"Bosættelserne er ulovlige ifølge folkeretten. Disse beslutninger skal ændres, sagde hun (Catherine Ashton)"

Hvornår har EU sidst kæret sig om folkeretten? Den betød intet, da man ganske uprovokeret begyndte at bombe Libyen, heller intet da man sendte soldater ind i Irak. Det lader til at "Folkeretten" blot er en frase, der kan hives frem, når det passer ind i det politiske spil. Og nu øjensynligt i et spil imod Israel på trods af, at der er et utal af de arabiske stater, som man hellere burde rette opmærksomheden imod hvad angår "Folkeretten".

"Bosættelserne er ulovlige ifølge folkeretten. Disse beslutninger skal ændres, sagde hun (Catherine Ashton)"

Hvornår har EU sidst kæret sig om folkeretten? Den betød intet, da man ganske uprovokeret begyndte at bombe Libyen, heller intet da man sendte soldater ind i Irak. Det lader til at "Folkeretten" blot er en frase, der kan hives frem, når det passer ind i det politiske spil. Og nu øjensynligt i et spil imod Israel på trods af, at der er et utal af de arabiske stater, som man hellere burde rette opmærksomheden imod hvad angår "Folkeretten". Sådan skriver Clausny og det er så rigtigt som det er skrevet. "Folkeretten" bruges og misbruges efter behag - og især mod Israel.

Hvem sagde folkeretten, da en række arabiske lande angreb Israel i 1948? Hvem talte om folkeretten ved de øvrige krige, hvor Israel blev angrebet af arabere? Hvem talte om folkeretten, da Jordan indtog store dele af Vestbredden?

Og hvem taler om folkeretten i Tibet og omkring kurdernes siutation?

Da Israel i 1967 blev angrebet, slog de igen og erobrede den del af Jerusalem, som var under palæstinsisk styre og andre dele. Nogle kalder det besættelse, men vi er andre, der kalder det befrielse.

Bjarne Nederby Jessen

Nederby du raser i historisk uforfalsket uvidenhed.

De mennesker, altså de såkaldte jøder, der proklamerede staten Israel på et meget tyndt FN-mandat er, hvis man da ellers kan finde reele efterkommere af en befolkningsgruppe som rent historisk er de der har beboet området i kortest tid, ca 800 år i alt.

Det nuværende Israel er og bliver ikke andet end udtryk for de allieredes dårlige samvittighed efter 2. verdenskrig og er i bund og grund et reelt tyveri fra de der boede i området, det er en af de største svinestreger i det 20. århundrede.

citat

Oprettelsen af Israel
I 1947 overlod England spørgsmålet om etableringen af en jødisk stat til det nyoprettede FN. Her vedtog man en resolution, som delte området i en jødisk og en arabisk stat. Resolutionen blev afvist af de arabiske indbyggere, som protesterede mod, at halvdelen af deres land skulle gives til det jødiske samfund, som på det tidspunkt kun udgjorde ca. en tredjedel af den samlede befolkning. Jøderne accepterede resolutionen, og den 14. maj 1948 blev den jødiske stat Israel proklameret.

Det udløste dagen efter den første arabisk-israelske krig, som endte med israelsk sejr og en væsentlig udvidelse af territoriet i forhold til FN’s delingsplan. Samtidig blev resten af de ikke-jødiske dele af Palæstina besat af Jordan (Vestbredden) og Egypten (Gazastriben). 750.000 palæstinensere blev fordrevet fra området.


http://www.27-1.dk/sw51908.asp

Den uro og den ballade dette udløste ligger i vid udstrækning til grund for de problemer der i dag er i mellemøsten, det eneste fornuftige at gøre ville være at nedlægge denne pariastat hellere i går end i morgen, man kan ikke stjæle en andens hus og så påstå man er den rette ejer, men måske du er måske fortaller for at FN skulle sørge for at vi får Skåne ,Halland og Blekinge tilbage, en aktion der ville være mere realpolitisk grund til, end det hule brøl der skulle overdøve den dårlige samvittighed i hine forårsdage i 1948.

Jeg ved udmærket at mange mener at balfourdeklarationen fra 1917 giver en slags adkomst til de handlinger man fortog i FN, men rent faktisk siger balfourdeklarationen det stik modsatte af det der skete

citat
Udenrigsministeriet

2. november 1917

Kære Lord Rothschild
Jeg har den store glæde på Regeringens vegne at overbringe Dem følgende Deklaration af sympati med jødiske zionistiske aspirationer, som er blevet overgivet til, og godkendt af, Kabinettet:
"Regeringen ser med velvilje på etableringen i Palæstina af et nationalt hjem for det jødiske folk, og vil på bedst mulig måde medvirke til opfyldelsen af dette mål, men det indskærpes, at intet må gøres som vil skade Palæstinas ikke-jødiske samfunds civile og religiøse rettigheder eller de rettigheder og den politiske status, som jøder nyder godt af i andre lande."
Jeg vil være Dem taknemmelig hvis De vil bringe denne Deklaration til Den Zionistiske Føderations kendskab.

