"...at skære ned fra nul til to genstande om ugen ændrer i realiteten ikke risikoen for fosterskader," siger Ulrik Kesmodel, overlæge på gynækologisk afdeling på Aarhus Universitetshospital.
- Monkey Business Images
Line Vaaben |
17. oktober 2011
Ulrik Kesmodel, overlæge på gynækologisk afdeling, Aarhus Universitetshospital er en af forfatterne til en ny undersøgelse, der viser, at halvdelen af de praktiserende læger i Aarhus ikke anbefaler gravide at lade være med at drikke alkohol. Han mener, der mangler dokumentation for Sundhedstyrelsens anbefalinger
Hvis en gravid kvinde spørger dig, hvorvidt hun må drikke under graviditeten, hvad råder du hende så til?
Jeg vil som udgangspunkt sige, at Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man ikke drikker alkohol, når man er gravid eller planlægger graviditet. Så synes jeg, at jeg har været loyal. Men jeg vil tilføje, at der i praksis ikke er videnskabeligt belæg for, at en til to genstande om ugen betyder noget som helst.
LÆS OGSÅ: Læger tilsidesætter anbefaling om nu alkohol til gravideHvordan skal den gravide beslutte sig for, hvem der har ret?
Hun kan beslutte sig for, om hun stoler mest på på Sundhedsstyrelsen eller egen læge. Eller hun kan spørge ind til uenigheden og læse på Sundhedsstyrelsens hjemmeside, før hun beslutter sig.
Men stiller man ikke den gravide i en meget svær situation?
I virkeligheden afspejler det en problematik omkring den information, der bliver givet til alle, der henvender sig til sundhedsvæsnet: Man kan risikere et svar hos én læge, men få et andet svar, hvis man spørger en anden læge eller en sygeplejerske.
Hvorfor ikke følge forsigtighedsprincippet og sige: ”Nul alkohol”, når man har at gøre med et sårbart foster?
Personligt synes jeg, det er fint at anlægge et forsigtighedsprincip over for gravide. Men så bør det omfatte alting. Man har også studier, der viser, at visse typer af motion eller store mængder kaffe kan øge risikoen for spontan abort i begyndelsen af graviditeten. Hvis Sundhedsstyrelsen ville være konsekvent, skulle man også melde klart ud på de områder. Men man vælger kun forsigtighedsprincippet lige præcis i forhold til alkohol.
Er budskabet om nul alkohol ikke lettere at afkode?
Jo, meget lettere. Problemet er, at over halvdelen af de gravide faktisk drikker lidt alkohol hver uge, og hvis man prøver at gøre en sag ud af det, risikerer man at flytte fokus fra andre problemer: At de måske burde tabe sig, holde op med at ryge, dyrke mere motion sidst i graviditeten og spise sundere kost. Og at skære ned fra to til nul genstande om ugen ændrer i realiteten ikke risikoen for fosterskader.
Bør man ikke én gang for alle få afgjort den faglige uenighed om, hvorvidt et mindre alkoholforbrug er fosterskadeligt?
Jo, det ville være fint, men pointen er, at argumentet, som det ligger nu fra Sundhedsstyrelsens side, om at det aldrig er bevist, at små mængder alkohol er uskadeligt, altid vil skabe uenighed. Man kan nemlig ikke med sikkerhed bevise, at noget er uskadeligt.
Formanden for Praktiserende Lægers Organisation siger, at de læger, der ikke bakker op om anbefalingen, bør gøre det. Hvad siger du til det?
Det rejser et principielt spørgsmål om, hvorvidt man kan pålægge sine medlemmer at formidle information, der ikke er solid dokumentation for.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad