Den tunge vandring på tværs af Europa

Tyngende ringbrynjer og sværd var bare en lille del af det udstyr, danske korsfarere slæbte med sig på korstog. Også på slagmarken gav deres vægt dem problemer

30-60 sekunder. Længere tog den sidste kamp for en korsridder ikke. Den stærkeste part red simpelthen frem i høj fart og huggede den svageste ned med ét hug.

LÆS OGSÅ: Korsfarere ville efterligne Jesus

Men forud for det korte punktum var gået lange rejser og enorme anstrengelser. Korstogshistoriker Kurt Villads Jensen forklarer, at de religiøse krigere var helt indforståede med at betale en høj pris for deres kamp.

”Den religiøse drivkraft bag korstogene var at efterligne Kristus, at gennemgå den samme lidelse, som han gjorde. Jo mere lidelse korsridderen gik igennem, desto bedre var det for ham.”

Derfor var det fysiske slæb med at nå frem til Det Hellige Land fra Nordeuropa heller ikke noget, der tog pippet fra de stålsatte riddere.

”De fleste er gået til fods. Hvis vi forestiller os en lille lokal sjællandsk ridder, som har sin egen gård og 5-10 bøndergårde under sig, er han formentlig taget af sted med en fem-seks mand. Og så har han haft fire-seks heste med, mest som pakdyr,” forklarer forskeren, der bruger nogle sekunder på at lede efter præcis den beskrivelse, hans tanker kræver.

Og det har ikke været småting, der blev transporteret tværs over et kontinent. En ringbrynje har ifølge historikeren vejet op til 10 kilo, sværdene op til to kilo stykket, og dertil kom andre våben som spyd, køller og lanser. Men der var også brug for vand, mad og telte, og måske en briks eller andre bekvemmeligheder, hvis gruppens ridder var rig nok.

”En almindelig bonde, der har været med i stormandens følge, har godt kunnet gå med 30-40 kilo på ryggen, hvis han var stærk nok,” vurderer Kurt Villads Jensen, som flere gange rejser sig for at tjekke fakta i bogreolens opslagsværker.

Alt det skulle ofte slæbes til fods de 3000-4000 kilometer til Jerusalem. Det har været en krævende rejse.

”Det var ikke særlig praktisk at sejle før 1200-tallet, fordi man hele tiden måtte gå i land og hente vand til hestene. Så de fleste gik til fods, og det kunne tage op til seks måneder.”

De tyngende rustninger og ringbrynjer tog ridderne først på, når der skulle kæmpes. Resten af tiden blev jerndragterne båret fra det ene kontinent til det andet – igennem europæiske vintre og mellemøstlig hede.

At datidens metalklædninger var tunge at bevæge sig i, kan læge Andreas Hansen bekræfte. Han deltager jævnligt i middelalderfestivaler iført ringbrynje, der er lavet, så den ligner fortidens originaler maksimalt.

”At kæmpe med ringbrynje på kan sammenlignes med at have 10 tykke vinterfrakker på. En ringbrynje vejer lige så meget, og den føles lige så varm,” siger han og tilføjer, at metallet om sommeren bliver skoldhedt på overfladen og holder på varmen i en grad, så det kan blive svært at trække vejret.

”Når det gælder bevægeligheden, er det lidt ligesom at slås under vand. Allerede efter et minuts kamp bliver det meget hårdt at svinge selv et sværd på to kilo. Derefter bliver det sværere og sværere at beskytte sig selv, og man laver flere fejl,” fortæller den entusiastiske amatørridder.

Og den internationale videnskab bekræfter, at ridderne har haft vægtproblemer. Graham Askew fra Leeds University har været med til at undersøge, hvor meget energi man brugte på at bære de store rustninger i slaget ved Agincourt i Frankrig i 1415, hvor franskmændene tabte til de lettere engelske krigere.

”Vi opdagede, at det kræver meget mere energi at bære en tung last, der er fordelt over hele kroppen, end at bære den samme vægt i en rygsæk. Det skyldes, at alle lemmerne er tynget med vægt i en rustning, hvilket betyder, at det kræver en større indsats, hver gang man bevæger dem,” siger Askew i en pressemeddelelse på Leeds Universitys hjemmeside.

Men de arabiske krigere har ikke haft samme problemer som de europæiske, vurderer Kurt Villads Jensen.

”De tunge kristne riddere på deres tunge heste er tit blevet sammenlignet med tanks.

Sådan forholder det sig ikke med muslimerne, der også havde lettere våben. De store tohåndssværd, europæerne medbragte, har ofte været over en meter lange, og den slags sværd brugte araberne ikke. De havde krumsabler og andre våben.”

Og historikeren påpeger, at forskellen fik afgørende betydning i flere store slag.

”Muslimerne lokkede nogle gange de tunge korsriddere ud i åbne landskaber for så at splitte dem og angribe fra siden. Det skete for eksempel i slaget i 1187 ved Hattin, hvor tempelherren Ridefort nægtede at tage imod vejledning og valgte at vandre ud over store flade sletter i brændende hede. Det er det slag, mange kender fra Arn-filmen.”

Som følge af indre splittelser mellem muslimske grupperinger kæmpede nogle muslimer som lejetropper på kristen side i korstogskrigene. Også i disse situationer var de muslimske krigere lettere end de metalklædte kristne riddere, de støttede.

Den mellemøstlige krigerkultur lagde mere vægt på personlig bevægelighed og mindre på personlig beskyttelse, hvilket ifølge Kurt Villads Jensen har været en fordel under Jerusalems bagende sol, hvor tusindvis af korsriddere så enden på deres tunge vandring fra Europa.