Deres hengivne
Arthur James Balfour

Man kan sige at jøderne på alle måder har udvist en arrogance overfor omverdenen der på er pinagtig og at forveksle med den holdning som facisterne udviste overfor anderledes tænkende.
Den israelske stat er i dag nok det absolut ondeste styre med relationer til de vestlige demokratier, da vi boykottede Sydafrika for deres apartheid var disse oceaner fra at udvise samme foragt for andre mennesker som staten Israel gør i dag.

Jeg er fuld af sympati overfor jøder som mennesker, men kan i bedste fald kun udvise dyb foragt for denne åbenbare nazistisk inspirerede stat Israel

Jeg synes det ville klæde Søvndal, hvis han tillagde sig en mere dæmpet tone overfor Israel, og ikke som nu på forhånd tager parti for den ene af parterne fx palæstinenserne. Med hensyn til "provokationer" må man desvære sige, at hvis der skal være nogen mening med fredsforhandlinger i Mellemøsten er at palæstinenserne anerkender jødernes ret til egen stat.

Tror bare lige jeg vil smide dette link ind i debatten

http://www.youtube.com/watch?v=f81j5Zk-GSA&feature=channel_video_title

Hvis det skal være et enten eller, så stille jeg mig på jødernes side. Jeg er imod at staten israel blev oprettet af religiøse grunde, af samme princip er jeg imod et palæstina. Men det viser sig gang på gang at de arabiske lande ikke hader jøder pga. israel, men de hader israel pga. jøder. Hvis palæstinenserne virkelig ville have fred kunne de have fået det tusind gange - det de vil have er sejr. Længere er den sådan set ikke.

Jeg har læst dit lange svar Stausholm og jeg er dybt uenig med dig.

Allerede i indledningen skriver du: "Nederby du raser i historisk uforfalsket uvidenhed." For det første raser jeg ikke og for det andet har jeg en meget stor viden om forholdene i Mellemøsten - også historisk.

Men jeg står af overfor dig. Allerede i starten, hvor du skriver "de såkaldte jøder". Hvorfor nu den formulering. Der er jo tale om jøder.

Videre skriver du: "Det nuværende Israel er og bliver ikke andet end udtryk for de allieredes dårlige samvittighed efter 2. verdenskrig og er i bund og grund et reelt tyveri fra de der boede i området, det er en af de største svinestreger i det 20. århundrede." Du tager fejl. Der var taget højde for en israelsk stat allerede i Belfourerklæringen, endda en stat, der var større end det nuværende Israel. Men FN´s delingsplan førte til noget andet.

Lige siden mange jøder blev fordrevet fra israel af romerne og blev spredt udover verden, har jøderne stået sammen om sætningen: Næste år i Jerusalem. Der har i alle årene været en længsel efter og et ønske om at vende tilbage og genoprette Israel. Den genoprettelse fandt sted i 1948 og siden har man fra arabisk side ønsket at udslette staten. Det er ikke lykkedes og vil ikke lykkes.

Uroen og ballade i Mellemøsten skyldes ikke Israel, men araberne. De kunne i 1948 have oprettet en Palæstinensisk stat men undlod at gøre det, fordi de vil have det hele. De har siden 1948 ved flere lejligheder kunnet udråbe en palæstinesisk stat, men de har ikke gjort det. Hvorfor?

Der burde kunne skabes fred i området og de to folk burde kunne leve fredeligt sammen i området, men viljet skal være der fra begge sider.

Bjarne Nederby Jessen

Nederby du skal gøre det til en vane at læse det du refererer til
Hvis du havde kigget mit indlæg igennem ville du have set at den indeholdt den del af balfourdeklerationen der drejer sig om det benævnte spørgsmål og der fremkommer det utvetydigt at der netop ikke tales om eller for en jødisk/israelsk stat.

Diasporajøderne efter de jødisk-romerske krige var ikke alle de derboende på daværende tidspunkt, hvad mon der blev af den hovedpart der blev tilbage?

