemmen eller virker frustreret over de første 14 dage i rollen som kulturminister. Han sidder med det ene ben over det andet og taler i et roligt stemmeleje uden den store betænkningstid til spørgsmålene.

Den aarhusianske iværksætter, tidligere frontløber, skaber af KaosPiloterne og formand for kulturudvalget i Aarhus Kommune kom stormende ind i dansk nationalpolitik med masser af kontroversielle, radikale idéer til en helt ny kulturpolitik. Men han blev ramt af virkeligheden og er allerede blevet degraderet til ”embedsmand, der taler i bløde formuleringer”, som det lød i en kommentar i et dagblad. En kulturminister ”kan ikke lave revolutioner”, sagde Per Stig Møller i ugens løb. Uffe Elbæk har ikke flere penge med sig, og budgetterne i Kulturministeriet er på mange måder låst fast i etablerede institutioner, støtteordninger og puljer. Ligesom sine regeringskolleger kan den nye kulturminister ikke leve op til valgkampens store ord. Eller hvad?

”Jeg har arbejdet med kulturpolitik i mange år på mange niveauer. Jeg har ingen ambitioner om at lave revolution. Jeg er en meget pragmatisk herre, og man kan kun skabe resultater, hvis flertallet er for det, og man kan kun få gjort en rigtig forskel, hvis der er bred opbakning til det,” siger han.

Hvilken forskel er der så mellem dine konservative forgængere og dig?

”Jeg synes ikke, at kulturområdet skal være en ideologisk kampplads. Jeg er glad for, at vi er kommet ud af 00’erne, hvor der var en særlig måde at tænke politik på, som handlede meget om ”os” og ”dem”. Det er heldigvist slut. Jeg respekterer det arbejde, mine forgængere lavede, men jeg tænker fra et andet sted. De havde en meget nationalbevidst tilgang, der handlede meget om rigtigt og forkert. Vi tror på dialog, fællesskabet, og at Danmark bør indgå i forpligtende internationale relationer. Det er vigtigt, at kulturinstitutionerne åbner sig over for samfundet, når nye målgrupper og fortæller nuancerede historier.”

Jamen, så handler det vel alligevel om ideologiske forskelle og værdikamp?

”Jeg ser det mere som dialog. Det er en anden fortælling om andre værdier, der måske kan flytte holdninger. Det er det, politik handler om. Samfundet er ikke givet på forhånd. Det er noget, vi beslutter os for. Min ambition er at flytte Kulturministeriet fra at være et marginalpolitisk område til at have mere betydning, og det kan gøres uden flere penge. Kultur skal nå ind i de andre politiske områder, for eksempel erhvervspolitik og uddannelsespolitik. Børn skal møde kunst og kultur undervejs i uddannelsessystemet.”

Uffe Elbæk blev først taget godt imod af kulturlivet, især de mindre klassiske institutioner. Her kom en ikke-elitær, pragmatisk politiker med forståelse for alternativ og kreativ kultur. Selv kalder han sit kunstsyn for en ”ikke-hierarkisk forståelse” af kunst og kultur.

”Der er ikke noget, der er finere end andet. Al kunst har sine egne kvaliteter. Når jeg hører opera, vurderer jeg det ud fra dens egne kriterier. Bakkens Hvile har sin ret i sin egen kontekst,” siger han og lægger samtidig afstand til en kritik af sin særlige hengivenhed for oplevelsesøkonomi, altså at kunst og kultur skal have økonomisk afkast og skabe vækst.

”Den diskussion startede for 10 år siden, og jeg synes, at den tidligere regering til en hvis grad bandt kulturen sammen med erhvervlivets interesser. Kultur har sine egne interesser, ikke at der ikke er muligheder for vækst, for det er der. Der er kommet bedre produktionsvilkår for den kreative industri, hvilket kan skabe nye arbejdspladser. Men jeg respekterer også kunst og kultur for det, det er. Nemlig stedet, der sætter afgørende spørgsmål i spil hos den enkelte,” siger Uffe Elbæk, der oplever en større forståelse for kunstens rolle i samfundet.

