Restdanmark er en hastesag for regeringen

Uddannelseslokomotivet er tordnet gennem landskabet op igennem den periode, hvor industrisamfundet for alvor blev udviklet, nemlig i sidste halvdel af 1900-tallet. Der var fart på både i den industrielle sektor og i hele uddannelsessektoren. Danmark skulle uddannes. Uddannelse var et nøgleord.

LÆS OGSÅ: Flere unge skal have en lang uddannelse

Universiteter, faglige uddannelser, gymnasier, købmandsskoler og meget andet blev etableret og reformeret. Centralisering, koncentrering, professionalisering, fusionering, globalisering. Alt det kan der siges meget godt om. Og det er gjort. Vi har haft og har travlt. Men vi skal tage os i agt, så det ikke går os som Jern-Henrik, der et sted siger: ”Jeg er faret vild, men jeg skyder en god fart.”

Op gennem de seneste årtier er der opstået, hvad jeg vil kalde en stribe restproblemer i det danske samfund, der for en stor dels vedkommende har deres rod i uddannelsessektoren. Jeg benytter bevidst dette lidt voldsomme udtryk både her og i artiklens overskrift for at understrege, hvor alvorligt jeg anser problemet for at være.

I det danske samfund findes der en uhyggelig stor gruppe af mennesker, der er kørt ud på forskellige sidespor, alt imens hovedtoget buldrer frem med store pres og krav om høje præstationer, hurtige gennemførelsestider på studierne, specialundervisning i stadig stigende omfang i folkeskolen, overalt krav om høje karaktergennemsnit, der offentliggøres og kan sammenlignes, 95 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre (én af de eksisterende) ungdomsuddannelser, 60 procent skal have en (af de eksisterende) videregående uddannelser; flere unge end nu skal have en (hurtig) universitetsuddannelse, Danmark skal være blandt de bedste i Europa, i Verden.