De mennesker der i stor stil invaderede det palæstinensiske område i perioden før under og efter 1. verdenskrig, altså de der var medvirkende til balfourdeklerationen, var i stor skala fra det gamle østeuropa, ligesom der faktisk ikke nogetsteds er garanti for hvem der egentlig nedstammede fra diasporajøderne( altså en slags overgemt fødselsret til stedet), hele konceptet er og bliver et historisk "måske", ligesom det er uomtvistelig, at de stammer der stod sammen som et jødisk hele ikke havde råderetten over området i specielt mange år. De kendes historisk ikke før ca 1000-800 år f., ligesom deres egen historie taler om en meget lang babylonsk periode, hvorfor det nok vil være korrekt at formulere dem som fastboende i området i et for området meget kort tidsforløb, de har som bekendt alle gangene taget området med vold også den sidste gang, staten Israel er en pariastat.

I har gang i en helt umulig debat. Hvem har retten til Israel? Hvem kom først? Det er en håbløs diskussion.
Historien udviser et utal af eksempler på at den, der har "retten" til et land er den, der forstår at holde det sammen, udvikle det, forsvare det mod fjender og skabe et levedygtigt samfunds system, f.eks. et demokrati. Disse mennesker har dermed landet. Blandt andet - og måske først og fremmest - fordi de har magten til at sørge for landet og dets indbyggere.
Så kan man spørge, om det er korrekt, om det er etisk og moralsk rigtigt, om ikke landet hellere skulle være i hænderne på dem, der boede der tidligere på et eller andet tilfældigt tidspunkt, men misrøgtede landet, lod det forfalde, eventuelt til et punkt, hvor befolkningen blev helt afhængig af udenlandsk socialhjælp.
Det er rent akademisk og i hvert fald uproduktivt at føre denne diskussion om "hvem kom først". Efter min mening har Israel retten til landet alene i kraft af, at jøderne imod alle odds har været dygtige nok til at etablere og bevare et demokrati midt i en uvenlig ørken omgivet af uvenlige naboer. De har frembragt et højt udviklet samfund ud af ingenting, et samfund hvor der også lever mange palæstinensere indenfor Israels grænser, palæstinensere, som nok skulle betakke sig for, at Hamas o.lign. skulle flytte ind med deres antikverede, ondskabsfulde samfundsystem og livssyn.

Stausholm, jeg HAR læst dit indlæg, hele indlægget, også dit citat af Lord Rotschild og dit øvrige citat, men vi læser åbenbart de to citaler forskelligt.

Af det ene citat fremgår det tydeligt, at FN vedtog en resolution, der skulle før til opdelingen i en jødisk og en arabisk stat. Den jødiske stat fik vi med Israel, den palæstinensiske stat har vi endnu ikke fået, for araberne ville ikke oprette den, da man ikke kunne få det hele.

Under diasporatiden har der boet flest jøder uden for Israel, men der boede dog stadig jøder i landet og arabere og jøder levede oftest fredeligt side om side - og det kan de komme til igen, men det kræver vilje og positiv indstilling fra begge parterne.

I øvrigt kan jeg anefale dig at læse bøgerne "Israel og palæstinenserne evalueret religiøst, politisk og historisk" ogIsrael & Mellemøsten - forstå baggrunden for konflikterne" begge af Hans Kristian Neerskov.

Bjarne Nederby Jessen

Nederby, det var dig der påberåbte at staten Israel blev til som en videreførelse og bekræftelse af balfourdeklerationen, hvilket du indtil dato er den eneste jeg har hørt postulere. Det er ganske enkelt ikke er nævnt, ja end ikke som en fremtidig fantasi.

når du henviser til litteratur om emnet ville det være rimeligt at forvente du ikke bragte henvisninger til et partsindlæg, men alene erholdte dig til den politiske og historiske faglitteratur der er om samme.
Hans Kristian Neerskov anses alene som en præst med en religiøst partsindlæg.

Der er ikke mig bekendt nogetsteds i historien opgivet et nøjagtig tal over hvor mange jøder det drejede sig om, men mange gætterier, jo mere troende jo flere jøder, men noget tyder på at under den første krig blev ca 90.000 taget som slaver, medens krigen menes at have krævet 1.100000 døde, nok flest jøder.
Der er absolut ingen historisk belæg for at mene det var flertallet af jøder der kom i diaspora, nok nærmere det modsatte, ligesom en del af sandheden om specielt den anden jødisk-romerske krig nok er at en stor del af problemet var at jøderne på forhånd indbyrdes var uenige, ligesom der ikke var en reel stat som man kan føre op til at legitimere den nuværende stat.

http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Religion_og_mystik/Ga...