Hver alder har sine glæder.
- Colourbox.
Søren Lodberg Hvas |
18. oktober 2011
Hver alder har sine glæder, og i livets efterår bliver man beriget med tid og nye familiære titler
Det er velkendt, at man ofte sammenligner årstiderne i deres forløb med forår, sommer, efterår og vinter med vore livsaldre.
Foråret er den håbefulde, blomstrende tid, hvor alt er i frembrud og vækst. Det er barndommens og ungdommens lange år, hvor tiden synes uendelig. I tilbageblikket opleves det hvert år på ny: forår endnu en gang!
Sommeren er billedet på manddomsårene – hvad enten man er kvinde eller mand – sådan er sproget så uregerligt og underfundigt. Det er de år, hvor der stiftes familie, og børn kommer til verden. Som små mirakler, en hilsen fra livets ophav. Det daglige arbejde kræver sit og sommetider mere til.
Der skal også være tid til at dyrke venskaber og interesser. Og børnene har brug for den opmærksomhed, som de igen i tilbageblikket måske ikke fik i tilstrækkelig grad. Tiden begynder at accelerere. Nåede vi det, vi skulle? Og inden vi ser os om, er det sensommer. September med den blå himmel og modenhedens milde magt.
Med oktober melder efteråret sig, jægernes forår, som Kaj Munk har sagt. Men efterår er det ligefuldt, et billede på livets senioralder, som jeg sætter fra cirka 60 til cirka 80 år.
Denne alders stemning har Grundtvig sanset i salmen ”Nu falmer skoven trindt om land”. Han skrev den i 1844, da han var 61 år gammel. I tilbageblikket ser han sit liv i høstens billede med alt, hvad han har fået at takke for, fra det daglige brød til den evige salighed:
Ham takker alle vi med sang
for alt, hvad han har givet,
for hvad han vokse lod i vang,
for ordet og for livet.
(Salmebogen, nummer 729, vers 5).
I livets efterår bliver tiden atter velsignet lang. Der er tid og ro til læsning og eftertanke, til lange gåture ved havet eller i skoven. Måske glimter et gyldent stykke rav, eller der er kantareller, som løfter deres lille gule trompetkrone.
Børnebørnene har også meldt deres ankomst. Jeg er beriget med otte mirakler fra 4 til 17 år. Hvem husker ikke herlige replikker?
Som femårige Morten, der i novembermørket var med sin mor på indkøb og spurgte: ”Hvorfor er der så mange, der har tørklæde på? Har deres Gud bestemt det?”
”Ja, det har han måske nok,” svarede mor.
Den lille mand fortsatte eftertænksomt:
”Vores Gud har bestemt, at vi skal have hue på.”
Jeg har således med tiden fået to nye fornemme titler, som morfar og som farfar. Så jeg mangler kun at blive beæret med titlen som oldefar. Men det må meget gerne vente lidt endnu.
Efterår følges af vinter, et billede på menneskelivets sidste år. Er der noget lyst og godt at sige herom? Jeg ved det ikke, for jeg har ingen erfaring med denne livstid. Så jeg tyer igen til Grundtvig. Han bevarede sin stærke trang til liv lige til det sidste, før han døde få dage inden sin 89-års dag. Hans kristentro er livsbekræftende i dette ords altomfattende betydning. Det må være forklaringen på, at han som 85-årig kan fortrøste sig til, at ”i alderdommens dage herlig kræfterne tiltage hos din gode ven”. (Salmebogen, nummer 4, vers 6).
Livet ligger altid foran os, også på vor sidste dag.
Vi har troen og håbet og kærligheden som vore livsledsagere fra først til sidst. Så det ender godt.
Glædeligt efterår!
Venlig hilsen
Søren Lodberg Hvas
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad