I døden for friheden

Hvidstengruppen portrætteres også på film. Her er det et billede fra optagelserne til filmen, som har forventet premiere næste forår. –

- Flemming Krogh/Scanpix.

Læs også

flexblock

Tema

Boganmeldelse

2. verdenskrig

Besættelsen og befrielsen

flexblock

Emneord for denne artikel

døden | Friheden | Hvidstengruppen

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Claus Grymer | 17. oktober 2011

Erik Knoth fortæller glimrende om Hvidstengruppen. Men formen rummer et problem

Erik Knoth har skrevet sin dokumentariske roman om Hvidstengruppen, ”Mustard Point”, i forståelig beundring for en indsats, der – som han formulerer det i forordet – blev ”et symbol på modstandsbevægelsen som en folkelig dansk bevægelse i samarbejde med de allierede”.

LÆS OGSÅ: Fronberetning med mangler

En ned til mindste detaljer grundig research er bogens fundament. Knoth har dog samtidig tilladt sig at tage nogle af de friheder, som en romanforfatter har ret til at tage. Men han understreger, at han ikke har øvet vold mod de historiske kendsgerninger.

Nøje følger han det dramatiske – og tragiske – forløb, som var virkelighedens. Han er en glimrende fortæller, der ved hjælp af et enkelt og ligefremt sprog og med episk drive opbygger en intens tidsatmosfære.

Personportrætterne er imidlertid solidariske i en grad, der hæmmer nuanceringen. Understregningen af, hvor brave modstandsgruppens medlemmer er, kan blive for meget. Karakteristikkerne repræsenterer vel, hvad Knoth som dokumentarist kan stå inde for.

Annonce

At de ikke altid tilfredsstiller romanlæseren er en anden sag. Skismaet, der forekommer uløseligt mellem hensynene til det ene og det andet, er indbygget i formen.

Men bogen er under alle omstændigheder et stykke medrivende danmarkshistorie om modstandsgruppen, der blev dannet i marts 1943 og ledet af Marius Fiil, ejeren af en af landets ældst bevarede kroer, Hvidsten Kro, mellem Randers og Mariager.

Gruppen bestod af 15 mænd og kvinder, blandt andre kroejerens søn og svigersøn og to af hans døtre.

Dens opgave var at modtage våben, ammunition og sprængstof, der blev kastet ned fra engelske fly. Modtagepladsen, der lå få kilometer fra Hvidsten, blev af englænderne kaldt ”Mustard Point”. Allerede et år efter dannelsen blev gruppen optrevlet af tyskerne – og otte af dens medlemmer henrettet.

Skildringen af modstandsfolkenes sidste tid i fængslet, til dels formidlet via citater fra deres breve hjem til familien, er lige så nøgtern, som den er gribende. Sammenholdet mellem fangerne, styrket af fædrelandssange, som de fleste kunne udenad, fremhæves. Det samme gør den betydning, som en medfange havde, nemlig den unge teologistuderende Christian Ulrik Hansen, der under en andagt kunne forvandle sig fra ”et menneske som alle andre” til ”en Herrens tjener, hvis røst fyldte cellen med sagte vellyd”.

Hos gruppen anes ingen spor af fortrydelse, uanset prisen. Grundholdningen er urokkelig, sådan som Erik Knoth lader det fremgå af en passage om nogle af de værdier, Marius Fiil virkede ud fra: Han og hans fæller gjorde simpelthen, hvad de havde pligt til at gøre – forsvarede retten til at leve frit.

Det er i realiteten retten til overhovedet at ånde. Bekæmpelsen af dens utålelige knægtelse var en nødvendighed og for så vidt slet ikke resultat af noget valg. Den gav sig selv.

I samme forbindelse er indsat et afsnit, hvor Fiil, tøvende og med ryggen afvisende vendt mod det patetiske, kredser om begrebet ”mod”. Er det, når alt kommer til alt, egentlig andet end ”en ganske simpel handling, hvor et menneske overvinder sin angst”?

Kroejeren med den dybe rodfæstethed og afklarede holdning til tilværelsen og hans rolle i den kunne fortjene et mere indgående nærbillede, end der er plads til inden for rammerne af nærværende bog. Han beskrives som en mand, der som kristen og dansker blev livsvarigt præget af sit ophold på Vestbirk Højskole. Dér vaktes tillige hans interesse for Blichers digtning og for jysk almuekunst.

Hans afskedsbrev til familien siger ganske meget om ham: ”(..) snart kalder vor Herre os (...) hjem til sig, og vi får det godt hos ham, så godt som et menneske kan få. Vi er ved godt mod alle sammen, for vi ved, at vi går hjem til den evige hvile og fred i Herrens arme.” Henvendt til hustruen, Gudrun Fiil, slutter han brevet med disse ord: ”Hold alt i stand og stå sammen om den plet, jeg har kærest på jorden, den gamle kro. Gud skærme vores hjem, som jeg så aldrig ser mere.”

Erik Knoth: Mustard Point. Dokumentarisk roman om Hvidstengruppen. 280 sider. 229 kroner. Hovedland.

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock