Seniorlivet byder på tid til fordybelse i bøger og naturen

(Salmebogen, nummer 729, vers 5).

I livets efterår bliver tiden atter velsignet lang. Der er tid og ro til læsning og eftertanke, til lange gåture ved havet eller i skoven. Måske glimter et gyldent stykke rav, eller der er kantareller, som løfter deres lille gule trompetkrone.

Børnebørnene har også meldt deres ankomst. Jeg er beriget med otte mirakler fra 4 til 17 år. Hvem husker ikke herlige replikker?

Som femårige Morten, der i novembermørket var med sin mor på indkøb og spurgte: ”Hvorfor er der så mange, der har tørklæde på? Har deres Gud bestemt det?”

”Ja, det har han måske nok,” svarede mor.

Den lille mand fortsatte eftertænksomt:

”Vores Gud har bestemt, at vi skal have hue på.”

Jeg har således med tiden fået to nye fornemme titler, som morfar og som farfar. Så jeg mangler kun at blive beæret med titlen som oldefar. Men det må meget gerne vente lidt endnu.

Efterår følges af vinter, et billede på menneskelivets sidste år. Er der noget lyst og godt at sige herom? Jeg ved det ikke, for jeg har ingen erfaring med denne livstid. Så jeg tyer igen til Grundtvig. Han bevarede sin stærke trang til liv lige til det sidste, før han døde få dage inden sin 89-års dag. Hans kristentro er livsbekræftende i dette ords altomfattende betydning. Det må være forklaringen på, at han som 85-årig kan fortrøste sig til, at ”i alderdommens dage herlig kræfterne tiltage hos din gode ven”. (Salmebogen, nummer 4, vers 6).

Livet ligger altid foran os, også på vor sidste dag.

Vi har troen og håbet og kærligheden som vore livsledsagere fra først til sidst. Så det ender godt.

Glædeligt efterår!

Venlig hilsen

Søren Lodberg Hvas