”Der sker noget interessant i øjeblikket, som ikke har noget med politik at gøre. Vi skal til at tænke vækst på nye måder, så det ikke er nye fladskærme, der gør os glade. Og jeg tror, at kultur og kunst betyder noget i den overgangsproces og vokser i folks bevidsthed. Det hænger nok sammen med en søgen efter mening, og den kan kunst og kultur give.”

Uffe Elbæks fokus på dialog og forståelse for fællesskabet er ifølge ham formet af højskolebevægelsen og ungdomsoprøret. Han blev døbt på Vartov og boede som barn på Ry Højskole, hvor hans far var forstander. Her var han en del af et levende fællesskab, spiste med eleverne og mødte kulturfolk, der kom ind og ud af familiens dagligstue.

”Det var her, jeg lærte den store fællesskabsfølelse og den levende samtale at kende. At det er i dialogen, vi kan finde sandheden, og det har jeg med mig i mit politiske virke. Samtidig var ungdomsoprøret i fuld gang ude i samfundet, og jeg lå under køkkenbordet og hørte elever tale om Woodstock-festivalen. Så jeg er en del af en lang og flot folkeoplysningstradition og ungdomsoprøret, selvom jeg ikke deltog i det. Jeg nåede da at komme op til Thylejren som 15-årig.”

Det er altså snarere højskolernes fællesskab end det grundtvigianske fundament, Uffe Elbæk er rundet af. Den kristne kulturarv har han respekt for, ligesom han respekterer menneskers behov for at have troen som følgesvend gennem livet. Han synes, at kravet i Danmarks Radios public service-aftale om at lægge særlig vægt på at formidle den kristne kulturarv skal skrives om til en mindre specifik og mere neutral formulering. ”Public service skal tale til alle og ikke være lukket for nogen,” mener den nye kulturminister.

Hans seksualitet er blevet trukket frem i forbindelse med udnævnelsen, og Uffe Elbæk har tidligere blandet sin homoseksualitet og sit professionelle arbejde, da han blev ansat til at lede den internationale sportsbegivenhed World Outgames i 2009. Han har i sin nye rolle udtalt sig om museernes manglende inddragelse af homoseksuelle og som eksempel nævnt Nationalmuseet som et sted, der godt kunne afspejle samfundets minoriteter. Men et museum for homoseksuelle, ligesom der findes et arbejdermuseum og et kvindemuseum, går han ikke ind for?

”Jeg bruger ikke min seksualitet som pejlemærke. Da jeg gik med til at arbejde med Outgames, handlede det også om at sende et signal til omverdenen om niveauet for tolerance i Danmark, som ikke har haft det bedste ry. Jeg ser hellere, at de bærende kulturinstitutioner er mere bevidste om at genspejle en nuanceret virkelighed,” siger Uffe Elbæk.

Helt lavpraktisk ligger der nogle mere konkrete opgaver klar til den nye kulturminister. Midt i valgkampen kom to udvalg med deres forslag til omlægning af støtten til medier og til kunst, herunder litteratur.

Begge rapporter vil Uffe Elbæk sende i høring i Folketinget. Selv er han uenig i Liebstudvalgets forslag om at slå Statens Kunstråd, Statens Kunstfond og Kunststyrelsen sammen til ét institut for at gøre bureaukratiet lettere og systemet mere forståeligt.

Hvad de to rapporters skæbne bliver, vil tiden altså vise og et bredt flertal formentlig bestemme. Men hvad vil Uffe Elbæk gerne huskes for? Brian Mikkelsen havde Kulturkanonen. Carina Christensen ville brede kulturen ud til alle. Per Stig Møller fik sit alternativ til dominerende Danmarks Radio, Radio24syv.

”Jeg håber, jeg vil huskes for at tage kulturinstitutioner og kulturmiljøer seriøst, selvom jeg ikke kan gøre alle glade. Så håber jeg, at den almindelige dansker vil tillægge kultur og kunst betydning. At det er godt, at vi betaler til Det Kongelige Teater. At der er respekt om kunstnerne.”

krasnik@k.dk