Når jeg tænker tilbage på de sidste uger, er der ét enkelt samtaleemne, som har overskygget alt andet ved bordet om aftenen hjemme hos os: lukningen af Filadelfia.

Jeg læste på epilepsiforeningens gruppe på Facebook, at der havde været et indslag på P4 om Epilepsihospitalet. Da jeg ledte efter, hvad det handlede om og så overskriften ”Epilepsihospital lukker to afdelinger og fyrer 100 medarbejdere”, troede jeg ikke mine egne øjne.

I foråret var jeg i to måneder indlagt på ungdomsafdelingen efter at have været konstateret epileptiker hos en privatpraktiserende neurolog i næsten to år. Når jeg tænker tilbage, husker jeg tiden både som de to hårdeste og mest udfordrende måneder.

Det var en tid fyldt med udtrapning af medicin, tårer, vrede, magtesløshed, men samtidig også en tid fyldt med glæde. De patienter, jeg dengang var indlagt med, er i dag nogle af de mennesker, jeg sætter størst pris på, og vi holder stadig kontakt.

Ikke alene lærte vi på ungdomsafdelingen at acceptere vores sygdom, jeg fandt også ud af, at jeg var fejldiagnosticeret. Da jeg den 29. april 2011 blev udskrevet og tog hjem for at gennemføre mine eksamener, blev jeg udskrevet med en diagnose, som lød på funktionelle anfald, og altså ikke epilepsi.

LÆS OGSÅ: Hospitalslukning er en katastrofe for epelepsipatienter

Ingen andre steder i Danmark findes et sted som Epilepsihospitalet. Ungdomsafdelingen viste en enorm hjælp, også efter at jeg ikke var konstateret epileptiker. De inviterede hele familie over til undervisning om funktionelle, og vi havde mange snakke om, hvordan jeg nu skal forholde mig til min ændrede situation.